Redigerettirs 23. jan 2024
@Bruhmo og ToonInStoke
Selvom Tintin har ret i, at jeg har afleveret nøglen til City-tråden, kan jeg da godt lige komme med et par måske opklarende ord om Alfie Harrison.
Det er sgu en lovende knægt, I tilsyneladende her får. Lokal Manchester-dreng, der har spillet i City siden han var 9 år. Som blot 16-årig blev han til sæsonen 22/23 rykket op på U18-holdet, hvor han trods positionen som central midtbanespiller lavede 6 mål og 4 assists i 22 kampe. I 23/24 har han foreløbigt nået 9 kampe på U18-holdet (8 mål + 4 assists), og kort før jul blev det også til en enkelt optræden for U21-holdet. I starten af november, forud for CHL-hjemmekampen mod Young Boys, havde Pep Guardiola inviteret to af akademispillerne til at træne med førsteholdet; det ene var Alfie Harrison, den anden var Micah Hamilton, der et par uger senere fik førsteholdsdebut (og scorede) mod Røde Stjerne, så det er altså lidt det niveau, vi snakker om.
Alfie Harrison er blevet kaldt ”Haaland Jr.”, hvilket nok primært må skyldes udseendet kombineret med målfarligheden. Han tager som sagt næsten altid udgangspunkt på den centrale midtbane, men er en ekstremt offensivt orienteret central midtbanespiller, og minder i mine øjne nok mere om en Bernardo Silva eller Kevin De Bruyne end om Haaland. Han er teknisk god og har et forbløffende godt øje for målsøgende afleveringer, men er altså også selv i stand til at finde målnettet ganske ofte.
Jeg vil nok betegne ham som den mest spændende spiller på Citys U18-hold ... og jeg har derfor også mildt sagt lidt svært ved at forstå Citys ræsonnement for at afgive ham til en af rivalerne! City-akademiet er ved at udvikle sig til en indkomstgivende salgsfabrik af store talenter frem for en rugekasse for kommende City-spillere. Det er klart at Citys førstehold ikke kan optage alle mere eller mindre talentfulde spirer fra ungdomsrækkerne, men der har især det sidste års tid været en håndfuld af de helt store og meget lovende talenter, der også er røget ud med badevandet. Og for en gammel City-fan gør det især ondt, når det er en af de lokale drenge, som her. Formentlig kan det aktuelle skifte også til dels kædes sammen med Paul Midgleys skifte fra Citys til Newcastles rekrutteringsafdeling for godt et år siden. Han vidste, hvad der gemte sig af guld i den lyseblå ungdomsskole.
Uanset hvad, ligner Alfie Harrison en spiller I godt kan glæde jer til at se om et år eller to på førsteholdet. Tillykke - og pas godt på ham!