Det er et problem, at England er for dårlige til at spille i små rum, for det gør det relativt nemt bare at parkere bussen mod dem, og så bliver det sjældent til meget andet end høje indlæg ind i boksen, som man aldrig bliver farlige på. Det har man også set på de utallige hjørnespark de har haft, kun et enkelt mod Wales var farligt, resten er blevet clearet uden problemer fra modstanderen, og det selvom man har en Cahill der scorer relativt mange mål på dødbolde for Chelsea. Serven er heller ikke altid god nok skal det siges.
Et andet problem er, at England ikke får spillet chancerne store nok, det er jo ikke sådan Akinfeev, Hennessey og Kozacik har været ude i den ene klasseredning efter den anden, og den eneste 100% chance de har brændt er vel Vardys friløber i går. Man kan håbe en bedre modstander der vil mere fremad banen, end de tre hold i gruppespillet, kan give England bedre plads til at skabe større chancer, men omvendt vil jeg så være nervøs for, om defensiven kan stå imod.
Det ligner i bedste fald en kvartfinale, hvilket ikke er en fiasko, men det er bare middelmådigt, England skal kunne nå længere engang imellem. Ingen semifinale eller bedre siden 1996 er for dårligt.