Snak

Det er nogle sjove påstande du kommer med der. Der er faktisk rigtig meget kvalitet i både League One og League Two, og jeg kan garantere dig for, at der ikke er et eneste hold fra den danske 1. division, der ville kunne overleve i League One.

Det er spil med hovedet under armen og så ellers bare af sted. Der er uden tvivl nogle, der finder den slags fascinerende, men kvaliteten kan der ikke være tvivl om. Den er pivringe, og da især hvis man sammenligner med de store kontinentale lande. Spillerne lærer naturligvis at sparke til en bold osv, men taktisk forståelse beskæftiger man sig ikke ret meget med. Og når man ser på den slags bold, der bliver spillet dernede, så kan det ikke overraske, at de ikke er i stand til at udvikle flere dygtige spillere. 90% af deres talentmasse bliver jo udviklet til at skulle fungere under netop de dyder, som gør sig gældende dernede, og disse er meget lidt brugbare i det moderne fodboldspil på topplan.

Det var imponerende meget vrøvl på relativt få linjer.

Bosse

Slap nu af. Jeg gir en kold Brooklyn lager!!

Fra fad.

West Ham: +5 placeringer og +15 point
Karakter: 11

Mange frygtede at den første sæson efter at Big Sam fik vist døren vil vise sig svær for The Irons. Big Sam havde konsolideret holdet fint i PL siden oprykningen, og eksperter som eksempelvis Alan Shearer, mente at det var en håbløs beslutning af pornokongerne, at lade ham gå, og at de vil fortryde den bitterligt når sæsonen var over. Den skepsis kom også af at de hyrede en manager der endnu ikke var testet i PL.

Jeg var ikke en af dem, som mente at det var en dårlig beslutning at Fede Sam ikke fik forlænget sin kontrakt. Der er et loft for hvor langt Allardyce kan flytte et hold. Han kan skabe et defensivt fundament for et hold, men det kan kun bære dem så langt. Allardyce har stadig til gode at vise at han kan sammensætte en velsmurt offensiv. Groft sagt, så vil jeg tro at loftet for Sam Allardyce var nået med West Ham, men han efterlod sig nogen defensive mekanismer, som en ny manager vil kunne nyde godt af.

Ligesom alle mulige andre kendte jeg meget lidt til Slaven Bilic som manager. Hans Besiktas hold virkede til at spille efter mange af de samme dyder, som han selv benyttede sig af som spiller. Masser af hjerte og fight, men ikke så fandens meget finesse.

Slaven Bilic skeptikere blev ikke beroliget af West Hams forsøg på at spille Europa League, og sæsonen startede underligt. Meriterende udebanesejre over Arsenal og Liverpool, men også hjemmebanenederlag imod bundholdet Leicester og oprykkerne fra Bournemourh. De viste sig dog at niveauet var tættere på udebanesejrene end hjemmebanenederlagene. Og set i bakspejlet var det jo ikke så slemt at tabe til Leicester på hjemmebane. Alt i alt har Hammers haft en flot sæson og Slaven Bilic er lykkes med at få lidt glæde tilbage til supporterne, som er helt anderledes bag Bilic end de var bag Allardyce. Der er snakket meget om ”The West Ham way” og hvad det helt præcist betyder. Ikke mange er blevet ret meget klogere, men Allardyce var i hvert fald ikke symbolet på ”The West Ham way”.

Bilic skal være glad for at han kom efter Allardyce, for hans stil er ikke nødvendigvis bygget op omkring poleret fodbold ved jorden for en hver pris, som umiddelbart skulle forestille at være ”The West Ham way”. Men det er mere poleret end Allardyce, og det sammenholdt med hans status som klubmand har det skabt en fandens masse goodwill. Ikke mindst fordi resultaterne også har været tilstede. Jeg har selv været lidt i tvivl om Bilic i løbet af sæsonen. Hvor god er han egentlig? I kamp interviews kan han af og til fremstå lidt simpel og ureflekteret, men efter at have set ham som ekspert på ITV, så er jeg efterhånden positiv stemt. Han har virkelig haft mange gode betragtninger, og jeg er efterhånden tilstrækkeligt overbevist til at jeg også tror på at Hammers nok skal være gode i næste sæson. Ikke mindst hvis de kan holde på profilerne (hvilket jeg ikke har grund til at betvivle), og få suppleret med et par spillere fra tæt ved øverste hylde.

Pornobaronerne virker da også til at være indstillet på at der skal forstærkninger til. Lige nu opfører de sig dog mest som om at de er på dildoudsalg ved en sexmesse. De ligner at de campingtur rundt i Europa med en blankocheck omkring håndleddet, og de bliver tilsyneladende mere og mere desperate for om der er nogen der vil tage deres penge. Der går mange videobånd på den pris Lacazzette efterhånden er skubbet op i.

Årets spiller for West Ham kan ikke være andre end Dmitri Payet. Selvom der er kampe hvor han falder lidt ud, så har han, over det meste af sæsonen, været modbydelig giftig og en fornøjelse at se bevæge sig rundt på en fodboldbane. Ærgerligt at han allerede er 29.
Årets spiller: Dimitri Payet
Årets Skuffelse: Alexander Song

Southampton: +1 placering og +3 point
Karakter: 11

Åreladningen fra sydkysten sidste sommer var det rene ingenting ift. Den Exodus de havde oplevet sommeren før. Clyne og Schneiderlin var denne gang de eneste profiler, som forlod klubben til fordel for mere prominente adresser. Alligevel var de fleste nok lidt skeptiske om hvorvidt Saints kunne gentage kunststykket fra sidste sæson.

Det skyldes primært at Soton havde afsluttet forrige sæson skidt. Det lignede ikke et hold der kom med momentum, og starten var da også ret så sløj. Men hvor forrige sæson sluttede skidt, så var det helt anderledes i år. Efteråret bød på masser af skuffelser. Først og fremmest i PL, men også et sløjt exit imod FC Midtjylland i Europa League, hvor Koemans taktiske oplæg var helt forfejlet.

Koeman virkede i det hele taget til at famle lidt efter hans bedste opstilling i efteråret. Et tremands forsvar blev lykken, og også selvom at han gik væk fra tre mandsforsvaret i nogen kampe, så skabte det platformen for at Soton i 2016 var det andet bedste hold i hele PL. Kun overgået af mestrene fra Leicester. Ændringen i det taktiske oplæg betød også at Koeman gik væk fra mere stationære typer som Austin og Pelle til en mere bevægelig (og uortodoks) en af slagsen i Shane Long.

Long scorer ikke helt så mange mål som de to andre, men den uro han laver, skaber plads til hans medspillere. Henholdsvis Tadic og Mane nød godt af Longs hårde arbejde og begge var i fænomenal form efter jul. En glemt juvel i Sotons turban er Steven Davis. Han er alt andet end flashy, men han har udviklet sig til at være en forrygende fodboldspiller. Noget som han også har bevist for Nordirland, hvor han har virket som den eneste der faktisk har haft evner med kuglen ved fødderne, og har distribueret bolde til højre og venstre med samme lethed, som han gør for Southampton.

Alligevel er det ingen af ovennævnte der er årets spiller for mig i Soton. Virgil Van Dijk har været en gigant i forsvaret og efter lidt startvanskeligheder, har han været en dominerende figur i Sotons solide forsvar.

Men ikke en sommer uden at dommedagsskyerne trækker sig sammen over sydkysten. Koeman har forladt skuden til fordel for nummer 11 i PL, og Mane er den seneste fra Liverpools rugefabrik, der nu er blevet fundet klar til at spille for de voksne. I Southampton har systemet dog vist sig bedre end de enkelte dele, så mon ikke de kommer til at have et slagkraftigt hold efter sommeren. Jeg tror det. Claude Puel blev den nye manager og skifter sydkysten i Frankrig ud med sydkysten i England. Jeg ved godt hvor jeg helst ville bo, men fodboldholdet betaler nok lidt bedre England. Spændende at se hvad Puel kan få ud af Southampton. Generelt har Southampton dog været mindst lige så gode til at scoute trænere, som de har været til at scoute spillere. Og det siger alligevel ikke så lidt.

Årets spiller: Virgil Van Dijk
Årets skuffelse: Charlie Austin

Manchester United:
Placering -1 og -4 point
Karakter: 7

Der er typisk to veje man kan gå i bedømmelsen af Man Utd og Van Gaals sidste sæson. Den positive vinkel er at Van Gaal har lykkes med at skabe et koncept, har udviklet og spillet med unge spillere, der har vist lovende prøver på deres talent, har præsteret på trods af et konstant overfyldt lazaret og Man Utd vandt sit første trofæ siden Fergie hang jakken op. Den negative vinkel er at Man Utd har spillet kedeligt og scoret få mål, har oplevet fiasko på den europæiske scene af to omgange, og generelt er gået et skridt tilbage fra en allerede ikke specielt overbevisende første sæson.

Jeg hører til dem der ikke har været specielt imponeret over Man Utd i denne sæson, også selvom jeg gerne vil anerkende, at det ikke har været nemt med de mange skader der har været på Old Trafford. Der er dog opløftede momenter i Man Utds spil, som nu kan vise sig at komme Jose Mourinho tilgode. Martial synes jeg har vist at han har et vanvittigt stort potentiale. Hans præstationer svinger lidt for meget i kvalitet (hvilket er meget forståeligt hans alder i betragtning), men når han har været god, så har han været rigtig god, og har ofte myrdet sin direkte modstander. Seamus Coleman, eksempelvis. Jeg tror ikke han har sovet siden at Martial kørte ham baglæns ud af Goodison. Og Coleman er normalt en rigtig dygtig back.

Smalling er blevet meget bedre under Van Gaal, og selvom han stadig kan være lidt småflagrende, så har han vist sig frem som en af de allerbedste duelspillere i ligaen. Og så er der Marcus Rashford, som nok ikke helt kan opretholde sit scoringssnit per afslutninger for fremtiden, men som har vist tilstrækkelig med gå-på-mod og tro på sig selv, til at han bør være en del af fremtiden i Manchester United. Heldigvis er den nye manager kendt for at satse på ungdommen.

Den vigtigste transfer for Man Utd i sidste sæson, var dog den der ikke skete. Takket være en humørsyg fax i den spanske hovedstad blev De Gea i Manchester, og igen-igen-igen har han været den klart bedste spiller for Manchester United. Vigtigere end at Kong Zlatan gør sit indtog i Manchester, er at De Gea bliver overtalt til at stadig at vogte buret for de røde djævle. Jeg kan nemlig ikke lade vær med at have en fornemmelse af at De Gea har lykkes med at male over de sprækker der har været i Man Utds forsvar. Jeg kan dog godt forstå hvis man går ind til næste sæson med en hvis portion optimisme. Medmindre at Mourinho har efterladt kasketten i Chelsea, så er han stadig en verdensklasse manager. Især på den korte bane. Og med indkøb af en af verdens absolut bedste angribere, og en af de bedste spillere fra bundesligaen, er vinduet allerede tilfredsstillende. Det store spørgsmålstegn bliver Wazza og hvor og hvordan han skal passe ind. Det bliver nok den sværeste gordiske knude, som Mourinho har at løse til næste sæson.

Årets spiller: David De Gea
Årets skuffelse: Memphis Depay

Manchester City:

-2 placeringer og – 13 point
Karakter: 6

Manchester City er meget tæt på at dumpe. Og man kan sagtens forsvare at give dem 5, men indsatsen i CL hiver dem nøjagtig op på en bestået karakter. Det siger også lidt om forventningerne og materialet i det hele taget. Jeg var en af dem, som troede at Pellegrini var en god manager. Jeg er kommet lidt i tvivl for jeg synes ikke rigtig der er nogen spillere der har rykket sig under hans ledelse, ligesom jeg heller ikke synes at Man Citys koncept er blevet mere tydeligt med tiden. Nærmest tværtimod. Og så kan jeg huske at jeg hørte Mads Davidsen, træner under Sven Gøran i Kinesien, havde været ovre og overvære Man City træne, og han var alt andet end imponeret. Han fortalte om en tæt ved ugidelig træningskultur, og hvor der blev arbejdet meget lidt. Det falder tilbage på Pellegrini, ligesom denne sæson gør det.

Man Citys materiale er meget bedre end det som Pellegrini har fået ud af det i denne sæson. Pellegrini fik nok en gang en masse dyre spillere, og et par stykker af dem blev hentet efter rigtig store sæsoner i deres respektive klubber. Otamendi var bredt anerkendt som den bedste forsvarsspiller i La Liga og KDB var blevet kåret til bundesligaens bedstes spiller. Otamendi har langt hen af vejen været en katastrofe, men nu er der efterhånden hældt så mange penge i det midterforsvar at jeg er begyndt at betvivle om det er spillerne der er noget i vejen med. Jeg tror ikke det er nemt at være midterforsvar i Man City, for beskyttelse kan af og til være en tipi i sibirien.

Et af sæsonens største problemer har været Yaya Toure. Jeg synes at kritikken af Yaya de to forrige sæsoner har været lidt overdrevet, men i denne sæson var han helt væk. Dieselhakkeren er løbet tør og gud nåde trøste den klub som samler ham op. Der er ikke mere tilbage i ham, men alligevel har han spillet meget.

Af gode præstationer for Man City, så har Kun Aguero nok en gang vist, at han er PLs bedste angriber, når han er klar og fit for fight, og så har Kevin De Bruyne generelt været en oplevelse. Han var det ikke på Bernabeu, og niveauet har ikke været helt deroppe hvor han var hos Wolfsburg. Men det har været godt nok til at jeg har en rimelig klippefast tro på at han får en forrygende sæson i 2016/2017. For nu kommer Pep til klubben, og han elsker De Bruyne, og det bliver spændende at se hvad han får ud af ham. I det hele taget bliver det spændende at følge Pep i Man City. Pep er den bedste træner i verden imo., men hans klasse bliver ofte affærdiget med kommentarer, som at selv en blind kunne vinde ligaen med Bayern Munchen (hint Jose Mourinho). Men hvis Pep får succes i Man City, så bør kritikerne forstumme, for denne sæson har vist at Man City har haft kæmpestore huller.

Årets spiller: Kun Aguero
Årets skuffelse: Yaya Toure.

Tottenham:
+2 placeringer og + 6 point

Karakter: 10

Tottenham er meget tæt på et 11 tal for det var et imponerende stykke arbejde som Pochettino lavede i denne sæson. Det der tæller ned var afslutningen, og den manglende succes i alt andet end PL. Det var dog stadig en flot sæson på White Hart Lane. For en sjælden gangs skyld var der ikke de store armbevægelser på transfermarkedet. Alderweireld og Son var de eneste rigtige prominente signings (suppleret med mere lavprofilerede Njie og Wimmer), men, hvad der var endnu vigtigere, var at truppens kerne forblev samlet. Og så blev truppen selvfølgelig suppleret med årets spiller fra League 1. En ung knægt fra bastardklubben Milton Keynes Dons ved navn Delle Alli. Ikke mange regnede med at han skulle være fast mand, men det har han været helt fra start af, og han har været en åbenbaring i denne sæsons PL.

En af sæsonens genistreger var at Pochettino opfandt Eric Diers som defensiv midt. Det var en rigtig god beslutning, ikke mindst fordi at Dier gled ind i et perfekt samarbejde med Moussa Dembele, som ellers havde været lidt af en skuffelse i Spurs inden denne sæson. Dembele har altid haft gudefødder, som kan drible sig ud af en telefonboks, men han kan af og til blive fanget i at spille i alt for lavt tempo. Det fik Pochettino pillet lidt ud af ham i denne sæson, og for mig at se har der ikke været mange centrale midtbanespillere, som har været bedre end Dembele i år i PL.

En anden spiller der har overrasket positivt har været Christian Eriksen. Jeg synes ikke at han havde en speciel god sæson i 2014/2015, men i denne sæson viste han virkelig karakter. Især foråret var outstanding, og han var den spiller som fik det til at klikke offensivt. Christian Eriksen mange gode aktioner er noget som Harry Kane har nydt godt af, og den service er nødvendig, for Kane skaber meget lidt på egen hånd. Men hvis spillet bliver spillet til hans styrker, så har han masser af kvalitet. En kvalitet der gjorde ham til PL topscorer.

Det der bliver spændende at følge mht. Tottenham er balanceringen af CL og PL. Der er en verden til forskel på at spille EL og CL, og om bredden i Tottenham er til at være med på to fronter kan jeg have min tvivl om. Reserverne er generelt milevidt fra starterne i kvalitet. Jeg kan dog godt lide indkøbet af Wanyama. Han skaber lidt tiltrængt konkurrence på en position hvor springet netop har været alt for stort imellem starter og reserve. Flere indkøb af den slags, og Tottenham kan meget vel nyde en lige så god sæson til næste år.

Årets spiller: Harry Kane
Årets skuffelse: Son Hyeung-Min

Arsenal: +1 placering og -4 point
Karakter: 8
Arsenals sæson er lidt af et paradoks. Man er rykket frem i tabellen (men tilbage i antallet af point), og man er for første gang i hundrede år og en formiddag endt over de andre klubber fra hvad der engang konstituerede the big-4 og Man City. Hvis ikke det var for Leicester og deres mirakelsæson, så kunne Arsenal være mestre.

Alligevel har sæsonen efterladt en lidt mellemfornøjet. For hvor mange gode kampe har Arsenal egentlig spillet i denne sæson? Der har været forbavsende få. Der var maltrakteringen af Leicester på King Power, og så var der den bedste kamp i sæsonen imod Man Utd på hjemmebane. Det var blitzkrieg af den helt tunge slags, og inden at Man Utd havde fået tid til at omstille sig var de bagud 3-0. Men ellers har der været langt imellem de virkelig gode præstationer, og en andenplads er absolut maks af hvad der kunne klemmes ud af den netop overståede sæson. Der var for mange mangler som ikke blev adresseret i sommerens transfervindue. Rosicky, Arteta og Flamini havde allerede passeret sidste salgsdato for et par somre siden, men Wenger er en loyal mand, og de 3 gamle domptører fik en sidste tur i manegen. Det kostede big time. Især fordi Cazorla fik lov at spille lidt mere end en halvleg på en novemberaften i Norwich på et ben, med en skade som kostede ham og Arsenal sæsonen. For han er vigtig Cazorla. Meget vigtig.

Derudover har der været store problemer i midterforsvaret. Mertesacker har aldrig været hurtig, men i denne sæson lignede det at den tyske færge havde kastet anker. Ligesom det heller ikke hjalp at Gabriel har virket mere forvirret end en labrador i løbetid sluppet løs i en hundekennel.

Oppe foran har der også været udfordringer. Jeg mener at kritikken af Giroud ofte er overdrevet. Fratrukket straffe er han ikke langt fra de bedste angribere i ligaen, men jeg forstår han kan frustrere folk med hans attitude. Men det er lidt af et fan-syndrom i de her tider, at man er så forhippet på at kaste spillere til side. Man forlanger nyt og spændende, for det gamle ragelse har jo alligevel vist sig ikke at du’ til rette meget. Men der er ikke mange angribere derude der er bedre end Giroud, men der er da andre typer som kan tilbyde noget andet, og derigennem måske gøre holdet bedre.

Welbeck er et eksempel på sådan en type, men han har sand for dyden også sine udfordringer, og jeg synes ikke Arsenal spillede bedre bold, da han spillede på toppen end de gjorde da Giroud spillede der. Alt i alt har det ikke lignet en maskine i harmoni, og spillere som Sanchez, Ramsey og Cech har også haft perioder hvor de har faldet helt ud. Det lignede ellers noget efter den euforiske sejr over Leicester på hjemmebane, men hvor nederlaget tilsyneladende gav Leicester vinger, så kappede det vingerne af Arsenal. Apropos paradoks.

Nu er Granitten af Xhaka kommet til klubben, og han kan forhåbentlig tilbyde meget af det samme som han har gjort for det schweiziske landshold. En knap så flamboyant type i midten af parken, som distribuere bolden kløgtigt uden unødig risiko. Men forhåbentlig stopper indkøbene ikke der. For der mangler i den grad en midterforsvarer, og så vil en forstærkning til den forreste kæde heller ikke være af vejen. Om ikke andet så for konkurrencens skyld.

Årets spiller: Mesut Øzil
Årets skuffelse: Theo Walcott