Snak

Det er dog stadig et problem, at det er sværere få unge engelske spillere at få spilletid i PL, end det er for en ung spanier i La Liga eller en ung franskmand i Ligue 1, fordi pengene dernede ikke er i nærheden af at være ligeså store som i England. PL-klubberne har pengene til at se bort fra talentudvikling, så medmindre man er et supertalent som 17-årig, så er vejen rigtig lang.

Skal man løse årsagen til det problem er man dog nødt til at se på den helt grundlæggende evne til at producere gode talenter og gode trænere selv. Og her er man ganske enkelt for ringe kørende selv. Skal man for alvor løfte engelsk fodbold skal man gå efter årsagerne i stedet for symptomerne.

At man ser bort fra talentudviklingen skyldes i øvrigt næppe kun at klubberne er økonomisk velstillede. Hele diskursen omkring opbygningen af spillertrupper i det engelske viser tydeligt at der ganske enkelt mangler respekt for håndværket, og evnen til at udvikle en ung spiller.

"Det er dog stadig et problem, at det er sværere få unge engelske spillere at få spilletid i PL, end det er for en ung spanier i La Liga eller en ung franskmand i Ligue 1, fordi pengene dernede ikke er i nærheden af at være ligeså store som i England."

Som Geddar skriver er det kun ens respekt som kan lave det om, så vidt jeg kan se har Southampton intet problem med at give de unge chancen.

Ward-Prowse og Targett har da fået spilletid (ingen af dem er dog fast mand), men det var mere udtalt under Pochettino, som netop er en manager der tør give unge spillere chancen. Selvfølgelig skal den engelske talentudvikling blive bedre, men jeg har svært ved at se udviklingen vende ret meget uanset, så længe en klub kan vælge imellem et 18-årig talent og en udenlandske profil. Incitamentet er der ikke, når økonomien er til at købe stort ind, og det er nok også det mange fans vil have, da det signalerer ambitioner at bruge mange penge.

Det er dog stadig et problem, at det er sværere få unge engelske spillere at få spilletid i PL, end det er for en ung spanier i La Liga eller en ung franskmand i Ligue 1, fordi pengene dernede ikke er i nærheden af at være ligeså store som i England. PL-klubberne har pengene til at se bort fra talentudvikling, så medmindre man er et supertalent som 17-årig, så er vejen rigtig lang.

Et populært narrativ, men tilfældet er at historien fortælles bagvendt. Der er naturligvis korrelation mellem finansiel styrke og nødvendigheden af talentudvikling, men det er ikke den primære grund.

Grundlæggende har England bare ikke udviklet sig nok på talentfronten, hvilket antallet af trænere og brugen af metoder også viser. Der er simpelthen en mangel på kompetence og den som findes er alt for centraliseret, så meget talent forsvinder før de kommer til et akademi med de fornødne ressourcer og de som kommer så langt er ofte år bagud, i forhold til de unge på kontinentet. Videre har man så lavet nogle dumme økonomiske tiltag og lagt et rigidt regelsæt. Bevægelsesfriheden for talent har man begrænset, så nogle bor for langt fra akademierne til at kunne deltage. Videre har du centraliserede zoner, især om større byer, hvor mange akademier fisker i samme dam. Da man ikke kan hente talenter uden for en given radius, bliver konkurrencen for stor for nogle klubber, når der er mangel på emner, så de nedprioriterer akademiet. I tillæg til dette sætter du så kvoter, som tilsiger at der skal være et antal talenter af egen avl i en given trup. Når du ikke udvikler nok talenter af egen avl bliver der rift om disse og markedsmekanismen bag udbud og efterspørgsel sætter ind. Pludselig er engelske talenter der kan tage to på foden disproportionelt dyre. Når du har skillinger på kistebunden, er det så her du handler så få som muligt af disse og henter billigere på kontinentet, og så har du en selvforstærkende effekt, da unge englændere får vanskeligere ved at få spilletid, hvilket hæmmer udviklingen.

Det tog langt længere tid at komme i mål end jeg selv havde troet, men tid har været en mangelvare, ligesom at ambitionsniveauet på mærkværdig vis er steget i gennem forløbet. Preseason begynder snart for alvor, og nu nærmer vi os PLs opstart og gudsketakoglov for det. Suppe opstarten er en sløj form for metadon. Især når man har set (stort set) samtlige hold gå meget op i noget så trivielt og intetsigende som lange indkast så snart de rammer midten. Det er her man er i overhængende fare for at begynde og finde spændetrøjen frem for at undgå og kradse egne øjne ud. Træningskampe i gå tempo tilføjet en fandens masse konfirmander er ikke stort bedre.

Leicester: + 13 placeringer og + 40 point
Karakter: 13

Det største 13 tal der kan gives. Meget er der allerede blevet skrevet om Leicesters mirakuløse sæson, og jeg ved ikke hvor meget jeg kan tilføje, som ikke er blevet gentaget i en uendelighed. Men det mest imponerende for mig var hvordan Ranieri komplet skiftede fokus midtvejs inde i sæsonen. Og det endda på et tidspunkt hvor det faktisk kørte relativ godt for Leicester.

Jeg tror det var omkring nederlaget til Arsenal at han indså, at et eller andet skulle gøres anderledes. Indtil da havde Leicester scoret mål for sjov, men de havde samtidig været meget åbne og firekæden sejlede rundt som en plimsoller i høj sø. Det var så grelt at Ranieri var ude at joke med at han vil give pizza til holdet, hvis det lykkes at holde et clean sheet. ¨

På det tidspunkt var Wes Morgan og Robert Huth noget man så frem til at stå overfor som angriber. Især hvis man havde marginalt mere fart end Kong Henrik. Det lignede at de spillede i kviksand, men efter at Ranieri fik skubbet bagkæden 20 meter længere tilbage og instrueret backs i at de skulle slappe lidt af i det offensive, så blev den defensive soliditet lige pludselig til et varemærke. Og det var den soliditet der bar dem igennem sæsonen, og sikrede mesterskabet til slut. Samtidig har man så haft individualister der har kunnet afgøre kampene på den sidste tredjedel, uden alt for meget hjælp fra resten af holdet.

I særdeleshed var Riyad Mahrez en talisman for Leicester. Han havde vist prøver på sit talent i forrige sæson, men i denne hævede han niveauet en 3-4 trin. Det meste af hvad der blev skabt på den sidste tredjedel kom fra Mahrez. Især hvis Leicester for en sjælden gangs skyld var i etableret angrebsspil, så var det op til Mahrez at være dåseåbner. Omvendt så når der blev spillet på omstillinger, så var Mahrez ”bare” en del af et meget velfungerende klokkeværk, med Vardy, Drinkwater og Kante som de mest fremtrædende ur-skiver. Og det kunne de finde ud af, Leicester. At spille på omstillinger. Sjældent har der været en mere tydelig stil, hvor afslutningen blev søgt inden for meget kort tid af at man havde erobret bolden. I processen imod mesterskabet gjorde Leicester op med den ellers vel-accepterede præmis, om at man gerne skal have bolden mere end modstanderen i snit, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at gøre sig til i den øverste halvdel af PL.

I næste sæson regner alle med at naturens orden falder tilbage i hak og Leicester finder tilbage til deres tidligere positionering i PL hierarkiet. Altså omkring bunden. Indtil denne uge var det dog lykkes at holde på alle profilerne, inklusiv Jamie Vardy der viste loyalitet og blev på trods af tilbud fra Arsenal. Truppen var altså intakt og endda med enkelte spændende tilføjelser. Men så kiggede PLs nummer 10 forbi og betalte et mindre lands BNP for at snuppe PLs bedste midtbanespiller i den forgangne sæson. Hvordan Kante bliver erstattet er lidt af en gordisk knude for Ranieri, og forhåbentlig ender det ikke med at Kante ansporer en mindre exodus fra profil galleriet. Her tænkes der primært på Riyad Mahrez. Ham kan Leicester (heller) ikke undvære.

@Hænning

Uenig i at Yaya Toure er færdig, han skal nok få et bounce-back year. Pep har sat ham til double-sessions sammen med Nasri og hvis han får tabt nogle af de overflødige kilo som han tydeligvis bærede rundt på sidste år bør hans impact vende lidt tilbage i det mindste, så han ikke er blindpassager i så mange kampe igen.

Det kræver at Yaya faktisk vil det. Indstillingen sidste sæson vidner ikke om det. I en alder af 33er, det heller ikke sådan at en spiller der har så mange kampe i stængerne som Yaya, pludselig finder det lette antrit fra da han var 28. Jeg har ingen tro på at kagedyret vil finde sig til rettei Guardiolas sammenbidte presspil.

Hvem ved? Jeg regner dog med at han er i bedre form til sæsonstart, jeg kan ikke tænke mig andet. Jeg havde som Hænning også siger det, stærkt på fornemmelsen at træningen under Pellegrini var det rene sommerbold.

Måske Pep har tænkt sig at bruge ham i centerforsvaret igen, der er stadig ikke hentet nogle ind der og Kompany og Mangala er store spørgsmålstegn på hver deres måde

Jeg synes nu ikke det er så utænkeligt at han fortsætter den ugidelige tilgang han har vist i efterhånden lang tid. I øvrigt, hvis viljen var der og det var Pellegrinis træning den var gal med, mon ikke han så selv kunne formå at holde sig i fornuftig form?