Snak

Jeg er derhenne hvor jeg tror at mesterskabet er et two-horse race. Liverpool har Chelsea på Anfield og er kommet nogenlunde helskindet igennem uden Coutinho. Han er snart tilbage og det giver offensiven et løft, og den er i forvejen ganske velsmurt uden ham.

Og så kommer der endnu en fra Kaptajn Åbenlys. Chelsea ser bare gode ud. Igår startede de lidt sløvt, men fra 1-0 målet og fremad lignede de et hold der kunne score hver gang de havde kuglen. Og så går det nok at defensiven for en sjælden gangs skyld fejlede.

Kampen igår på Anfield var endnu en trist forestilling imellem top-6 kandidaterne. Jeg er enig med Wenger i at det har været skuffende hvad der er blevet leveret i de mange indbyrdes opgør imellem de seks store. Det ligner at holdene generelt udligner hinanden, ligesom at eventyrlysten lige bliver dæmpet lidt ekstra når det er et godt hold der står på den anden side. Bedst illustreret ved Liverpool igår, hvor Klopp for en sjælden gangs skyld ofrede en offensiv spiller.

Her halvvejs i sæsonen kan jeg kun komme på Arsenal-Liverpool og Man City-Chelsea som opgør man vil kunne huske længe nok til at bruge i en årskavalkade. Måske Man Utd-Man City og Chelsea-Liverpool. De havde også lidt god fodbold i sig. Så har der været enkelte opgør hvor der kun var et hold der mødte op som Arsenal-Chelsea og Chelsea-Man Utd.

For den neutrale fodboldelsker har det været lidt sløjt.

3 point på kontoen og videre til næste kamp, Hænning ;)

Jeg kan da godt forstå at fans af Liverpool er hamrende ligeglade med snak om underholdningsværdi, når de står som sejrherre til slut ovenpå en kamp som igår. Man kan endda argumentere for at Liverpool allerede har underholdt rigeligt i PL, og generelt spiller Liverpool da også en rigtig god offensiv form for fodbold. Bare ikke igår.

Nu ved hvad man selvfølgelig ikke hvordan kampen var blevet hvis ikke der var blevet scoret allerede efter 7 minutter. Men indtil da lignede det at det var en del af det taktiske oplæg at være afventende og lade Man City have bolden. Og generelt ikke investere helt så meget i omstillinger som man ellers har for vane.

Det er Liverpool i deres gode ret til. Men det er da lidt ærgerligt at stort set alle klubber i top-6 vælger den pragmatiske tilgang med udsigt til et opgør med en top-6 konkurrent. Det synes fodboldromantikeren i hvert fald.

Det er heldigt at der er så fin underholdning i mange af de kampe imod modstandere udenfor top-6. Man Utd-Boro og Chelsea-Stoke var eksempler på ganske medrivende forestillinger, så sent som igår.

Til gengæld er top 6 stærk i år - Arsenal toppede halvvejs-ligaen sidste sæson med hvad der ville række til en fjerdeplads nu, en sjetteplads med to favoritsejre i dag. Gætter på der skal sættes pointrekord for at få den nederste CL-billet denne sæson.

Nu brugte jeg en sjælden gang en smiley, fordi jeg overordnet set er enig.

Men pragmatikeren i mig elsker tre point på kontoen. Jeg har selv været træner (ikke helt på Prl-niveau) og spillet mange grimme kampe og hevet point hjem på én chance indenfor rammen og et kontra i slutminutterne efter at have instrueret gutterne i at slå den langt i 90 i streg. Og ja, det er federe og mere underholdende med åbent og flydende spil. Det slår bare ikke følelsen af at stå med tre point.

Så kan man argumentere for, at topholdene skal underholde med possesion og champagnebold og alt det der nyromantiske Barcelona-vås. Alle hold spiller deres chance og gør det efter omstændighederne. En tidlig scoring er nødvendigvis ikke garant for en taktisk affære, som det er i Italien, men det jeg har set af kampen i går, så ser det ud som om det er to hold og to trænere med stor respekt for hinandens offensive kvaliteter, derfor bliver det nogle gange en taktisk affære. City har jo åbnet op tidligere (blandt i Champions LEague og imod United) og blevet straffet for det. Det har de lært af.

Og så jeg køber ikke helt din tese om, at topholdene altid vælger den pragmatiske vej, jo Klopp gjorde det i går, Mourinho gjorde det på Anfield, men der har været flere åbne kampe end dem, du nævner. Tænker bla. på Liverpool ude mod Spurs, og da Leicester kom forbi til et stykke med saltkød. Der var ingen pragmatik at spore fra nogen af holdene. City har også haft en nærmest naiv tilgang, og Leicester (ved godt de ikke er et traditionelt tophold men trods alt forsvarende mestre) og super-pragmatikeren Ranieri har ageret decideret hovedløse her i efteråret.

Jeg har nu ikke skrevet noget om possession bold. Det er jeg flintrende ligeglad med. Bare en smule eventyrlyst. Bevares det er en smule firkantet sat op, og man kan da ikke skære alle de opgør over en kam. Jeg snakker om tendenser, og tendensen har været at topholdene har været afventende i de indbyrdes opgør. Det mener jeg ikke kan anfægtes. Det har været kendetegnede at det har været mere "frygten for at tabe" end "viljen til at vinde" over de taktiske oplæg. Det synes jeg i hvert fald.

Jeg kan da godt forstå hvor managers kommer fra, men det er nu stadig en trist tendens. Et af de bedste PL opgør jeg kan huske var Liverpool-Man City i 2013/2014 sæsonen, og der var en anden tilgang til det opgør end igår aftes. Fra begge hold, og det var endda selvom Liverpool kom foran endnu hurtigere end igår. Man kan altså godt vinde fodboldkampe ved at gribe dem offensivt an.

Du kan iøvrigt ikke bruge Leicester som eksempel. De er vendt tilbage til normen, og er nogenlunde lige så relevante som Stoke, West Ham eller West Brom. Jeg tror ikke længere der er managers i top-6, der sætter sit hold markant anderledes op imod Leicester.

Leicester gik jo også i stort omfang til tops sidste år netop fordi de andre managere spillede dem som alle andre fra den nedre halvdel. Nu inviterer man dem lidt mindre til at sætte et mindre økologisk landbrug op bag ens backs, Mahrez får lidt overfrakke og Vardy holder man en armslængde på rigtig side. Kante vinder ikke boldene for dem når modstanderen er i omstilling længere, dommeren giver ikke straffe på det hele og Vardy spiller ikke længere med en kaninfod i den ene støvle. Sidste sæson havde det jo også krævet ganske lidt af andre tophold at stække dem, men man lo lidt når konkurrenten gik på kniven og løb så selv på den efterfølgende.

Hænning,

Champagne, possession og Barca var en generel observans, en tendens blandt fans om man vil. Det er i hvert fald de argumenter for underholdningsværdien, jeg oftes støder på. Men jeg kan også synes, at en minimalistisk 1-0 mellem Lazio og Juve er underholdende. Sådan er vi jo forskellige.

Som sagt er jeg overordnet ikke uenig i dit første (eller andet) indlæg. Der er bare flere nuancer end som så.

Jeg kan ikke greje Klopp. Jeg tror, jeg har forstået hans tilgang til fodbold, og så disker han op med sådan en forestilling.

Top seks er nok lidt kedelig, men for nu at feje for Klopps dør, så var Liverpool nu ok underholdende imod Arsenal og Spurs og ville gerne være det imod Man. Utd.. Chelsea-kampen var lidt sin egen, hvor jeg sad med en fornemmelse af, at Liverpool skulle nå at score lidt mål og slå så meget af Chelseas spil i stykker dom muligt, inden det kom et modsvar, som så aldrig rigtig kom. Men jeg var også fuld og havde fødselsdag, så kampen står ikke helt klart.

Iøvrigt er Kina pisse amoralske, mår de kaster rundt med penge på den måde... Eller noget. Hvad er egentlig den tåbeligste udtalelse fra en PL-træner i 2016?

@ Kemo

Clattrick ville være den vildeste signing. Ifølge englænderne. Richards må jo nærmest få det fysisk dårligt af at tænke på, at kineserne på den måde headhunter de største administratorer, som jo er de egentlige skabere af fodboldkunsten, efter at det er blevet påstået, at de opfandt fodbolden.