Redigeretsøn 16. jun 2013
Inspireret af indlæg fra langt tilbage, og en mulighed for at fordrive tiden mens der sker intet andet end umulige landskampe, har jeg reflekteret over 20 spørgsmål i sæsonen ud fra Arsenals sæson. Det ville være herligt hvis der er andre der vil svare på de samme spørgsmål om deres eget hold. Selvom det er en forholdsvis "neutral" tråd, håber jeg der kan bæres over med at sproget er en smule farvet.
1. Hvor tilfreds er du med dit holds indsats i denne sæson på en skala fra 1-10 (10 er maksimum)?
5-6. Det første succeskriterie vil altid være at fejre St. Totteringhams dag. Det lykkedes, men lidt senere end man er vant til, hvilket er begyndt at blive en forbandet uskik. Det kom selvfølgelig af at Spuds spillede noget ganske glimrende fodbold igennem sæsonen, og for andet år i streg blev double opgøret også delt lige over. Spillet har været meget op og ned, men den resultatmæssige fremragende slutning, har tændt det sædvanlige lys som Arsenal fan inden næste sæson. Nu er det bare tilbage at vente på skuffelserne. Åh, den forbandede ventetid.
2. Hvad var dit holds bedste kamp i denne sæson?
Der har ikke været så mange som man kunne ønske sig. 5-2 over Spuds var selvfølgelig den bedste dag i hele sæsonen, men den blev hjulpet godt på vej af lejesoldaten fra Togo´s håbløse handling. Spillet i kampen havde faktisk været håbløst indtil da. Newcastle ude var nok den vigtigste sejr, selvom Wigan hjemme også var en forløsning. Men den bedste spillemæssige oplevelse ligger nok imellem 7-3 sejren over Newcastle hjemme, 6-1 over Soton hjemme og 5-1 over Wham hjemme. Jeg hælder til den første.
3. Hvad var holdets værste indsats?
Der har været uhyggelig mange elendige kampe. Altså sådan virkelig dårlige. Lavpunktet var nok mod Van Lejesvend FC, hvor Rio Ferdinand efterfølgende var oprigtigt skuffet over kun at have vundet 2-1. Og man forstod ham, for der var klasseforskel imellem de to hold. 1-0 nederlaget imod Norwich ude var også jævnt elendigt, hvor det første skud på mål var et små fesent langskud fra Arteta i det 87 minut. Schalke hjemme var et andet lavpunkt. For ikke at sige Swansea hjemme. Chelski hjemme var også en vederstyggelighed. Som sagt, der er mange af tage af. Nederlaget på White Hart Lane var dog det der gjorde mest ondt, sammen med de to scoringer af ham den gråhårede lejesoldat fra Rotterdam, imod den klub han har i hjertet.
4. Hvilket mål var det bedste i Premier League i denne sæson?
David Luiz mod Fulham ude og Bale imod Wham ude var nok de to bedste solo mål. Enrique imod Swansea og Van Persie imod Villa var også perler. Hvis jeg skal vælge tager jeg dog Luiz imod Fulham. At Schwarzer er så langt fra at redde den, på trods af at den er sparket fra plus 30 meter, er et testamente om hvor meget skrue og kraft der er i læderet.
5. Hvilket mål var det værste for dit hold at indkassere?
Van Persies mål efter 2 minutter på det gamle lokum. Serveret på et sølvfad af Vermaelen. Den gjorde ondt.
6. Hvilken spiller var dit holds bedste, og hvem var bedst i hele ligaen?
Cazorla vinder den et mulehår foran af Arteta. Selvom han ikke har slået til i de store kampe, har han ofte båret en lettere bovlam offensiv. Ganske imponerende debutsæson. Bale har været modbydelig dygtig, og er fortjent blev kåret til den bedste af spillerne i PL. Det støtter jeg (modvilligt) op om.
7. Hvilken spiller var dit holds ringeste, og hvem var den ringeste i hele ligaen?
Fede Santos skandaløse optræden på Old Trafford er en af de mest fornærmende optrædener for en back generelt i PL, siden at Johan Djourou blev pillet fra hinanden af Nani på Ashburton Grove for 2 år siden. Og jeg er på nippet til at sige det faktisk var ringere, godt hjulpet på vej af trøjebyttet med Public Enemy nr.1 på vej ned i tunnelen i halvlegen. Inden den kamp havde han også været helt umulig. Af andre kandidater kan nævnes Don Vito Mannone og Wojciech "Jeg har svært ved at sætte mig op til jævne PL kampe" Sscezcny. I PL vil jeg nok vælge Unibrow Jose Bosingwa.
8. Hvem var dit holds mest forbedrede spiller?
Ramses. Og det er ikke close. Imponerende grønlændervending han har fået lavet på sin karriere.
9. Hvem var dit holds mest skuffende spiller?
Jeg vil sige Vermaelen. Alt for ofte har han spankuleret rundt som en anden lalleglad labrador flere meter foran sin egen backlinje. Den defensiv soliditet holdet har oplevet siden han blev bænket er ikke tilfældig.
10. Hvis dit hold kunne spille een kamp om, hvilken skulle det så være?
Nederlaget til Spuds på deres ukristelige grund. Og det vil et nederlag til lokalrivalen altid være, medmindre der er ekstraordinære omstændigheder.
11. Hvad vil du betragte som dit holds mest heldige resultat?
0-2 sejren i Bayern. Sjældent har jeg set et så misvisende resultat af en fodboldkamp. Vi ramte målet to gange, og havde næsten aldrig bolden.
12. Hvad er dit holds højst opnåelige mål i næste sæson (realistisk)?
Omkring de 80 point. Par-og-firs hvis det går godt. Hvad det bliver til af placering, må tiden vise. Defensiven (!) og den pointmæssige afslutning på sæsonen, er hvad der er med til at spore optimismen.
13. Hvad var den største overraskelse i denne sæson?
Swansea eller Everton. Everton hvis de havde holdt dampen oppe fra starten af sæsonen. Swansea falder også lidt sammen imod slutningen, men i betragtning af at de mistede to af deres bedste spillere, så var det en overodentlig godkendt sæson, endda med et trofæ. Wigan havde været i betragtning hvis de havde reddet rumpetten.
14. Hvad var den største skuffelse i denne sæson?
Newcastle. Konceptet har sejlet, skaderne har været mange, og Cisse har vist sig som lidt af et blålys. En cocktail der kunne have sendt dem ned, hvis ikke det er fordi at der - trods alt - var så meget individuel klasse i truppen.
15. Hvilken spiller på dit hold ser du gøre størst fremskridt i næste sæson?
Oksen. Han startede dårligt, men har set bedre og bedre ud, som sæsonen har skredet frem. Talentet er kolossalt, og jeg forventer at han får lidt af et gennembrud næste år.
16. Hvilket realistisk indkøb ser du helst dit hold gøre i løbet af sommeren?
Hvis vi kan lokke Handanovic fra Inter, er der en overvejende risiko for at jeg vil dø af ren og skær lykke. Ellers vil jeg også være tilfreds med Mignolet fra Sunderland. En ny bundsolid keeper er et must. Hvis vi kunne få fat i Luis Gustavo fra Bayern Munchens overskudslager vil jeg også være jævnt godt tilfreds.
17. Hvilken marginalspiller på dit hold forestiller du dig slå igennem til næste sæson?
Se svaret på spørgsmål 15. Ellers må det være Carl Jenkinson, som har forbedret sig markant i år, og må formodes at tage over nu hvor Sagna (formentlig) pakker sine perleringe og bevæger sig sydover.
18. Hvilken spiller i dit holds trup er mest sikker på at forlade klubben i løbet af sommeren?
Altså udover den Luddovne Røvbarber (Arshavin) og den franske blæksprutte, Squillaci, så er der mange kandidater, men mon ikke at Djourou bliver sendt til Hannover. Derudover er der masser af dødvægt at tage af; Bendtner, Den sidste Marokkaner, Park, Fede Santos bør alle finde andre græsmarker end det skønne Nord-London. Hvis vi slipper af med halvdelen er jeg godt tilfreds. Det ender dog nok i flere umulige lejeaftaler.
19. Hvem var din yndlingsspiller (ikke nødvendigvis den bedste) i denne sæson?
Jeg har et svagt punkt for Kos the Boss. Han er en modbydelig dygtig forsvarspiller, med masser af hjerte. Han havde dog et marianergravsdybt formdyk i starten af sæsonen.
20. På hvilke områder skal dit hold forstærke sig for at forbedre denne sæsons præstation i 2013/2014
En ny keeper, en back-up angriber, en central midt med lidt stål, et fjerdevalg til forsvaret og måske en kant. Så kører bussen. En keeper må dog være første prioritet.
KROENKE RAUS!