Kamprapport: Pompey 0 AFC Wimbledon 2
Vi synker mod bunden
Fort Fratton er trods sæsonens største fremmøde indtil nu ved at smuldre. Nederlaget hjemme mod Wimbledon var det andet i træk og det i alt tredje på egen bane. Kampen 2. juledag affødte ikke nogen svar eller reaktion på den seneste tids dårlige resultater. I stedet stiller spørgsmålstegnene sig efterhånden i kø, og dermed supporternes frustration over at endnu en sæson ser ud til at gå i vasken efter blot et par og tyve kampe.
Awford favoriserede igen den upopulære 4-2-3-1 formation og havde to ændringer i startopstillingen siden 1-1 kampen i Cheltenham. Adam Webster tog over som højre back i stedet for Joe Devera, og Craig Westcarr fik chancen bag den enlige spydspids Ryan Taylor i stedet for Nigel Atangana.
1. halvleg
Vi lagde frisk fra start. Wallace og Lee Holmes kombinerede sig frem til en halv chance, som Ryan Taylor lige præcis ikke nåede frem til. Gæsterne lod sig heller ikke holde tilbage og søgte ligeledes det fremadrettede spil. Adam Barrett forsøgte sig akrobatisk med en helflugter, der dog røg et stykke over Paul Jones’ mål. Efter ni minutter gav The Wombles offensive tilgang til kampen bonus da Frankie Sutherland, som for en kort stund var på lån på Fratton Park i 2013, skruede et langskud ind i det ene målhjørne uden chance for vores keeper. Set med neutrale øjne et rigtig flot mål, men med de blå-hvide briller på var det desværre endnu en gang op ad bakke for os.
Responsen udeblev ikke og Ryan Taylor var decideret uheldig da hans skud fra en spids vinkel ramte den ene opstander og gik i spil igen. De manglende marginaler kostede os dyrt da Wimbledon bare to minutter senere øgede føringen til 2-0. Dan Butler indkasserede en advarsel for at rive Matt Tubbs omkuld, og på den efterfølgende frispark kunne Tubbs umarkeret i feltet sende bolden i nettet til The Wombles andet mål. Her var vi igen ikke koncentrerede og glemte at holde øje med gæsternes med afstand farligste våben.
Herefter blev vores spil ikke overraskende nervøst og usammenhængende, og til supporternes store frustration mistede vi gang på gang bolden til modstanderen. Ryan Taylor appellerede efter 33 minutters spil for straffespark efter en nærkamp i feltet med Adam Barrett, men dommeren var af anden mening, og det ville da også have været hårdt dømt. Kort før pausen havde Lee Holmes et godt og velplaceret skud, som dog desværre sad lige på Wombles-keeper James Shea.
2. halvleg
Pompey virkede fra anden halvlegs start igen tændte og opsatte på at ændre slagets gang. Også Awford ændrede på både opstilling og personel. Nigel Atangana kom ind i stedet for Lee Holmes mens vi gik tilbage til 4-4-2 for at matche Wimbledons overtal på midtbanen. Wallace kom nu til at ligge bag Taylor og Westcarr, som altså også blev sendt helt i front på sin favoritposition. Dette skabte det forventede pres på gæsterne, og vi tilspillede os flere halvfarlige situationer på banens sidste tredjedel. Samtidig forblev Wimbledon dog giftige på deres kontrastød og Paul Jones måtte redde lige foran Matt Tubbs da angriberen blev spillet fri af Barry Fuller, som også havde lagt op til Tubbs første scoring. I den anden ende af banen lagde Craig Westcarr op til Danny Hollands, men hans skud blev rettet af og gik ud til et hjørnespark, som efterfølgende ikke førte til noget. Efter 69 minutter spil blev der dog sat en brat stopper for Pompeys forsøg på at komme tilbage i kampen da Dan Butler urutineret pådrog sig sin anden advarsel, og dermed udvisning. Awford sendte Andy Barcham på banen i stedet for Danny Hollands, men nede med 0-2 og en spiller i undertal var kampen tabt og Wimbledon kunne uden besvær køre sejren hjem efter en forholdsvis begivenhedsløs afslutning på en for os særdeles skuffende forestilling.
Hvad kan vi lære af kampen?
Vi har nu lukket 9 mål ind i de seneste 4 kampe, og alle mod modstandere fra den nederste halvdel af tabellen, så man skal ikke være professor for at se, hvor problemet ligger. Som nævnt tidligere, så står det i skarp kontrast til starten af sæsonen, hvor defensiven virkede stabil og ofte var garant for points som i 1-0 sejren hos Oxford og de to målløse opgør i York og Hartlepool. Halvvejs inde i sæsonen skulle man dermed tro, at den bagerste kæde ville være endnu bedre sammentømret, men i stedet er der sket det stik modsatte. Er det blot et spørgsmål om tiltagende manglende selvtillid og deraf personlige fejl, eller er der simpelthen blevet skiftet for meget ud dernede?
I de 4 kampe har vi blot hentet 1 enkelt point, og reelt ikke spillet godt i en eneste af dem. Uden at male fanden på væggen så ligger det lige for, at vores dårlige stime vil blive forværret. I de næste 5 kampe venter Luton (ude), Newport (ude), Burton (hjemme), Southend (hjemme) og Wycombe (ude). Det er alle sammen klubber i top 7. Dermed er det ikke urealistisk, at vi taber alle 5, og hvor ligger vi så i tabellen? Det behøver ikke at gå så galt, men hæver vi ikke vores bundniveau, skal der ikke meget til før det gør det.
4-2-3-1 ligger bare ikke til os. I denne sæson har vi på intet tidspunkt haft succes med det, og himlen må vide, hvorfor Awford igen er vendt tilbage til det. Skal vi partout stille med blot en enkelt spiller i front, skal det i al fald være en med flere mål i støvlerne end Ryan Taylor. I det hele taget må der stilles spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet har spillerne til dette system. Resultaterne taler ikke for det.
Det er oplagt at tage Awford op til diskussion, men det er lige så relevant at kigge på spillerne. Hvor er eksemplerne på, at de vil kæmpe for Awford? Hvor er trodsreaktionerne når de har spillet en dårlig kamp? 1-1 hos Cheltenham var ingen katastrofe men heller ikke noget statement fra spillerne, og havde det ikke været for en fremragende solopræstation af Atangana havde vi med stor sandsynlighed også tabt den. Sandheden er, at vi mangler klasse på flere afgørende pladser på banen, og at sidste sæsons flotte slutspurt og en hæderlig start på denne har overskygget dette.
Når det er sagt så har Awford naturligvis ansvaret for, at holdet ikke falder helt igennem sådan som det har gjort, og her må man sige, at hans relative uerfarenhed skinner tydeligt igennem. Når man som os er i gang med en negativ stime har han ganske enkelt intet at falde tilbage på. Vælger ledelsen at trække en grænse vil han efter Whittingham og McLoughlin i så fald være den tredje klubmand, som får sparket. Sådan noget gør ondt at se på. Men skal han have længere snor af den grund? Nej. Set i bakspejlet var det rigtigt at klubben bad ham tage over efter Richie Barker, for han reddede trods alt klubben fra en potentiel nedrykning fra ligasystemet. Men herefter skulle klubben have satset på rutine i stedet for klubfølelser. Fire sæsoners negativitet og tabermentalitet kan ikke vendes af en greenhorn i faget. Så meget står klart nu. På den anden side kan det også være, at klubben efterhånden bare er un-manageable.
Kommentarer fra Andy Awford
“I’ve never had a problem with the supporters venting their anger. They pay their money and have every right to do that. I have a good relationship with them and all I ask is that they stay supportive during the 90 minutes. I’m sure a few of them aren’t happy with me at the moment because I’m the figurehead, but there’s no giving up from me. We’ve got a lot to sort out, but we’ll keep going and will have to work a lot harder to get some results.”
“We thought we’d turned a bit of a corner at Cheltenham, but then we started slowly again. We switched off from two set-pieces and were punished for that. Wimbledon were ruthless. In between, we’ve hit the post – if that goes in then it’s 1-1 and we get the lift. There are fine margins.”
“We’ve switched off from two set-pieces and that has cost us. It’s not acceptable. We can’t keep giving ourselves mountains to climb. It’s the past four games we have gone behind now. It’s not on.”
“I’ve caned the players but now I have to pick them up for Luton.”
League Two – Fratton Park – 26. december 2014
Portsmouth 0 AFC Wimbledon 2
0-1 (9. minut): Frankie Sutherland
0-2 (17. minut): Matt Tubbs
Opstillingen (4-2-3-1):
Jones, Webster, Robinson, Whatmough, Butler; Bean, Hollands (75’ Barcham); Wallace, Westcarr, L. Holmes (46’ Atangana); Taylor.
På bænken:
Poke, Barcham, Atangana, Devera, Chorley, Storey og Shorey
Advarsler: Robinson og Westcarr
Udvisninger: Butler (to advarsler)
17.558 tilskuere på Fratton Park heraf 968 medrejsende Wombles-supportere