Snak

Mere indhold efter annoncen
Igen en fin-fin indsats af os hjemme på Fratton Park da det blev 3-1 over Stoke. Det var fjerde hjemmesejr på stribe, og den sjette af slagsen i de seneste syv hjemme. Bortset fra en kort periode i anden halvleg, hvor gæsterne også fik reduceret til 2-1 sad vi på det meste, og efter 3-1 målet havde The Potters ikke mere at byde på. Eller, vi tillod dem ikke at komme tilbage i kampen. Nu skal vi bare på rette spor igen på udebane. Det må da for pokker kunne lade sig gøre. Næste kamp er på lørdag på The Hawthorns, hvor vi altså møder WBA.

Med aftenens sejr er vi oppe på 18. pladsen, men der er meget åbent og jævnt omkring nedrykningsstregen i The Championship.
Brøndby, Portsmouth, Fiorentina
Fem af de bedste spillere blev bevidst sparet i gårsdagens udekamp mod WBA, og så skulle det jo gå galt. Det gjorde det også med et 1-5 nederlag til følge i en kamp hvor vi reelt kun var med i den første halve time indtil hjemmeholdet kom foran. Herefter fulgte det sædvanlige defensive kollaps. Offensivt havde vi intet at byde på da vores farligste spillere alle sad på bænken med henblik på at være friske til tirsdagens hjemmekamp mod Millwall.

Er nogle kampe vigtigere end andre? Det må head coach Mousinho have tænkt da han som nævnt ofrede kampen på The Hawthorns med henblik på at spare de vigtigste spillere . Her er så blot at håbe på, at de friske spillere kommer til at gøre forskellen mod London-holdet på tirsdag. Ellers er det en satsning der gav bagslag. Med tanke på Millwalls placering i tabellen små fem points foran os er det reelt en kamp som ikke må tabes, hvis håbet er at involvere The Lions i nedrykningskampen, for gør vi det bliver det svært at slutte over dem når regnskabet skal gøres op til maj efter sidste spillerunde.

I det hele taget er det lettere kontroversielt i forvejen at smide en kamp på gulvet, for vi risikerer at forværre et i forvejen slemt udebanetrauma. Plus, hvor længe kan vi vedblive at ryste disse nederlag på fremmed græs af os og levere sejre på hjemmebane? Slutteligt er det værd at tænke tanken, hvor mange af de næsten 2.500 medrejsende supportere der havde taget turen nordpå, hvis de havde vidst at der ville blive roteret i startelleveren på denne måde? Mousinho risikerer også at stille sig selv i skudlinjen her, for ligger vi under stregen efter 46. og sidste spillerunde vil nogle sandsynligvis stille spørgsmålstegn ved dispositioner som denne.

Men altså, tre points på tirsdag og kritikken vil i første omgang forstumme, så lad os ikke kun derfor håbe på, at Fratton Park gør forskellen også mod Millwall.
Brøndby, Portsmouth, Fiorentina
En lille opdatering.

Den ellers stærke hjemmebane Fratton Park har i de seneste to kampe kun givet et enkelt point. Især var det skuffende at tabe med 0-1 til Millwall i en kamp, der ellers var ganske lige men også med relativt få store chancer. Det blev til gengæld fulgt op med 0-0 mod Burnley. Her kom vi sjovt nok til flere chancer mod hvad der ellers er rækkens stærkeste defensiv. Det var en kamp som vi havde mulighederne til at vinde, for det var os der tilspillede os flest chancer. Omvendt burde gæsterne have fået et straffespark for hands, men heldigvis for os forblev dommerens fløjte tavs i den situation.

På lørdag gælder det så en udekamp på Bramall Lane hos Sheffield United. Der får vi sandsynligvis nok at se til med at holde hjemmeholdet fra fadet, og med tanke på vores horrible form på fremmed græs er det svært at sætte forventningerne højt.

I tabellen ligger vi stadig over stregen, men det er usandsynligt tæt, og det blev ikke mindre åbent efter at tabeljumboen Plymouth meget overraskende slog WBA, der altså lige havde banket os med 5-1.

Kigger vi lidt frem er det værd at bide mærke i, at vi i de resterende indbyrdes kampe mod de andre bundklubber kun har en enkelt på udebane, nemlig mod Luton. Omvendt mangler Hull, Cardiff, Derby og Plymouth alle at gæste Fratton Park.
Brøndby, Portsmouth, Fiorentina
En opfølgning på januars transfervindue.

I den forgangne måned bød vi velkommen til ti nye spillere og farvel til ni. En ganske stor udskiftning altså. Blandt de ni sidstnævnte er der naturligvis et par stykker, der blot blev sendt ud på lån for at få spilletid, lige som vi har fået et par lån ind i jagten på mere spilletid hos os.

Det har ikke været nogen hemmelighed, at vi har haft desperat brug for spillere med erfaring fra Championship niveau. Har vi så fået det? Svaret må være, at det har vi, men kun i form af Isaac Hayden (Newcastle), Rob Atkinson (Bristol City), Cohen Bramall (Rotherham) og Adil Aouchiche (Sunderland). Dertil er kommet yderligere en håndfuld unge talenter, der passer ind i klubbens overordnede indkøbsstrategi, heriblandt de to australiere Hayden Matthews (20) og Thomas Waddingham (19).

Jeg har set to vlogs der gør status over januars transfervindue i The Championship, og begge placerer Portsmouths ageren som fornuftigt uden de store armbevægelser. Om det så er nok ved vi først til maj.
Brøndby, Portsmouth, Fiorentina
En opfølgning på de to seneste kampe.

Lørdag eftermiddag spillede vi et brag af en kamp på Bramall Lane mod Sheffield United. Vi skabte chance på chance, men brændte også de fleste af dem, bl.a. to styks fra fem meters afstand (begge røg over tværstangen!). Hjemmeholdet, derimod, skabte mindre men da det kom til stykket også var mere kølige foran mål. Så vi tabte en kamp som vi skulle have vundet 4-2 med 1-2. Det var simpelthen den kloge som narrede den mindre kloge.

I går aftes var vi så ude i en 6-points kamp mod Cardiff City i nedrykningskampen. En kamp som bare ikke måtte ende med et nederlag. Vi tog fra start initiativet, satte gæsterne under pres og skabte en række chancer. Vi udnyttede to af dem og så ud til at sidde tungt på kampen, men af uransagelige årsager tog vi foden af speederen, og fluks var waliserne tilbage i kampen og fik reduceret. Resten af halvlegen gik med at holde gæsterne fra fadet, hvilket lykkedes. Efter hvad der nok var en peptalk i pausen startede vi anden halvleg som vi startede den første, men efter en times tid gik gassen igen af ballonen og Cardiff pressede på. Midt i denne periode brændte vi en giga-chance som først tog overlæggeren, og riposten derefter blev reddet på stregen. Heldigvis kom det denne gang ikke til at koste om end vores keeper Niclas Schmid til sidst i kampen måtte redde os da gæsterne tilspillede sig deres sidste store chance. Det var tre umanérligt vigtige points.

Med sejren fik vi en smule luft til nedrykningsstregen, men har også spillet to kampe mere end de tre klubber under den, og én mere end gårdagens modstander Cardiff. Vi har nu blot tabt én af de seneste ti hjemmekampe, og på samme måde som vi desværre konstant finder måder at tabe udekampene på så har vi oparbejdet en ganske pæn stabilitet hjemme på Fratton Park.

Næste kamp er på lørdag ude mod Oxford.
Brøndby, Portsmouth, Fiorentina
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Endelig blev en god præstation på udebane belønnet med tre points da det blev til 2-0 ude over Oxford i hvad der med lidt god vilje kunne betegnes som en seks-points kamp. Bevares, hjemmeholdet havde også deres chancer men for en gangs skyld var vi skarpere end modstanderen, hvilket vi virkelig har savnet. Da de andre resultater i bunden af rækken generelt var os venligt stemt i denne spillerunde har vi pludselig syv points ned til stregen om end nogle af klubberne under os har en kamp i baghånden. Resultatet gav os tilmed sæsonens første clean sheet på udebane, hvilket heller ikke bør underkendes.

De næste to opgaver hedder QPR hjemme på Fratton Park og Luton ude på Kenilworth Road. Førstnævnte er i god form, så det bliver på ingen måde en let opgave, mens sidstnævnte efterhånden er under et massivt pres da The Hatters ligger sidst i rækken trods faldskærmspenge og hvad ved jeg, men de kan bare ikke få det til at fungere på banen. Det kan vi forhåbentlig udnytte. Kan vi få fire points fra disse to kampe (eller seks) vil det være endnu et stort skridt på vej mod redning.

På negativsiden er vi igen-igen blevet ramt på skadesfronten. Den evigt uheldige Conor Shaugnessy er ude i cirka 6-8 uger nu, og eminent vigtige Callum Lang, der tilmed er vores topscorer, er sandsynligvis også væk i de næste par uger. Det er et hårdt slag, men vi må klare os med det vi har nu og prøve at bygge videre på det lille momentum efter to sejre i rap.
Brøndby, Portsmouth, Fiorentina
Som den fjerde spiller er nu også vores topscorer Callum Lang ude i resten af sæsonen. Det er simpelthen denne sæson i en nøddeskal. Desværre betyder det, at der er mindre mulighed for at rotere i truppen i de uger hvor der også er midtugekampe. Skåret ind til benet vil det også sige, at vi kommer til at presse spillere som Josh Murphy og Colby Bishop maksimalt da vi nu ikke kan undvære dem i front, hvilket igen øger risikoen for skader hos dem. Det er mildest talt ikke optimale betingelser for hvad der i forvejen er en af rækkens smalleste trupper.

Nå, vi må få det bedst mulige ud af det.
Brøndby, Portsmouth, Fiorentina
Vi fik den tredje sejr på stribe da det hjemme blev til 2-1 over QPR, men det holdt hårdt. Vi var pressede til sidst, hvor det var tydeligt at vi manglede kvalitet efter at nogle af de bedste måtte skiftes ud. Vi har simpelthen for lidt at skyde med fra bænken. På negativsiden måtte hele tre spillere udgå med skader, så det begynder virkelig at ramle på den front. Til gengæld har vi nu ni points ned til nedrykningsstregen. Det må til gengæld ikke blive en sovepude, for de 39 points som vi har på kontoen nu rækker med stor sandsynlighed ikke til overlevelse. Vi skal bruge mindst 3 sejre mere i de resterende 12 kampe, og kan ikke tage noget for givet - især ikke med den tiltagende tynde trup. Men der bliver kæmpet for sagerne, og det kan man heldigvis også nå langt med.
Brøndby, Portsmouth, Fiorentina
Det var en vigtig sejr for Portsmouth. QPR er langt fra fordums storhed, og er vel lidt Championships grå mus. Ikke desto mindre 3 vigtige point og jeg kunne se, at den aldrende Matt Richie stadig kan begå sig på et højt niveau.
FCN
@Afløseren

Ja, efter lidt tilvænningstid er Ritche virkelig kommet efter det og er nu den leder på banen som alle havde håbet på, plus han spæder til med et mål af og til.

QPR har generelt været godt kørende i de seneste par måneder om end dette var det tredje nederlag på stribe på udebane. De var heller ikke på nogen måde dårlige i lørdags. Det var skarpheden og marginalerne der vandt kampen for os.
Brøndby, Portsmouth, Fiorentina
Annonce