Copa Del Rey og La Décima – med andre ord en mere end godkendt sæson. Med til historien hører dog, at de afsluttende præstationer i La Liga var skuffende. Mildt sagt. The Triple var inden for rækkevidde, men ok, Atletico spillede en fremragende sæson og lavede overraskende få fejl. Da fejlene endelig kom, så dummede Real og Barca sig sideløbende, så fair nok, at Atletico tog den. Men det var da en noget underlig afslutning, men spændende var det sgu. Det havde dog ikke været til at bære, hvis Atletico også havde taget CL.
Spørgsmålet er, om Atletico kan fastholde samme konstante og høje niveau i næste sæson. Jeg tror de kommer til at presse Real og Barca, men jeg tvivler noget på, at de kommer til at spille med om guldet. Dels vil de sandsynligvis miste en række centrale profiler - de mindre holds evige forbandelse – og dels har de ikke den nødvendige bredde i truppen. Det havde de sådan set heller ikke i denne sæson, så det er måske ikke et validt argument. Men dertil er deres spillestil i udpræget grad bygget op om den vanvittige energi og offervilje, som Simione har formået at overføre til holdet. Den energi og fandenivoldskhed tror jeg de får svært ved at fastholde....man skal nok ikke undervurdere Simione, så lad os nu se. Jeg håber de kan være med helt til sidst. La Liga har brug for mere konkurrence i toppen. Interessant bliver det i hvert fald.
Hvad angår Real Madrid, så kan jeg ikke være andet end optimist. Med La Décima er en byrde lettet fra spillernes og klubbens skuldre og jeg tror og håber, at det vil give holdet den ro, som det synes at have manglet i årevis. Dertil er det virkelig en solid trup med masser af både fremtid og erfaring såvel som kvalitet. Med et par enkelte signings kan det blive uhyggeligt stærkt. Vidal og Suaréz, men det vender vi tilbage til.
Ancelotti, ham skal vi heller ikke glemme. Først og fremmest bidrager han i høj grad til at skabe ro internt såvel som eksternt, hvilket Real specielt har sukket efter i kølvandet på Mourinho-æraen. Derudover virker det til, at han har format til at styre stjernerne og samtidigt skabe det sammenhold, som er fundamentalt, hvis vi vil være med på højeste niveau. Se bare Atletico. Men næsten vigtigst af alt, så var det en decideret genialitet at flytte Di María ned på midtbanen. Alonso, Modric og Di María. Det fungerer i min optik fremragende, primært offensivt, men også defensivt. Både Modric og Di María har et super løbepensum og er ganske habile i presspillet. Netop det træk elsker jeg Ancelotti for - i hvor lang tid har vi ikke kæmpet med at finde en midtbanesammensætning, som fungerer både offensivt og defensivt? Lang tid og mange middelmådige og alt for defensive spillere.
Nu til selve holdet.
Målmænd:
Rygterne vil vide, at Casilla igen bliver førstevalg på kassen. Det er jeg personligt ganske tilfreds med, selvom Diego Lopéz har gjort det godt og på trods af, at vi fik udstillet Casillas’ største svagheder i CL-finalen. Jeg synes generelt, at han i CL og Copa Del Rey har vist et højt niveau. Hans problemer i luftrummet har han altid haft og på de andre parametre synes jeg han holder niveau. Dertil har han en enorm erfaring og er anfører i både Real og på Landsholdet. Står valget mellem ham og Lopéz, vælger jeg Casillas. Det er andre nok enige i, men ded de to i klubben står vi stærkt.
Der går imidlertid rygter om, at Lopéz gerne vil videre, hvis han skal være andetvalg. Det må siges at være forståeligt for han har vist et højt niveau og med hans alder skal man spille. Hvem der i givet fald skulle hentes ind ved jeg dog ikke. Jeg er heller ikke bekendt med, hvorvidt den nye Casillas står klar i ungdomsrækkerne.
Forsvaret:
Her synes jeg egentlig, at vi er godt besat. Centerforsvaret findes ikke bedre i nogen anden klub. Ramos er flyvende og Pepe har spillet sin bedste sæson. Dertil har vi vidunderdregen Varane, som på ingen måde er Pepe underlegen. Nacho er backup. På venstre back kan jeg sagtens leve med Marcelo og Coentrao. Marcelo er, når han er bedst, verdensklasse og Coentrao har overrasket positivt i denne sæson. På højre back har Carvajal bevist – trods en del fejl - at det er ham vi skal satse på fremadrettet. Arbeloa befinder sig i karrierens efterår og kunne godt erstattes med et yngre alternativ.
Midtbanen:
Jeg har allerede erklæret min kærlighed til konstallationen Alonso, Modric, Di María, så den vil jeg ikke gå nærmere ind i. Dog må vi nok se i øjnene, at Alonso ikke holder evigt. Hans alder synes at komme stadigt mere til udtryk i form af langsomme vendinger og hans mangler, når han udsættes for højt pres på boldholder. Hans blik for spillet er dog sublimt. Men hvem skal køres i stilling til at overtage hans plads? Illarramiento er jo indkøbt til netop dette formål, men hånden på hjertet, så har han ikke overbevist. Khedira er en super spiller, men det er svært at se ham, som løsningen her. Han giver imidlertid mulighed for en mere defensiv konstallation på midtbanen, hvilket ikke skal undervurderes. Casemiro er breddespiller. Isco derimod er en kommende stjerne i Real Madrid. Han mangler dog lige det sidste, men så længe han får rigeligt med spilletid, så kan han ikke undgå med at blive verdensklasse. Han er dog ikke afløseren for Alonso, så dermed er vi fremme ved vores første potentielle signing. Vidal synes oplagt, da han synes at besidde hele pakken som boks-til-boks spiller: fysik, taklinger, teknik, hurtige pasninger og et godt blik for spillet. Pogba er en anden spiller der ofte nævnes, men om nogen af dem er realitiske at hente, skal jeg ikke gøre mig klog på. Dyre er de i hvert fald. Hvad med Rakitic på den position?
Fløjene tilhører Ronaldo og Bale, men med masser af spilletid til Jesé, når han en gang bliver klar. Som der også har været talt om i de spanske medier, så er det nok ikke utænkeligt, at klubben henter en knapt så profileret spiller, der kan udgøre et alternativ til Jesé, så længe han er skadet.
Angreb:
Benzema har klasse, ingen tvivl om det, men det er alligevel her, at Real har sit svageste punkt. Jeg skal i hvert fald ikke kunne sige mig fri for at have råbt ”uduelige, fede franske pony” efter ham mere end én gang. Der mangler sgu lige det sidste for, at han er en top 5 angriber. Luis Suaréz er p.t. en klasse over Benzema. Han ville være uhyggelig giftig i Real, men også uhyggelig dyr. Jeg krydser dog mine små fingre for, at Don Peréz henter ham. Alternativt ville Aguéro være en super signing, men hans skadehistorik skræmmer en smule og han ønsker tilsyneladende at spille sammen med Messi-drengen. Det vil jeg dog gerne være fri for at overvære, for det kunne godt blive farligt. Morata skal videre, men helst med en tilbagekøbsklausul, for talentet er der.
Der bliver som altid rygtet et hav af spillere til Real, men jeg mener som sagt, at vi kan klare os med ganske få, om end ”noget” dyre indkøb.
Alt i alt tegner fremtiden lys og jeg hæfter mig ved, at Ancelotti for nyligt udtalte, at La Décima er begyndelsen på en æra. Jo tak. Jeg glæder mig pænt meget til næste sæson!
"Primero dejar de ser, que dejar de ser revolucionario"
"Valdés siempre ha sido y siempre será Papa Noel..."