Støvlelæder mod hårdtpumpet, gul superligabold.
Aflevering, tæmning, aflevering, tæmning.
Der er pasningsøvelser i gang på bane tre ved Haderslev Idrætscenter.
Tæm bolden, vend, aflever, løb. Hurtigt.
Klask fra støvler, der rammer en bold lyder regelmæssigt, rytmisk.
- I looks good and it sounds good, råber cheftræner Michael Boris.
Det er SønderjyskE-spillernes første rigtige arbejdsdag, efter at mandag stod på fysiske test. Første dag på træningsbanen med den nye træners øvelser.
Mens pasningsøvelserne er i gang, er analytiker Søren Frederiksen i gang med at sætte en kæmpestor trefod op. Han løfter en teleskopstang længere og længere op, indtil det kamera, der er fastspændt i toppen, sidder cirka fem meter over jorden.
Træningen bliver filmet.
Efter pasningsøvelserne følger kampøvelser.
Efter træningen tager Michael Boris en længere snak med Haji Wright. Formentlig om dagens træning. De har begge en fortid i Schalke 04´s ungdomsafdeling, Boris som træner, Wright som spiller. De har dog ikke været i klubben på samme tid.