Nu er artiklen et par dage, så håber ikke, der sker noget ved at kopiere den.
God læselyst. Det er ret interessant læsning.
SønderjyskE har ti kontraktudløb efter denne sæson, og efter nytår kan spillerne begynde at forhandle med andre klubber. Der er en masse usikkerheder og ubekendte faktorer, men JydskeVestkysten forsøger her i bedste agentstil at rådgive spillerne, som var de vores egne klienter.
Som vi tidligere har skrevet i denne avis, kan SønderjyskE´s sølvhold være spredt for alle vinde til sommer.
Ni spillere og cheftræner Jakob Michelsen har kontraktudløb efter denne sæson, og SønderjyskE står derfor foran en større udskiftning i spillertruppen.
Det er svært at spå om fremtiden, så det vil vi undlade i denne omgang, men i stedet prøver vi en anden disciplin - vi tager rådgiverhatten på og giver SønderjyskE-spillerne vores vurdering af, hvad det næste skridt skal være.
Alle spillere og træneren har naturligvis selv en agent på sagen - eller en mellemmand, som det hedder nu til dags.
Den rådgiverrolle låner vi for en kort bemærkning, og så forsøger vi at sætte os i spillerens sted - og tænker slet ikke på, at det vil svække SønderjyskE markant, hvis vi sender alle spillerne væk.
Det handler om spillerens egen udvikling, eventyrlyst og naturligvis om penge.
Her følger ti scenarier for, hvordan det kan lyde, når agenterne i den kommende tid skal rådgive deres spillere.
Scenen er et skummelt baglokale på et hemmeligt motorvejshotel i Trekantsområdet.
Kees Luijckx
- Der har vi dig jo. Vores Flying Dutchman. Ja, det undrer mig jo noget, at vi ikke har fremtiden på plads for dig endnu. Medierne bliver jo ved med at skrive om ham Pierre Kanstrup, men det er da dig, der er den store stjerne i det forsvar. SønderjyskE skovler jo point ind, når du er med. Men nytår nærmer sig, så vi skal til at have en aftale på plads. Forhåbentligt er SønderjyskE ved at være så tilpas møre, at de vil give dig nogle flere lønkroner. Nu har du jo også bevist, at du er kommet dig godt og helt oven på den forbandede skade. Jeg tænker, det er det, vi skal satse på. SønderjyskE. Og efter alle de halvårlige kontrakter skal vi have noget længde på. Lad os gå efter en toårig forlængelse. Er det ikke det, vi gør? Fedt.
Marin Skender
- Sæt dig ned, min ven. Nåh, vil du hellere stå op? Ja, du har altså også siddet for meget på bænken på det seneste. Det er godt nok også træls, at Lukas Fernandes fik genvalg efter den lortekamp i Farum. Hvad gør vi nu? Du fylder jo 38 til sommer, så jeg kan næppe skaffe dig en ny guldrandet kontrakt, men vi kan sikkert godt få mere ud af dig i SønderjyskE. Nu tager du kampen op i vinterpausen, hvor der nok kommer en ny træner, og så lukker du altså af, min ven. Til sommer kan du stoppe karrieren og tage hjem til Kroatien, men du har også taget reservetjansen så godt og professionelt, at jeg sikkert godt kan skaffe dig et halvt eller helt år mere i Haderslev, hvis du bare er villig til at gå væsentligt ned i løn. Det går vi efter.
Pierre Kanstrup
- Gud, hvor er du blevet langhåret, Pierre. Skal du ikke snart klippes? Så kan vi sikkert lettere for dig solgt. Nåh, spøg til side. Det er da gået meget godt, siden jeg samlede dig op fra bunden i Brøndby. Brønshøj, Fredericia og nu kaptajn i SønderjyskE. Så mangler vi bare at få dig tilbage til Brøndby, så er ringen sluttet. Jeg fornemmer dog, at dit navn ikke er helt så varmt nu, som det var i sommer. Og hold nu kæft, så du rygtet om Wolfsburg? Ja ja, medierne skal tjene penge, og det skal vi også. Jeg prøver at holde Brøndby-forbindelsen i kog, og USA kan også blive en mulighed igen, hvis du er frisk. Men jeg synes faktisk, at du skal overveje, om du ikke har fundet din rette hylde i SønderjyskE. Vi skal bare have vredet nogle flere lønkroner ud af sportschefen.
Janus Drachmann
- Ja, selv tak da, Drachmann. Det var vist godt, at vi endelig fik dig væk fra trygheden i Horsens. Sølvmedaljer og Europa Cup, og jeg læste, at den hæderkronede avis JydskeVestkysten havde dig som "Most Valuable Player" i sidste sæson, så de ved nok, hvad de skriver om. Det var lidt småsent, du tog dig sammen til at komme videre, så vi har også travlt, hvis vi skal score noget mønt på dig. Du kan sikkert hurtigt få dobbelt op på lønnen, hvis vi sender dig til Randers eller AGF eller noget i den størrelse, men det er lidt kedeligt, er det ikke? Hvis du vil have trygheden igen, vælger du SønderjyskE, hvor du har en stor stjerne, men jeg vil også godt prøve at stikke fingeren i jorden i fx. 2. Bundesliga, hvis du skal ud at opleve lidt mere, inden det er for sent.
Nicolaj Madsen
- Madsen, nu skal du bare høre. Jeg har lagt verdens bedste plan for dig. Vi lader kontrakten løbe ud i SønderjyskE, og så sender vi dig til AaB til sommer, så du kan blive genforenet med Lars Søndergaard... Ha ha ha, du skulle se dig selv i ansigtet, mand. Den var god. Nej, det bedste, der kunne ske for din karriere, var da, at Jakob Michelsen kom til SønderjyskE. Endelig kom der en træner, der kunne se, at du skulle bruges centralt. Og nej, hvor var du god i sidste sæson. Kan du komme derop igen i foråret, kan vi sagtens få dig til en større klub, men du sælger altså ikke dig selv på efterårets præstationer. Jeg tror faktisk, at jeg vil anbefale dig at blive i SønderjyskE. Med mindre Lars Søndergaard kommer derned og overtager roret igen. Så sender jeg dig til Asien.
Mikkel Hedegaard
- Hej, Hede. Vent lige et øjeblik. Jeg er lige ved at se dit dommedagshug mod FC Midtjylland igen. Vi skulle have solgt dig dengang. Lige som Mike Tullberg og Peter Foldgast blev solgt på efterdønningerne fra deres supertræffere. Nej, bare rolig, knægt, der er mere end et "One Hit Wonder" i dig. Jeg letter på agentkasketten for, at du har fået rimelig med spilletid i superligaen, selv om SønderjyskE er blevet et tophold, efter du er blevet en del af truppen. Men det kan godt være, at vi lige skal en hylde ned, før du kan blive fast mand. Du er til mere end 1. division, så jeg tænker noget i stil med Horsens eller Viborg. Eller hvad med EfB? De kan da godt bruge en mand med dine dyder, og vi kan sikkert få Bjørn Paulsen til at lægge et godt ord ind for dig.
Johan Absalonsen
- Der har vi jo professoren. Hvordan går det med jurastudierne? Inden du kaster dig over paragrafferne skal vi lige have lagt en plan for dine sidste år af karrieren. Ja, jeg beklager altså, at jeg ikke har formået at få mere ud af dit store talent, og jeg må kigge indad, når det ikke er lykkedes mig at få dig sendt til udlandet endnu. Men Brøndby, FCK og OB er da heller ikke så ringe. Og du kom da på landsholdet. Hvis vi liger shiner dit cv op og krydrer det med, at du var topscorer for sølvvinderne i sidste sæson og lige har spillet i Europa, så skal vi nok få sendt dig ud denne gang. Familien skal med dig, og det skal være lidt småeksotisk, så jeg tænker, at vi går efter lande som USA eller Australien. Så får I et lille eventyr her til sidst som et lille plaster på såret.
Tommy Bechmann
- Hej, Tommy. Sæt dig ned. Nåh, du ligger allerede ned i sofaen. Der får vi dig da aldrig op fra igen. Ja, det er der vel heller ikke den store grund til, for du har jo selv sagt, at det slutter til sommer. Men det sagde du jo også sidste år. Men ok, jeg kan godt se, at bentøjet driller, og nu skal du bare koncentrere dig om at få sluttet ordentligt af. Du skal nok være indstillet på, at SønderjyskE henter en ny angriber i vinterpausen, og så har du ikke kun ham Mikael Uhre at kæmpe med om spilletiden. Men kan du bare blive en god joker og spille de sidste 20-30 minutter hver gang, så må det også være en fin afslutning på karrieren. Uha, jeg husker stadig dengang i 2004, hvor jeg solgte dig fra Esbjerg til Bochum. Dengang var... Tommy? Tommy? Nej, nu er du faldet i søvn.
Marc Dal Hende
- Go´daw, Marc. Ja, det kan vel gøres relativt nemt med dig. Du plejer jo at følge Marc Pedersen trofast, så skal du ikke også bare have forlænget kontrakten til sommeren 2019? Nej, vel skal du da ej. Du er brandvarm lige nu, og det skal udnyttes. Hvor var det da genialt, at Jakob Michelsen omskolede dig til back sidste forår. En venstre back, der laver mål, er det letteste af sælge på markedet, så vi bestemmer altså selv, hvad der skal ske. Brøndby er bestemt en mulighed. Du vil passe godt ind i systemet med din fysik og power. Men vi også sagtens få dig til udlandet i en af de mindre ligaer. Det vil jo være oplagt at følge med Jakob Michelsen, men du kan også tage til Polen, hvor de stadig snakker om dit vilde hovedstødsmål i Lubin.
Jakob Michelsen
- Mojn, Mini-Mourinho. Ja, jeg har bestilt lidt kage. Du elsker jo det sønderjyske kaffebord, så der er syv bløde, syv tørre og syv hårde kager at vælge imellem. Sådan er din karriere også lige nu. Det er et rent tag-selv-bord. Årets træner, sølvmedaljer og Europa Cup. Det lægger de altså mærke til i udlandet. Det var jo heller ikke for sjovt, at New York Times kom til Haderslev for at snakke med dig. Vi kan godt holde den hen lidt endnu, men skal vi ikke bare se at få blæk på kontrakten, vi har liggende fra Hammarby? Det er en fed klub med masser af tilskuere, og du kan rejse klubben efter nogle skuffende sæsoner. Fra at være den lavestlønnede træner i superligaen kommer du også til at score kassen på at lave et skifte. Skål i kaffe.