Så står den på Arsenal i aften.
Jeg går ud fra opstillingen bliver noget nær;
Valdes, Alves, Piqué, Abidal, Maxwell/Adriano, Busquets, Xavi, Iniesta, Pedro, Messi, Villa.
En af de få bekymringer man hører i Barca kredse er Walcott over for Maxwell - når nu Puyol er skadet. Selvom jeg bestemt havde foretrukket Abidal overfor Walcott så tror jeg godt Maxwell - hvis han bliver bakket op af Abidal - kan klare opgaven. Problemet kunne være hvis Arsenal stiller med to angribere og at de sørger for at Abidal hele tiden selv skal holde øje med en spiller og dermed ikke kan støtte Maxwell.
En anden mulighed kunne måske være at spille Adriano i stedet for Maxwell - på trods af at Adriano ikke er så stærk defensiv, så mener jeg han er hurtigere og mere aggressiv end Maxwell, og det er trods alt mest Walcotts speed man er nervøse for. Adriano har godt nok ikke spillet mange kampe, så det er måske tvivlsomt om Pep tør smide ham ind mod Arsenal - uagtet han er en klassespiller.
Ellers håber jeg lidt på at vi kan lukke den i aften, med en +3 måls sejr, og hvis vi lægger ud som vi gjorde sidste år burde det ikke være noget problem - medmindre Arsenal får hjælp af de højere magter igen. Alt kan naturligvis ske i fodbold.
Derudover er jeg ikke så glad for Wilshire´s udtalelser om at gå "hårdt" til Barca - jeg håber dommeren får lagt en hård linie fra starten og ikke lader sig påvirker af de "engelske tilstande" - så slipper Messi forhåbentligt fra opgøret med begge ankler i behold.