Redigeretlør 23. mar 2013
Tiden nærmer sig, hvor sommerens transfervindue skal besluttes af Tito, Rossell og Zubi. Det bliver sgu spændende og på mange måder betydningsfuldt også i det længere perspektiv.
Først og fremmest siger rygterne, at Sergi Roberto, Rafinha og Oier alle skal rykkes op på førsteholdet som følge af deres kontrakt. Derudover lader det til, at Deulofeus nye kontrakt (såfremt man finder endeligt fodslag) også vil indebære, at han rykkes op til sommer. Samtidig kommer både Bojan, Afellay, Fontas og Cuenca som udgangspunkt tilbage fra andre klubber.
Med andre ord bliver den nuværende trup 8 mand større. Derudover siges klubben at være på udkig efter tre nye spillere: en angriber (formentlig Neymar), en midterforsvarer og en keeper (såfremt Valdes smutter allerede nu). Så er vi oppe på 11 mand. MD melder, at hele 12-13 mand skal sælges, hvis truppen skal bringes ned på de 22-23 spillere, som Tito angiveligt har besluttet sig for, at han vil operere med (dvs. ikke 25, som han anså for optimalt sidste sommer).
Med andre ord skal der foretages en række fravalg til sommer. Jeg har dog svært ved at se så mange forlade klubben. Spillere som Bojan, Afellay og Fontas og Oier er næsten helt sikkert på vej væk. Derudover skal vi utvivlsomt af med minimum to angribere, hvis der stadig skal være bare lidt spilletid til alle, da vi i så fald vil stå med følgende spillere til de første tre pladser: Pedro, Villa, Messi, Alexis, Cuenca, Tello, Neymar, Deulofeu. Det er alt, alt for meget - især når både Iniesta, Cesc og Rafinha også kan bruges deroppe og dermed udbygger bredden.
Cuenca trækker næsten helt sikkert en af nitterne. Derudover tror jeg også, at enten Villa eller Alexis bliver solgt med Villa som den mest realistiske. Det er også muligt, at man lejer Tello eller Deulofeu ud. Det er under alle omstændigheder et sted, hvor der er behov for at tage nogle valg, der kan få potentielt store konsekvenser (man satser på de forkerte osv.).
Midtbanen bliver også tæt befolket med Sergi Robertos og Rafinhas ankomst. Dog vil Dos Santos givetvis være væk på det tidspunkt, men hvis man virkelig satser på de to, bliver man selvsagt nødt til at give dem mere spilletid, end Dos Santos har fået. Alternativt skal én af dem lejes ud. Det har dog i de fleste tilfælde vist sig at være overordentligt svært at få vores talenter til at acceptere en udlejning.
I forsvaret kommer meget til at afhænge af to ting: får Bartra en masse spilletid her til sidst som følge af skader og et (forhåbentlig) afgjort mesterskab og hvordan gør han det? Kommer Rey Abidal tilbage på noget, der ligner sit gamle niveau? Hvis svaret på de to spørgsmål er ja, så er behovet for en ny midterforsvarer væsentligt reduceret. Hvis nej kan det resultere i et farvel til Abi eller en udlejning af Bartra - alternativt begge dele. Det virker dog under alle omstændigheder til, at man er fast besluttet på at købe en midterforsvarer til sommer. Så er spørgsmålet bare, om man køber en etableret stjerne som Kompany, Luiz eller Hummels eller en rising star som eksempelvis Romas Marquinhos.
Bredden på vores backs ser umiddelbart ganske fin ud, så længe Montoya bliver. Det gør han forhåbentlig, da han utvivlsomt er fremtidens mand på højrebacken. Det er dog lidt bekymrende med Adrianos konstante skader på trods af, at han har spillet en ellers glimrende sæson.
Jeg må i øvrigt indrømme, at jeg er noget bekymret over nogle af de spillere, som vi bliver sat i forbindelse med. Eksempelvis Garay, som det så heldigvis ser ud til, at United køber nu. Han har hverken klassen eller hurtigheden til Barca. Derudover bliver vi konsekvent meldt interesserede i ligegyldigheder som Kiko Casilla, Andres Fernandez, Diego Alves og Vicente Guaita, der ikke har eller nogensinde får klassen til at spille i Barca.
Det bliver som sagt en spændende, og måske endda også nervepirrende, sommer, hvor jeg håber, at vi fortsat vil satse på at holde kort snor i vores største talenter.
"Det er ikke alderen, der gør det. Derimod nok: den skolede hensynsløshed, når man betragter livets realiteter, og evnen til at bære dem og i sit indre at være dem voksen."