Man får næsten helt ondt af Madrid efter sådan en kamp.
De bliver rundbarberet på hjemmebane, og taber endnu en gang til et Barca-hold, der ikke en gang spiller en af de bedre kampe. Deres tilskuere piver af dem. De har Pepe. Mourinho virkede til at have opgivet på forhånd, og nok en gang styrtede endnu en taktik i grus. De fleste bolde blev hamret udover sidelinien i ren spillemæssig afmagt. Barca udlignede all-time statistikken i indbyrdes opgør. Guardiola fejrede fødselsdag på Bernabéu ved at lægge nye alen til sit personlige rædselsregime over Mourinho og Madrid. Altintop var en straf i sig selv. Abidal kan ikke score overhovedet, men overfor Casillas så det alligevel legende let ud. Ingen reaktion, da man kom bagud. En tilspillet chance udover Pintos foræring. Og fuldstændigt væk spillemæssigt.
Hvor det tidligere altid har været El Clasico på den ene eller anden måde, når de to hold har mødtes, var det for Barca i aften blot Granada, Santander eller Zaragoza, så komplet uduelige var Madrid over hele linien. Og man hæfter sig ikke en gang specielt ved Barca-spillernes præstationer eller måden, hvorpå triumfen kom i hus - de spillede jo også bare videre som om intet var hændt efter Cr. Ronaldos scoring, da det uafrystelige billede af Madrid-elendigheden hele vejen rundt ikke lader sig fortrænge.
I aften er den El Clasico-sejr jeg har været mindst glad for; simpelthen fordi Madrid ikke var El Clasico-begrebet værdigt.
Kopieret fra Liverpool-tråden d. 17. maj 2025 :
"Her fra skal i øvrigt lyde et tillykke og et tak til Barcelona for at redde fodbolden."