Snak

Korrekt, Lent.

I know, Lentini. Kastanos er Juve. Men pointen er bare, at han har tre-fire måneder til at arbejde med dem, og det kan godt gå hen at blive godt.

Ifm CL-kampene forleden så jeg et interview med Carlo Ancelotti. Udover at jeg bemærkede mig, at Elkjær bestemt ikke er journalist og faktisk også er ret usikker på italiensk, så kom Carlo med nogle interessante aspekter om et emne, der ofte er debatteret i de italienske klubtråde - og senest ganske heftigt i Inter-tråden.

Så nu stikker jeg hånden ind i bikuben, med risiko for at få nogle ordentlige stik retur, men håber qva at dette indlæg er lagt i Serie A-tråden, at eventuelle debattører kan holde en rimelig tone her i en mere neutral tråd.

Det handler om satsningen på unge, italienske spillere.

Carlo nævner, at skandalerne, krisen og de dårlige stadions (som også skaber dårlig økonomi) har gjort, at de italienske hold er faldet bagud. Men han siger så også, at måske kommer der noget godt ud af det, nemlig den dermed tvungne satsning på egne, unge, italienske talenter. Og som han fremhæver, er der flere gode tegn på, at denne satsning ser ud til at kunne bære frugt, både til gavn for italienske klubber og landsholdet.

Nu vil jeg ikke sidde her og komme med en hulens masse eksempler på dette fra diverse italienske klubber inkluderende diverse spillere. Jeg vil sikkert glemme halvdelen og således fornærme nogen. Og det er ikke intentionen og vil bare afspore debatten. I stedet vil jeg tage konkret udgangspunkt i min egen klub, hvor der er fremragende eksempler.

Fiorentina besluttede for halvandet år siden, at holdet skulle være mere italiensk. Man ville ganske enkelt gerne have flere italienske spillere på holdet. Motivet er underordnet ifm dette indlæg, men det havde garanteret også noget at gøre med økonomi. Corvino blev ansat som sportsdirektør, fordi han netop er kendt/frygtet for hans stærke fokus på unge, italienske talenter.

Man begyndte herefter i det små, men efterhånden er strategien ved at udmønte sig mere og mere. Og resultatet er efterhånden til at få øje på.

I første omgang fik en ung Federico Bernardeschi chancen. Han var - og er fortsat - et meget stort talent, så selvfølgelig skulle han have chancen, vil nogle nok indsparke. Korrekt. Men nu forholdt det sig bare sådan, at knægten undervejs i forløbet løb ind i en skade, som holdt ham ude i 5 måneder. Så kom han stærkt tilbage og kom endog på landsholdet. Men derefter løb han ind i en mental nedtur pga den megen virak, hvilket afsporede hans fokus på fodboldspillet. Han fik en lille pause, men kom så igen stærkt igen. Denne opmærksomhed, tillid og omsorg for spilleren har haft en afgørende betydning for den Bernardeschi, som vi ser i dag og som mange storklubber er ude efter (til en pris på 50+ mio euro). Og som alle tilhængere ser som den nye Antognoni, i øvrigt også med nummer 10 på ryggen, hvis ellers klubben formår at holde på ham.

De senere måneder er der så kommet en ny, mulig stjerne på banen: Federico Chiesa. Figlio d´arte, søn af Enrico Chiesa. Han er som trold af en æske sprunget ud med imponerende præstationer og en gejst, som er sjældent set. Formentligt har successen med Bernardeschi spillet ind. Man tør bedre tage chancen igen, når det gik godt første gang. Faktum er, at Chiesa i dag er fast mand, og savnet når han ikke er med, har skubbet den spanske lejesvend Tello på bænken (tak!) - og af eksperter vurderes til 30+ mio euro værd.

Og viola-tilhængerne er estatiske. Bernardeschi og Chiesa er, uden diskussion, de mest populære spillere i Firenze og omegn. De er selve symbolet på en mulig violet genfødsel. Og hvorfor mon? Fordi de er unge og opvokset i systemet, er de som tilhængernes egne børn. Det betyder ekstremt meget. Og når de samtidig, siden de var helt små, altid kun har haft en drøm, nemlig at iklæde sig den violette trøje og træde ind på Franchi til en Serie A-kamp, er der ikke et øje tørt. Disse ubetalelige følelser mellem fans og spillere er imo umulige at opnå med en indkøbt spiller, der ikke har samme affektion for klub/by.

Summa-summarum... jeg vil altid advokere for, at det er en chance værd at satse på et lokalt, italiensk talent i klubberne, selvom det måske kræver lidt ekstra arbejde, tillid og mod. Udbyttet er nemlig mangfoldigt større end ved indkøbet af en udenlandsk spiller, uanfægtet om de i sidste ende præsterer lige godt.

PS: Og når nu nogen kommer med argumentet "jeg er ligeglad med de unge talenter, det handler bare om at vinde", vil jeg blot sige: Satsningen skal ikke kompromittere ønsket om at vinde, naturligvis ikke. Fodbold handler om sejre. Men man kan ikke vinde hver gang. Og alle kan ikke vinde lige meget. Nederlag er også en stor del af gamet. Uden dem kan vi jo heller ikke nyde sejre og titler. Men når nu vi (så ganske ofte) oplever nedture og manglende titler, er det sgu da fedt trods alt at kunne glæde sig over præstationerne fra en ung, lokal, italiensk spiller, som kunne være ens søn - i billedlig forstand. Fodbold er jo i høj grad også følelser.

Skriver formentlig et længere indlæg senere, men til din sidste spalte vil jeg bare lige assistere: Det, at man satser ungt, er en langsigtet investering. Så måske taber man lidt på den korte bane, men så vinder man så meget mere på den lange. Og alle de gode imperier har været gode til at være tålmodige og tænke langsigtet. Noget, der har manglet i IT.

Edit: skønt indlæg, Mag.

Takker, saglig - og ser frem til dit længere indlæg senere.

Jeg er langt hen af vejen enig i din pointe, Mag, dog med de fortegn at det afhænger af hvad de talenter man har kan byde ind med.

Det handler jo også om hvad hylde man som klub har at købe fra. For i talenters tilfælde sætter man sin lid til at de vokser og bliver bedre, hvorimod når du køber en stjerne ind (eks. Higuain) så køber du et "færdigt" produkt som kommer med det der bedst kan beskrives som en garanti for et vist niveau i spillemæssig kvalitet, noget som et talent yderst sjældent kan leve op til, med mindre de er Maldini/Baggio/indsæt selv unikum.

I Juves tilfælde er der meget få spillere jeg ville sætte af for at få et Italiensk talent ind i stedet, da kvalitetsspringet nogle gange er for stort. Jeg har det fint med at man prøver et par talenter af mod bund-5 klubberne, og imponerer de stort bør man også altid kraftigt overveje at give dem den næste kamp med, men at bruge talenter kontinuerligt og mod de helt store drenge er der bare ikke altid plads til, hvis mesterskabet skal hjem endnu en gang.

Men jeg kan godt sætte et talent ind, hvor jeg helt sikkert ville føle mig lige så tryk som hvis det var Allegris foretrukne der spillede - Rugani for Chiellini. Men der er vi jo også ude i at han har fået en del løse kampe og stille og roligt er kommet ind omkring start-elleveren og viser mere og mere at han føler sig helt hjemme. Den fremgangsmåde kan jeg rigtig godt lide, frem for at smide dem ind hovedkulds og lade det briste eller bære, da det til tider lægger alt for meget pres på en spiller der stadig er i udvikling.

Vi så det også med Dybala sidste sæson, hvor fans skreg på at han da bare skulle ind fra start og være stjernen men hvor Allegri fastholdt at lade ham komme langsomt ind så han kunne vænne sig til presset, sine nye medspillere og de nye omgivelser.
Har man tid og råd til den metode, så ser jeg helst at det er sådan man gør.

Først og fremmest synes jeg ikke du stikker en hånd ned i en hvepserede, bare fordi Inter-tråden slås løs i talentsnakken, nu omhandlende en spændende ung angriber i Pinamonti. Det er en valid diskussion.

Jeg synes kodeordet i noget af det du indleder dit indlæg med, er tvungen satsning. Hvis jeg skal give et besyv med over Milan, synes jeg nemlig det er meget rammende når vi siger tvungen satsning, selvom Galliani gør meget i at nævne den bevidste strategi man har lagt i Milan omkring ungdommen. Faktum er dog også at de italienske rigmænd, og deriblandt Berlusconi, ikke længere ligger inde med lysten eller finanserne til at skyde et stort transferbudget afsted. Det hænger formentlig sammen med at Berlusconis tid indenfor italiensk politik er ved at være ovre, og derfor er PR-apparatet, AC Milan, ikke længere så brugbart som før. Yderligere; skulle han have lyst til at smide fx 100mio€ afsted er det ikke ensbetydende med at han bliver fodret med titler som førhen, ganske enkelt fordi fodboldens økonomiske ekspandering har gjort at han ikke kan lave det nummer. Det er i øvrigt noget Berlusconi har nævnt rigtig mange gange. Berlusconi-familien kan ganske enkelt ikke konkurrere på ligefod med de oliejede klubber. Ift. hans ego generer det ham nok at han ikke kan få det spotlight og anerkendelse ved at smide de 100mio€ - han får ganske enkelt ikke nok ud af min hypotetisk opstillede investering på 100mio€. Jeg vil tro det er samme ræsonnement man er kommet til hos Della Valle og Fiorentina.

Der hvor det bliver en del modsigende, er når Berlusconi i tide og utide har snakket om et ungt italiensk Milan, hvor så Mihajlovic kan fortælle hvordan han blev kimet ned af Berlusconi, fordi han havde fået nys om via Galliani at Mihajlovic pønsede på at droppe den ældre, mere rutinerede og kendte, Diego Lopez, fremfor en ung gut fra Primaveraen på bare 16 år. Og så var omtalte knægt endda napolitaner… Føj! Et umiddelbart bud er at Milan gør mere i talentsektoren, men har slet ikke været så målrettet i det som først udgivet af Galliani & Berlusconi. Det var mere et buzz-word. En slags undskyldning også for dårlige resultater og skidt udførte mercatos.

Den unge mand som Berlusconi forsøgte at fratale Mihajlovic at bruge, har nu et år senere fået landsholdsdebut for Italien og er desuden anerkendt som et unikum og verdens største målmandstalent.

Man kan i øvrigt sige at Mihajlovic på sin vis var en gave i den sammenhæng for Milan. Han sked højt og flot på dåbsattesten og fokuserede langt mere på hvilken hoved der sad på den (unge/gamle) mand der stod overfor ham. Han var bl.a. også ganske begejstret for Davide Calabria. Calabria har desværre været ramt af en del længerevarende skader, ellers ville hans kamptotal formentlig også være væsentlig højere end tilfældet af.

Der kunne jeg godt klandre en mand som Allegri for at være blind på det punkt, eller i hvert fald at vende det blinde øje til. Det er lidt en stor løgn når man siger at han var manden der gav De Sciglio chancen i Milan. Hvilken situation var det han stod i på daværende tidspunkt? Han havde et væld af skader, og Galli hviskede ham i øret at der altså var en ung Primavera-gut der kunne være værd at prøve. Det var det samme med Saponara, hvor kun et væld af skader fik ham afprøvet – da skaderne forsvandt røg Saponara også prompte på bænken. Og jeg vil også vove den påstand at Rugani ikke havde fået i nærheden af samme spilletid som tilfældet i Juventus, hvis ikke det var fordi at Allegri var tvunget til det via skader. Han er ikke ret dygtig på det punkt. Det er en smule Mancinisk. Dybala havde allerede vist mange prøver på sit enestående talent i Palermo. Det var uomtvisteligt. Det kunne selv Allegri ikke undgå at se.

Det leder mig hen til at træneren i pågældende klubber også skal have en vis interesse for ungdommen og det der rører sig dernede – og det skal være en fokuspunkt for den sportslige ledelse. Her kan man i Milans tilfælde sige, at Galliani faktisk har udvist enorm stor interesse for ungdomsfodbolden i Milan. Han ser det ofte, og er ofte i kontakt med trænerne omkring Allievi og Primavera, for at vide hvad der rører sig og hvem der viser ekstraordinært potentiale. Man har også lavet et decideret program for de bedste på Allievi og Primavera, som de skal følge med målsætningen om at gøre transaktionen fra ungdom til senior mere smidig, fordi det er bare et større spring i Italien.

Og vi har da lidt interessante spillere på vej. Alessandro Plizzari, 16år, bliver nævnt som et målmandstalent i Donnarumma-klassen. City forsøgte at hente ham i vinters, men fik et blankt nej. Moris Sportelli er lige blevet 17 år, central forsvarsspiller på vores Allievi, som stort set samtlige store klubber holder et skarpt øje med på nuværende tidspunkt. Jeg kunne godt se Sportelli blive et interessant Primavera-makkerskab med Matteo Gabbia samtidig med at han snuser til Serie A-mandskabet og kan agere femteled.

Niccolo Zanellato, 18 år, central midtbanespiller der af type og statur kunne minde en smule om Rabiot i PSG. Og så naturligvis Patrick Cutrone, 18 år, på toppen, som bevæger sig rigtig godt og ligner en mand med naturlig næse for at være på rigtige sted, og arbejder meget på ryggen af modstanderens centrale forsvar, med en god bevægelighed og hurtighed. Luca Vido, 19år, en flakkende second striker med verdens mest isblå øjne nogensinde, har man valgt at sende til toppen af Serie B, Cittadella, hvor man har solgt ham med tilbagekøbsklausul her i januar. Hidtil har han fået et par indhop.

Men i min verden handler det om at have en klar strategi overordnet for klubben, implementere den og samtidig gøre det til en del af klubbens identitet at vi kigger imod egen talentafdeling også. At man tør bruge dem, og Montella virker ikke til at være vattet på det punkt.

Jeg køber ikke den med at man ikke kan vinde hver gang. Det skal man. I hvert fald i Milan uanset hvor elendigt et materiale Galliani får stykket sammen. Men at man skal vinde hver gang behøves nødvendigvis ikke at det ikke kan forenes med at man satser på sine egne spillere. Det handler for mig også om at sætte realistiske planer for pågældende spiller, og man laver decideret planer for udvikling. Fordi i min verden skal man være varsom og dosere mængden korrekt for at få det mest optimale ud af det pågældende talent.

Ift. din pointe omkring fans, tror jeg det giver noget genklang når det er unge italienere fordi italienere er, hvorvidt de vil vedkende det eller ej, en anelse mere nationalistiske end det gængse land. Og krydrer man det med lokalt kendskab ryger de med garanti i skyerne med superlativer når den unge lokale får succes. Generelt tror jeg også at pøblen, den gængse fanskare, hylder talentarbejdet i egen klub med egne talenter, fordi det skaber en samhørighed og fællesskabsfølelse. Selv om ikke-italiensk kan jeg godt lide at følge Primaveraen så meget som muligt(selvom Plizzari droppede groft mod SPAL i 0-1 nederlaget) og synes det er spændende og glædeligt når nogen af de unge bliver gode nok til at være en integreret del af Serie A-truppen.

Så handler det også om en skrantende kvalitet på diverse hold inkl Milan. Nu er det svært at sammenligne forskellige tider af fodbolden, specielt fordi den de senere år har været i rivende udvikling. Men ville Locatelli fx have fået ligeså let tilgang til spilletid hvis midtbanen idag hed Pirlo, Rino og Seedorf? Næppe.

Dermed også sagt at det fx er en del sværere for en ung spiller at mase sig ind på fx Juventus´ hold som er en del af top 8 i Europa.

Jeg tror også de lidt yngre træner generationer i Italien ikke er knap så konservative som de lidt ældre.

Kæft, hvor er Papu Gomez også bare en vidunderlig fodboldspiller. Utroligt han ikke spiller i en større klub.

0-0 i Empoli-Lazio, jeg går lige ud i køkkenet, kommer tilbage efter to minutter - 1-1.

Okay så.