Nu vil jeg ikke lege psykologi-ekspert, men jeg må give jer ret: Der er mentalitet til forskel. Et eksempel er optakten til kampen mellem Juve og Napoli i februar.
Napoli-spillerne og -trænerne er ude at sige, at det er en helt normal kamp, og at det er en kamp som alle andre. Prøver med andre ord at underminere betydningen af den enorme kamp, det var. Hvis ikke jeg husker forkert, var Juve-spillerne klare i mælet: Vi SKAL vinde. Mener, der var en af Juve-spillerne, der sagde, at det ville blive svært at vinde mesterskabet, hvis ikke man besejrede Napoli. Juve tillod sig selv at have presset på sig. Det gjorde Napoli ikke. Og det er en kæmpe svaghed. For efter kampen finder de ud af, hvor vigtig en kamp det var. De tabte. Nu er der pludselig endnu større pres på dem. De er ikke længere nummer ét, og det bliver der talt om. Der bliver talt om, at de ikke længere er mesterskabskandidater.
Der bliver også talt om, hvor vigtig kampen var. Det finder de først ud af efterfølgende. Øv for dem. De var jo ude at sige, at det var en regulær kamp. Det fandt de bare ud af, at det ikke var. De har forsømt at konfrontere virkeligheden, som den var: Kampen mod Juve var uden sammenligning deres vigtigste kamp i denne sæson. Men de turde ikke at leve med det pres på banen. Det gjorde Juve, der bare har en indgroet vindermentalitet.
Jeg håber lidt for Serie As spænding, at Sarri har reflekteret lidt over det. For du kan aldrig gå ind til så vigtig en kamp og tale den ned. Det kommer direkte tilbage til dig, hvis du så taber den. Og det er det jo gjort. Vi kan jo se, at det har taget psykisk på Napoli. Havde de nu sagt, at det var sæsonens vigtigste kamp, og de stadig havde tabt, ville de nok stå stærkere mentalt, tror jeg. For så har de konfronteret virkeligheden og ved, at det nu er vigtigt, at de holder sig til ilden og ikke lader sig gå på af, at de tabte den ene kamp.