Snak

@ FD

Haha, ja - jeg bemærker også kun, at du ikke er 100% indfødt qva en/et-forvekslingerne, lidt med forholdsord (fx "respekt til for dansk") og når det drejer sig om mere sjældne historiske fraser.

Ligner hollandsk og dansk for øvrigt ikke meget hinanden, og derfor lettere at lære (begge veje)? Jeg bliver i hvert fald tit regnet for at være hollænder (eller tysker), når jeg taler dansk i udlandet.

Ligner hollandsk og dansk for øvrigt ikke meget hinanden, og derfor lettere at lære (begge veje)? Jeg bliver i hvert fald tit regnet for at være hollænder (eller tysker), når jeg taler dansk i udlandet.

Præcis - mit ophold på den anden side af jordkloden, der blev jeg også altid regnet for at være hollænder. Begge taler åbenbart med "en kartoffel i munden".

@ andib + Duck

Der kan sikkert findes masser af forklaringer - og/eller undskyldninger. Jeg har givet mine argumenter for, hvorfor jeg - trods alt - ikke mener, at det er godt nok efter et helt år. Og jeg har pt ikke mere at tilføje.

@Mag

Det er også helt okay og det varierer selvfølgelig fra person til person.

Jeg har en god kammerat, der har boet i Vietnam i de seneste godt 10 år (og er nu vietnamesisk gift og har 2 børn). Han taler stadigvæk ikke vietnamesisk. Det kan jeg til gengæld ikke helt forstå. Hvis jeg vidste, at jeg skulle leve i et andet land gennem længere tid, så ville jeg da som noget af de første tilegne mig landets sprog og kultur.

I Eriksens tilfælde har der blot været mange bump på vejen, som skrevet tidligere.

@ Mag

Både og. Der er nogle syntaksmæssige forskelle, samt det helt basale faktum at hollandsk med 400.000 unikke ord er noget rigere end dansk er, med 200.000 ditto. Ydermere har hollandsk nogle hårdere sproglyde, end dansk. Dansk er jo ret easygoing for ganen, hvor hollandsk kan være svært, afhængigt af hvor man befinder sig. I mit accent har man både det skarpe g, en lidt blidere g-lyd i ch, rullende r´er og hårde k, l og n lyde. Sammensætningen af konsonanter og vokaler kan også drille - eksempelvis kan sammensætningerne af hhv. a+u og o+u lyde ens for ikke-hollændere, men ikke for mig.

Jeg tror dog, at det for ikke-hollændere og ikke-danskere lyder meget ens. Det forekommer mig også altid sjovt, når danskere (og især jyder) kigger mod deres "skandinavske brødre", når man, i al fald efter min mening, har noget mere tilfælles med hollænderne og nordvest tyskerne, kulturelt såvel som sprogligt.

PS: Med fare for at tage fejl, men man kan vel sagtens have både ´respekt for´ og ´respekt til´?

Vi er desværre ikke alle som Daniel Tammet hvad angår at lære sprog (en med savant-syndrom). Jeg kan huske, for mange år siden efterhånden, at han skulle lære islandsk på en uge for derefter at blive interviewet til islandsk tv. Det gjorde han og endda flydende!

Udsendelsen med Daniel Tammet kan ses her, hvis man skulle have lyst. Det med det islandske begynder efter 38:30
https://www.youtube.com/watch?v=Kf3-el-dJAw

@ FD

Interessant. Og tænk at nogle - her hollændere - oplever, at dansk er easy-going. Har talt med flere indvandrere, der har meget svært ved at lære dansk, især pga udtalen. De har langt lettere ved at lære svensk, fordi sproget på én gang er mere syngende og samtidig med tydelig udtale af alle stavelser. Her ligner svensk faktisk italiensk.

Enig med dig i, at vi på mange områder har en hel del mere til fælles med vores sydlige naboer - i Tyskland og Holland - især kulturelt, men som sådan også sprogligt, end vi lige tror, når vi for det meste fremhæver slægtskabet med svenskere og nordmænd. Når jeg fx er i Tyskland, og taler dansk, bliver jeg spurgt om, hvilken tysk dialekt jeg taler. I Sverige - pånær Skåne - ryster de bare på hovedet og beder mig om at tale engelsk.

Mht respekt for/til..

"Respekt for" er et udtryk for anerkendelse: "Jeg har respekt for Eriksens evner".
"Respekt til" er mere en hyldest, som ofte bruges som en proklamation: "Eriksen spillede godt. Respekt til ham!".

De to udtryk er altså i tæt familie med hinanden, men der er en nuanceforskel og regler for i hvilke sammenhænge, de bruges rigtigt. I din sætning "Med al mulig respekt til dansk, så er det ikke et svært sprog at lære" hedder det "respekt for", idet det er en (velopdragen) anerkendelse og ikke en (proklameret) hyldest. At mange (inkl. indfødte danskere) så nosser rundt i udtrykkene, er en anden sag.

Og så ringede det vist ud...

Tak for lektionen, Hr. Mag!

Jeg tror nu også nok, at dansk er svært for ikke-germansk talende, hvor netop de bløde d´er og ikke-eksisterende r´er kan spille én et puds. Men de hollændere, tyskere, englændere og amerikanere jeg kender herovre, synes det var ret ligetil.

Serie a tråden er fantastisk.

Sidste sommer var det de italienske madoplevelser kontra de danske "madoplevelser" (eller manglen på samme) og nu en lektion i det danske sprog.

Tråden kan noget.

@ andib

Ja, han er ret vild, ham Daniel.

Da jeg i sin tid startede med at lære italiensk hos Berlitz, fortalte de om et crash-course, hvor man lærte et fremmedsprog på ingen tid. Man havde lektioner hele dagen i hele ugen og var også sammen med læreren uden for klasselokalet. Man levede praktisk talt sammen med læreren og talte, lyttede og tænkte det nye sprog hele tiden.

Man skulle dog straks efter endt forløb tage til det pågældende land, hvor man talte sproget for at få det plantet for evigt, ellers ville det forsvinde igen.

Dette ekstreme koncept var udviklet i samarbejde med det amerikanske militær.