Snak

Mere indhold efter annoncen
Meget tyder på, at tipstråden ikke bliver til noget i år.

Jeg har dog oprettet en liga på holdet.dk, hvilket er "lidt" mindre high maintenance.

Håber der er nogen der har lyst til at spille med.

Navn: Amore per calcio
Password: Calcio

Alternativt kan man bruge dette link: https://www.holdet.dk/da/games/serie-a-fantasy-fall-2023/670/competitions/amore_per_calcio/580428/share?password=Calcio
Deltager altid i Serie A spillet så jeg joiner ligaen.
Det kommer jeg også til at gøre, når jeg engang får lavet holdet.
Kenny Dalglish had scouted the young star at Bordeaux, and requested the chairman Jack Walker to begin discussions with the player’s club. He refused, and famously said, “Why do you want to sign Zinedine Zidane when we have Tim Sherwood?”
Fedt at vi nu er fire deltagere i puljen på holdet.dk. Men endnu federe hvis der kommer endnu flere.
Så ruller bolden ENDELIG igen i Serie A på lørdag.

Personligt anser jeg, at den kommende sæson er den mest uforudsigelige i virkelig mange år. Måske skal vi nærmest tilbage til tiden med de syv søstre.

Og faktisk kunne man påstå, at vi efterhånden kan tale om en ny æra med "syv søstre" - i denne omgang dog med et par udskiftninger.

Jeg tænkte det kunne være interessant, at dele lidt observationer omkring den kommende sæson.

Som en lille spoiler alert kan jeg afsløre, at jeg kommer til at have en del fokus på forsvarene. I anden forbindelse gennemgik jeg nogle statistikker for sammenhæng mellem scudetto-vindere og defensiv performance.

I de seneste 25 sæsoner, har den senere mester i 20 af tilfældene haft det bedste forsvar. Og det er i denne periode aldrig lykkedes et hold at blive mester, uden at være blandt de tre bedst forsvarene fold.

I de seneste 10 sæsoner, har mesteren i ni af tilfældene også haft det bedste forsvar.

Omvendt har den senere scudetto-vinder blot i 10 af de seneste 25 sæsoner haft den mest potente offensiv.

I de seneste 10 sæsoner, har den senere mester i syv af tilfældene IKKE haft den bedste offensiv.

Så der er altså noget om snakken når man siger, at forsvar vinder mesterskaber.

Umiddelbart vil jeg holde mig fra en spådom omkring specifikke slutplaceringer, men mere fokusere på de enkelte holds styrker og udfordringer. Dels fordi vinduet fortsat er åbent og meget kan ske, dels fordi jeg ser så mange ubekendte og dels fordi historikken viser, at jeg sjældent rammer plet alligevel.

Håber flere har lyst til at komme med deres besyv.

I det følgende vil jeg vurdere de "nye syv søstre" ud fra deres trup, trænerkapacitet og de tilgange der er bekræftet pr. dags dato.

Og det er selvsagt med det væsentlige forbehold, at der fortsat er mere end 14 dage til vinduet lukker. Der kan ske mange handler i den periode.

Rækkefølgen af analysen skal ikke ses som udtryk for en forventet slutplacering, men er blot valgt ud fra holdens slutplacering i sidste sæson.
-----

Napoli
Napolitanerne fik endelig deres tredje scudetto og jeg vil tro, at der stadig er lokale der fester.

Spørgsmålet er så hvor de står med deres nye træner.

Mercato (9/10)
Napolis største bedrift på markedet er, efter min mening, at man har formået, at beholde en næsten intakt trup. Kun Min-jae Kim er draget til Bayern og det er selvsagt en svækkelse. Som erstatning er hentet brasilianske Natan og tiden vil vise, om det er endnu en kanin de hiver op ad hatten i Campania.

At Osimhen fortsat er Napoli-spiller er en enorm overraskelse for mig. Navnlig når man ser de penge der er blevet brugt i navnlig ESL (ups PrL) i denne sæson.

Den kommende sæson
Personligt ser jeg ikke Napoli som en kommende mester, omend jeg forventer dem som en sikker top4-placering.

Det bygger jeg faktisk først og fremmest på den selvopfattelse der er i Napoli. Selv Spalletti var ude og kalde det et mirakel, noget der blev ekkoet af både spillere og folk omkring klubben.

Det står i skærende kontrast til fx den selvopfattelse der er (måske var) i Juventus, hvor alt andet end scudetto´en er en fiasko.

Den slags betyder enormt meget i jagten på kontinuerlig succes og tro kan, som bekendt, flytte bjerge. Men det er omvendt umuligt, at flytte et bjerg, hvis man ikke tror 100% på det.

Det var også sigende, at Spalletti tog sin afsked efter sæsonen - nærmest symbolsk ift at scudetto´en var en slags endestation.

Og Spallettis afsked er også en væsentlig årsag til, at jeg ikke ser Napoli genvinde trofæet.

Jeg er altid påpasselig med at kalde trænere for gode eller dårlige. Jeg synes også det handler om, at finde en klub hvor man passer ind. Både Spalletti og Pioli er fine eksempler på dette.

Men uanset dette, er Rudi Garcia blot begyndt på sin rejse i Napoli og skal til at implementere sine ideer. Og selvom taktikken på papiret er den samme, vil der altid være forskellige fortolkninger fra træner til træner.

Som jeg ser det, kan der også være et lille spørgsmålstegn i Osimhen. Der er næppe nogen hemmelighed, at han havde sat næsen op efter et skifte til ESL (ups PrL) eller PSG denne sommer.

Jeg anser ham dog fortsat for ligaens, med afstand, bedste 9er, og der skal nok komme masser af mål fra ham.

Med henvisning til at forsvar vinder mesterskaber, er der selvsagt et spørgsmålstegn ved, hvordan Garcia formår, at orkestrere den del. Her må man umiddelbart være lidt nervøs på Napolis vegne, hvis man ser på Garcias hold (Lyon og Marseille) over de seneste sæsoner.

Her har han i hvert fald ikke givet udtryk for at være specielt dygtig til at skabe et solidt defensivt koncept.

Heri ligger også min skepsis ift Napolis chancer for at genvinde trofæet.
-----

Lazio
Hvis man taler om et mirakel i Napoli, tror jeg også mange i og omkring Lazio vil gøre det samme ift sidste sæsons flotte og velfortjente 2. plads.

Spørgsmålet er hvordan de bærer det over i denne sæson, hvor der også står CL på programmet. Noget der tidligere har været en udfordring.

Mercato (6/10)
Personligt anser jeg Lazio som markant svækket op til denne sæson. For mig at se, har SMS været ligaens bedste spiller over de seneste fem sæsoner og jeg mener ikke, at hans betydning for Lazio kan overdrives.

Ind er selvfølgelig kommet Kamada, som jeg antager skal overtage hans plads. Og selvom jeg synes japaneren ser enormt spændende ud, så tror jeg det bliver en væsentlig udfordring for Sarri & co., at få lukket hullet efter serberen.

Han har været direkte involveret i 28-30% af Lazios ligamål over de seneste tre sæsoner og det tror jeg ikke lige man finder i Kamada fra dag ét.

Skal man tage de lidt mere positive briller på, synes jeg, isoleret set, at Kamada er en spændende tilføjelse, ligesom det ligner, at man endelig har fundet en reel backup for Immobile.

Og så bliver det selvfølgelig spændende at følge endnu en dansker i Serie A, omend jeg ikke forventer, at Isaksen sætter ligaen i brand på den korte bane.

Den kommende sæson
Rent spillemæssigt bliver det givetvis business as usual ift konceptet. Jeg ser Lazio/Sarri som et virkelig godt match, hvor han får lov at praktisere sin filosofi og også, i en vis udstrækning, får de spillere han peger på.

Lazio havde sidste sæson ligaens næstbedste forsvar og det peger i høj grad også i retning af en topplacering i denne sæson. Ikke mindst fordi man står med en, mere eller mindre, identisk besætning der skal performe i et koncept der er velkendt.

Det store spørgsmålstegn er for mig, hvordan Lazio klarer, at skulle spille med i to turneringer. Jeg kan simpelthen ikke tro, at man tager med samme lethed på CL, som man tidligere har gjort på de mindre europæiske turneringer.

Og her kan jeg godt se Lazio få en udfordring, hvilket gør at jeg tror, at Lazio kommer til at balancere ift en placering blandt de fire bedste.
-----

Inter
For mig at se en af de klubber der efterlader mig med flest spørgsmålstegn. Inter har, på papiret, en stærk trup og nogle spillere fra højeste hylde, i ligasammenhæng, der kan afgøre kampene. Men det er som om, der mangler noget ift tiden før Inzaghi.

Mercato (5/10)
Jeg synes egentlig Inters mercato bedst kan beskrives som "rodet".

De lagde rigtig godt fra land med en signing af Thuram, som erstatning for Dzeko. Man kan diskutere om man strakte sig lidt for langt ift lønnen, men det er en anden snak.

Frattesi er helt klart også en klasse-signing og et midtbane med ham og Barella på de to 8ere, er, isoleret set og efter min ydmyge mening, den bedste i ligaen (mere om det længere nede).

Dertil et par klassiske snusfornuftige Marotta-signings i form af Cuadrado og, efter alt at dømme, Arnautovic.

Når jeg så samtidig er lidt hård i min karaktergivning skyldes det, at jeg ikke mener Marotta & co. har formået, at addressere Inters væsentligste udfordring ift defensiven.

Herunder anser jeg ikke, at man har formået at erstatte Skriniar og Brozovic kvalitativt (også mere om det).

Derudover har situationen omkring Lukaku, Samardzic og en ny keeper givet indtryk af en sportslig ledelse der er på hælene.

Alt i alt ser jeg Inter være svækket i dette vindue - men der er som sagt tid endnu.

Den kommende sæson
Som skrevet ovenfor, anser jeg Inters trup som en af de absolut bedste i ligaen.

Men jeg synes også der mangler noget - og her peger pilen i væsentlig grad i mod Inzaghi.

Vil Inter have den anden stjerne på trøjen, skal der antageligt ske noget med den defensive organisation. I sidste sæson havde Inter blot den sjette bedste defensiv i ligaen.
Og hvad værre er, så ser jeg ingen tegn på en bedre performance i denne sæson.

Nogle har måske fulgt med i Skriniar vs. Darmian debatten i Inter-tråden.

Den diskussion vil jeg ingenlunde tage op igen, men snarere pege på et taktisk aspekt.

At bruge en klassisk back på den brede stopper-position er ikke et nyt fænomen. Det har Pep eksempelvis gjort i mange år. Men det kræver omvendt, at man skaber balancen på anden vis. Pep gør det fx ved ofte, at bruge to defensivt orienterede 6ere.

I Inter har man så yderligere sagt farvel til Brozovic, som jeg anser som en bedre defensiv midtbanespiller end Hakan.

Det kan, fra min stol, godt ligne, endnu en sæson hvor Inter for svært ved at lukke af i egen ende.
Og dermed har jeg også svært ved at se Inter hente den anden stjerne i denne ombæring.

Omvendt mener jeg ikke man bør være så bekymret for offensiven. Det kan godt være, at der kommer til at mangle et par mål ift de seneste sæsoner. Men det er, statistisk set, ikke afgørende for en topplacering.

Dermed kan jeg faktisk heller ikke forstå, at Marotta & co. har været så ivrige efter at binde meget store summer op på at signe Lukaku. Det er, som jeg ser det, et malplaceret fokus.

Med afgangen af både Skriniar og Brozovic, har jeg også svært ved at få øje på den oplagte leder i Inter.
-----

Milan
Det har, mildest talt, været en turbulent sommer i den rød/sorte del af Milano.

Mest markant selvfølgelig med Maldinis og Massaras fyringer. Folk der læser med i Milan-tråden kender dog nok mit personlige perspektiv på den del.

Mercato (8/10)
Jeg synes Milan, i væsentlig udstrækning, har kørt et virkelig godt mercato. Og min personlige forventning er, at de nye signings vil være i markant bedre tråd med trænerens ønsker, sammenlignet med sidste sæson. Her leverede Maldini & co., set i bakspejlet, et mercato til dumpekarakter.

Eksekveringen af dette vindue er, efter min mening, til absolut topkarakter. Ikke mindst i lyset af den curve ball der hed Tonali.

Det er mit indtryk, at man ret tidligt identificerede ønskespillere og rykkede på dem.

I flg. Pioli har man nu en komplet midtbane og de offensive mangler der har været, er også adresseret.

Når jeg så samtidig ikke giver en absolut topkarakter skyldes det, at jeg fortsat mener, at der er et par defensive huller i truppen (mere om det).

Den kommende sæson
Som i tilfældet med Inter, skal Milan i den grad forbedre den defensive performance, hvis man vil gøre sig håb om en topplacering.

Her synes jeg også pilen peger i retning af træneren, der til tider, ret taktisk, lignede et dådyr fanget i en lastbils lyskegler, i sidste sæson.

Omvendt har Pioli dog i denne sæson ændret det taktiske oplæg, så man spiller med en 6er og to 8ere på midten. Og skal man, som Milan-fan, tage noget positivt med fra det, er det netop det koncept, der sikrede mesterskabet i sidste tredjedel af 21/22-sæsonen, samt viste sig enormt effektivt i sidste sæson. I de 10 kampe, hvor man spillede med netop det koncept, blev der kun lukket tre mål ind. Og det var fx også sådan man lukkede en af Europas bedste offensiver (Napolis, skulle man være i tvivl) ned over tre kampe.

Men der er mange nye spillere der skal indsluses på holdet og det er, traditionelt set, ikke typisk noget Pioli gør over natten.

Noget jeg tror kommer til at være til Milans fordel i den kommende sæson (og dem efter) er en mere harmonisk ledelse. Med sommerens fyring af Maldini og Massara blev det tydeligt, at der havde været væsentlige "filosofiske" uenigheder i ledelsen. Den slags er gift for enhver organisation og det havde, som tidligere skrevet, også sin markante indflydelse på trupsammensætningen.

Som i tilfældet med bysbørnene fra Inter, ser jeg også en ubekendt ift lederskabet på Milans hold.

Denne ubekendte kan identificeres som svensker, 195 cm høj og med hestehale. Det har ikke været meget Zlatan har kunne bidrage med inde på banen den seneste sæson - og før det endda.
Men hans indflydelse i omklædningsrummet og på træningsbanen, mener jeg simpelthen ikke kan overvurderes. Den vindermentalitet han kommer med, og de krav han stiller til sine medspillere, hæver niveauet over hele linjen.

Spørgsmålet er hvad det gør ved truppen, når han pludselig ikke er der.

Milan er, for mit vedkommende, et åbent spørgsmål denne sæson. Det kan blive alt fra scudetto til en 6. plads.

Det kommer til at stå og falde med Piolis evne til at implementere et defensivt koncept der virker.
-----

Atalanta
Atalanta er for mig, som altid, en totalt ubekendt når sæsonen starter op. Jeg har simpelthen ingen anelse om hvordan det kommer til at gå dem.

Holdet er 1:1 identificeret ved Gasperini og herunder hans evne til at orkestrere et hold omkring hans filosofi.

Mercato (6/10)
Den helt store historie i Bergamo denne sommer, har selvsagt været rekordsalget af Højlund.

Personligt er jeg dog lidt loren ved den måde man har brugt pengene.

At hente Scamacca til €30m, der har haft en meget svær sæson i West Ham og ikke mindst kommer med en alvorlig knæskade, synes jeg er meget "uatalantask".
Det samme beløb er næsten betalt for Toure der kommer til fra Almeria og de bliver dermed hhv. det dyreste og næstedyrest indkøb i klubbens historie.

Og deres record med spillere i +€20m-klassen er ikke just opløftende. Spillere som Ederson, Boga, Musso og Demirel (efter hans retur) har bestemt ikke været udprægede gevinster.

Omvendt tror jeg De Ketelaere kan blive virkelig interessant.

Den kommende sæson
Personligt ser jeg ikke Atalanta snuppe en CL-plads i denne sæson. Det hænger jeg, kort og godt, op på deres svingende defensive præstationer.

Atalanta kan slå alle hold i ligaen på deres gode dage, men de kan også tabe til alle på de dårlige.

Som skrevet ovenfor, er jeg også lidt skeptisk overfor deres strategi med relativt dyre indkøb denne sommer.

Atalanta har altid været defineret ved at være en enhed. Ingen var stjernen på holdet - måske på nær Gasperini. Dette var også årsagen til, at Papu kom i unåde og senere blev solgt.

Når man så pludselig henter meget markante transfersummer for sine stjernespillere, er det selvsagt let, at falde i en "køb-dyrere-spillere-for-pengene" fælde.

Personligt er jeg dog bare ikke sikker på, at det er vejen til succes for La Dea. Og derfor anser jeg også, at Atalanta er endt et sted hvor de egentlig hverken er fugl eller fisk.

De er dog altid underholdende og deres topniveau er velsagtens på niveau med de bedste i ligaen.

Jeg ser dem lande lige udenfor top4.

Det bliver i øvrigt interessant at se, hvem der skal stå for Atalanta i denne sæson. Musso blev jo reelt slået af i sidste sæson og denne sæson er Carnesecchi kommet retur fra lån. Som jeg kan se det, er det dog Musso der har stået i pre-season.
-----

Roma
Roma har jeg, igen, ikke den store fidus til. Fundamentet er, for mig at se, for skrøbeligt og så står der en træner på sidelinjen (når han da ikke har karantæne), som jeg ikke kan se gør holdet bedre.

Mercato (6/10)
Jeg synes egentlig Pinto har fået nogle solide handler i hus. N´Dicka på en Bosman som erstatning for Ibanez og Aouar ligeledes.

I parentes bemærket, ser jeg dog ikke et kæmpe lys i sidstnævnte. I en alder af 25 år, har han ikke rigtig formået at indfri det talent, som mange talte om for fire-fem sæsoner siden.

Omvendt mangler Roma i den grad fortsat, at finde en erstatning for Abraham, der meldes ude indtil januar - og næppe er oppe i gear for 24/25-sæsonen.

Den kommende sæson
Som skrevet ovenfor, synes jeg fundamentet for Roma-succes er for snævert.

Man er ALT for afhængige af enkelte spillere. Af de blot 50 mål Roma scorede sidste sæson, stod Dybala (12) og Abraham (8) dermed for 40% af alle Romas total.
Tager man assists med, var Dybala involveret i 38% af Romas mål, mens Abraham var det i 24%.

Med Abraham ude/ude af form det meste af sæsonen og Dybalas skadeshistorik in mente, kan det hurtigt se svært ud for romerne.

Omvendt fortæller historien også, at man i Dybala har en absolut topspiller, hvilket selvsagt er en mere positiv vinkling.

Og så er der Mourinho, som jeg personligt ikke rigtig ser bringe noget godt til et fodboldhold mere.

I hans tid i Porto og i særdeleshed i Chelsea og Inter, formåede han at skabe en aura omkring holdet, der kunne løfte dem til et niveau højere end meritterne måske egentlig var til på papiret.

Nu ser jeg det mere som udpræget offermentalitet og jeg oplever personligt ikke, at det hæver niveauet hos den enkelte spiller.

Derudover mener jeg også, at han er gået i stå/er for stædig ift sin fodboldfilosofiske udvikling.

Og så står Roma i det efterhånden meget velkendte problem, at man simpelthen er for dårlig mod topholdende. I sidste sæson blev det til fem point mod de senere top4-hold, omend det selvfølgelig er en forbedring ift de to point fra sæsonen før.

Skal Roma ind i CL-varmen, er dette helt klart noget der skal forbedres væsentligt.

Sammenlagt har jeg svært ved at se Roma slutte blandt de fire øverste, men meget kan selvsagt ske i løbet af sæsonen.
-----

Juventus
At sige at Den Gamle Dame har haft et begivenhedsrigt år, er vist umiddelbart århundredets underdrivelse.

Spørgsmålet er så, hvor Juventus står ved indgangen til denne sæson.

Mercato (4/10)
Der er jo egentlig ikke sket det helt store i Juventus udover på afgangssiden. Dog har der været en bunden opgave i at komme af med noget dødvægt (først og fremmest i form af Pogba), der kunne skabe noget dynamik.

Dertil kommer situationen omkring Vlahovic, hvor det udefra synes, at begge parter ønsker en skilsmisse.

Derved synes Juventus´ mercato at være gået helt i hårknude, omend der, som tidligere skrevet, er masser af tid endnu.

Den kommende sæson
En væsentlig iagttagelse omkring Juventus chancer i kommende sæson er selvfølgelig, at de, uden pointstraf, var endt på en 3./4.-plads. Herunder havde de ligaens 3. bedste forsvar.

Og så går de en sæson i møde, hvor de kan fokusere udelukkende på ligaen. Det skal man selvsagt ikke underkende.

Jeg har dog virkelig svært ved at komme med en velargumenteret forudsigelse af, hvor de ender i denne sæson.

Mit barometer svinger fra den ene dag at se dem som favoritter, til den næste dag, at tænke de havner udenfor CL-pladserne.

Ser man nedover holdet, er der masser af kvalitet. Bremer, Locatelli, Chiesa og Vlahovic er alle spillere, de fleste nok vil betegne som absolutte profiler.

Truppen er også krydret med nogle spændende talenter - først og fremmest Miretti og Fagioli.

Men Allegri synes bare ikke rigtig, at få det optimale ud af dem - eller at have en overordnet plan i det hele taget, for den sags skyld.

Hvis Allegri kan skabe en kompakt enhed, der bare hiver 1-0 sejrene hjem uge efter uge, ser jeg bestemt Juventus havne i toppen, men det der "hvis" er et relativt stort ét af slagsen.
-----

Jeg vil som sagt ikke spå om slutplaceringen i ligaen, men fik jeg en pistol for panden og skulle udnævne de fire hold der tager CL-kval hedder det; Napoli, Milan, Inter, Juventus (i vilkårlig rækkefølge).
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Tak for den volumniøse gennemgang, Rosso. Mange interessante perspektiver. For nu vil jeg dog begrænse mig til at øve ordet “uatalantask” som pt slår knuder på mine tunge.
"Old Lull Bee"
Hehe, ja fandt det også et dejligt ord.
Milans mercato kan efter min mening deles op i to.

Offensivt er det 9/10. Bredden er virkelig solid, men der mangler måske en rigtig goalgetter som 9´er, hvis det skulle have været 10/10.

Defensivt er det nærmere 5/10. Positivt er det, at der er kontinuitet i defensiven, og de fleste spillere er blevet. Omvendt er jeg ikke længere tryg ved Simon Kjær - heller ikke som backup.
Tomori og Calabria har ikke holdt det niveau, der gjorde dem gode i mesterskabssæsonen. Når Krunic samtidig ser ud til at være førstevalg på 6´eren de første seks måneder - ja, så kan Milan allerede være hægtet af mesterskabskampen til nytår. En trekant med Krunic-Tomori-Thiaw skriger af middelmådighed og er dårligere end konkurrenternes ditto.

1. Inter
2. Napoli
3. Juventus
4. Milan
5. Atalanta
6. Roma
7. Lazio

Det kan også være, at det går helt anderledes, men Inter har erstattet deres trup med 1 til 1 spillere, og det vil gavne dem. Kan Napoli bevare sulten, kan de også vinde igen. Der er for mange spørgsmålstegn i Juventus og Milan til, at jeg tror, de vinder. Rom-klubberne var stærke i sidste sæson, men der hviler et stort pres på Dybala og Immobile. Atalanta kan blive en dark horse til top4, hvis de beholder Koopmeiners og henter Singo til højre wing.
Inter har erstattet deres trup med 1 til 1 spillere, og det vil gavne dem.


Det er vidst en sandhed med modifikationer. Medmindre du mener rent numerisk. Vi står svagere i alle andre kæder end på midten pt.

Jeg siger ikke, at vi ikke kan være med helt fremme. Men truppen er under niveau sammenlignet med sidste sæsons. Det kan naturligvis ændres, så jeg ser lige det sidste af august an.
Det er vidst en sandhed med modifikationer. Medmindre du mener rent numerisk. Vi står svagere i alle andre kæder end på midten pt.

Jeg siger ikke, at vi ikke kan være med helt fremme. Men truppen er under niveau sammenlignet med sidste sæsons. Det kan naturligvis ændres, så jeg ser lige det sidste af august an.


Thuram for Dzeko vil jeg kalde 1 til 1.

Arnautovic for Lukaku er måske ikke 1 til 1, selv om Lukaku havde sine op- og nedture.

Hakan har vist sig meget solid som spilstyrende 6´er, så et bytte med Frattesi og en utilfreds Brozovic er ikke nødvendigvis en skidt ting.

Skriniar er en bedre forsvarsspiller end Darmian, hvis vi taler dem op mod hinanden, men Inter viste flere gange mod slutningen af sæsonen, at Darmian-Acerbi-Bastoni er meget solidt. Både Milan og City blev lukket helt ned.

Sommer er en erfaren målmand, som vil være en god sidste skanse. Det bliver svært at opveje Onanas niveau, men vi må se, om han kan matche ham.
Annonce