Jeg synes, det er meget svært at spå om den kommende Serie A-sæson, for der er virkelig mange ubekendte. Hvor står Napoli med en ny træner? Hvor gør Milan-klubberne, og hvad kan Juventus, når de må sælge ud, men til gengæld ingen europæisk fodbold.
Jeg har ikke nok indsigt i de andre klubber til at give en vurdering af dem, så jeg vil koncentrere mig om Lazio.
Rossoneri har ret i, at sidste sæson var lidt af et mirakel, hvor mange ting gik over forventning. Begge målmænd blev skiftet ud, og Provedel, som var udset til at være reserve, endte med at være ligaens bedste målmand. Forsvaret blev komplet omstruktureret, men også her klappede alt med Romagnoli som styrmand og Casale som fik lidt af et gennembrud.
Oppe foran kæmpede Immobile med en del småskader, men så trådte Felipe Anderson i karakter og spillede vel nok sit livs bedste sæson.
I forhold til tidligere tiders tumult har optakten til denne sæson været forholdsvis harmonisk. Igli Tare er væk, og i stedet har Claudio Lotito foruden præsident også fungeret som sportsdirektør, talsmand, chefscout, strateg og filosof. Samt en politisk karriere ved siden af.
Der har været den sædvanlige ballade med Luis Alberto og hans agenter, men han har været i startopstillingen til de seneste to træningskampe. Sarri og Lotito måtte også klinke skårene, da Sarri (nok berettiget) mente at Lotito handlede for langsomt og gik efter de gode tilbud frem for at købe spillere, som holdet har brug for. Men alt i alt stille og roligt.
Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan Lazio vil fungere uden SMS, der har været holdets altoverskyggende omdrejningspunkt. Han kan ikke erstattes, så måske skal der i stedet overvejes at spille lidt anderledes end tidligere. Selvfølgelig stadig inden for rammerne af Sarris taktik.
Men foruden afgangen af SMS er holdet faktisk intakt og trods en sløv start på transfermarkedet er der købt fornuftigt ind. I forsvaret kommer Pellegrini ind fra Juventus, og ham kender man, da han også var på lån i seneste sæson. Ellers ser det solidt ud med Romagnoli og Casale som sikre startere. Som reserve har man Patric, og det kunne også se ud til, at Juventus-svinet Leonardo Bonucci kommer til. Jeg bryder mig ikke om ham, men erfaringen kan ingen tage fra ham.
På midten lykkedes det aldrig helt at erstatte Lucas Leiva i sidste sæson, men på mærkværdig vis gik det godt alligevel. Cataldi og Vecino spillede over forventning, og nu kommer Rovella til fra Juventus og giver ekstra muligheder. Jeg kender ikke ret meget til Kamada, men der er ingen tvivl om, at det er ham, der skal træde i stedet for SMS. Så det er store sko, der skal fyldes.
På kanterne er Felipe Anderson og Zaccagni klare førstevalg, og sidstnævnte har udviklet sig til en klar profil med vigtige mål. Ligesom Felipe Anderson i øvrigt også. Yderligere muligheder er der i Pedro, der er blevet 74 år, men som har vundet alt i karrieren, og som er en snu spiller. Og så det danske islæt Gustav Isaksen, der nok ikke er udset til at være starter, men han har fart i stængerne, hvilket bestemt ikke er uvæsentligt.
Oppe foran er der omsider fundet en vice-Immobile, og med 13 kasser i La Liga i sidste sæson ser Taty spændende ud.
Hvordan Lazio klarer sig uden SMS og med CL på programmet er meget svært at vurdere. Tidligere har det ikke været en succes for klubben at konkurrere i flere turneringer, men jeg tager den optimistiske hat på og spår en top 4-placering.
En fisselatte, tak.