Snak

Hård skæbne for Frosinone, der holdt sig over stregen indtil det 94. minut da Empoli kom foran mod Roma. Dermed varede klubbens også tredje besøg i Serie A blot en enkelt sæson.

Jeg havde egentlig håbet på at Frosinone ville klare sig, da de har et ret fint og nyt stadium. Til modsat fra Empoli som er noget gammelt skrammel.

Roma var piv ringe og gad ik.

Helt enig omkring Stadio Benito Stirpe. Det er et fint og relativt nyt stadion uden løbebane m.m.

Fint at få Juventus´ feederklub nummer 20 ned i første hug.

Davide Nicola er tæt på en gud.

Nicola er en kæmpe helt! Det er, hvad? Den fjerde great escape på otte sæsoner?

Øv Udinese ikke røg ned.

Spændende med Fiorentina i morgendagens finale. Håber på italiensk sejr, der gavner både italiensk og dansk fodbold. Forza Viola!

Så, for all intents and purposes, er sæson 23/24 overstået. Ja ja, der mangler én enkel kamp, hvor vi skal finde ud af, om Fiorentina kommer en smule tættere på syvende pladsen eller om Atalanta får endnu en top tre placering til samlingen. Men ikke desto mindre her mit meget lidt objektive og endnu mindre brugbare bud på en Best 11 af sæson 23/24. Kom endelig med jeres også!

Trænerbænken: der har været et par decideret fantastiske præstationer her i sæsonen. Man kan fremhæve Torino´s Juric, der endnu en gang går lidt under radaren, men som mælker sin trup for alt hvad den har. Eller Gilardino, der førte nyoprykkede Genoa til en solid 11. plads og som aldrig var i nedrykningsfare. Ovennævnte Nicola fortjener også at blive nævnt, mens Gasperini leverer endnu et mesterstykke i Atalanta. Man kan vel også kort nævne både De Rossi og Tudor, der overtager i de to Rom klubber og får stabiliseret begge skib.

Men i sidste ende er der vel kun to reelle kandidater: Simone Inzaghi og Thiago Motta. Og den er s’gu svær… For skal man vælge den træner, der spillede noget af det mest besnærende, flydende og angrebslystne fodbold, længe set i Serie A, og som bliver overbevisende mestre – dog med en trup, der også var favoritter til netop det? Eller tager man en træner, som har fået det absolut maksimale ud af Bologna, kvalificeret dem til Champions League og spiller ligeledes flot fodbold? Jeg lægger kort mine sortblå briller (de kommer på igen om lidt) og sætter Motta i spidsen for årets hold.

Motta spiller i en 4-3-3, så det gør vi også:

På målmandsposten går jeg med Yann Sommer. Færrest mål lukket ind, flest cleansheets, god med fødderne og med hænderne og en værdig arvtager for Handanovic og Onana. Jo, han havde et fantastisk forsvar foran ham – men der var flere kampe, hvor han redder Inters bagdel.

På højreback snupper jeg Bologna’s Stefan Posch, der måske går lidt under radaren, men som leverer en solid præstation kamp efter kamp og som helt sikkert var én af støttepillerne på Bologna’s forrygende sæson.

I midterforsvaret går jeg med en italobrasiliansk kombi, bestående af Alessandro Bastoni og Bremer. Begge har haft forrygende sæsoner – førstnævnte måske en my bedre end brasilianeren, men Bremer har alligevel været én af de mere stabile spillere på et meget svingende Juventus hold.

På venstreback er der næsten dødt løb mellem to af de bedste backs i europæisk fodbold; Theo Hernandez og Federico Dimarco. Begge er reelt set meget ens; offensivt dygtige, hurtige, et godt indlæg og spark og defensivt meget solide. Jeg går med Dimarco, da Hernandez måske lige mangler den sidste disciplin – men det er helt klart denne plads, der er mest rift om.

På de tre centrale midtbanepladser går jeg med Adrien Rabiot, Hakan Calhanoglu og Nicolo Barella. Rabiot har ligeledes været én af få lyspunkter på et noget idéforladt Juventus hold, mens Barella endnu en gang har disket op med en sæson fyldt med en masse fight (og brok og lidt film), gode indgreb, dejlige bolde og et par vigtige mål. Hakan Calhanoglu skinner dog som den bedste midtbanespiller i år. Tyrkeren har virkelig taget Brozovic rollen til sig og var i en overgang rækkens – og måske Europa’s – bedste på sin plads. Især hjemmebanekampen mod Juventus, hvor han leverer noget så sjældent som den perfekte præstation, vil stå længe i min hukommelse.

Oppe foran vælger jeg til sidste Dusan Vlahovic, Lautaro Martinez og Christian Pulisic. Martinez goes without saying – selvfølgelig kommer capocannoniere vinderen med. “Den serbiske Amauri” har ligeledes haft en okay sæson – der har ikke været meget at arbejde med, og der har været kampe, hvor man var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet var med, men 16 mål på et noget svingende Juventus hold er godkendt. Slutteligt kommer Milans amerikaner med, på baggrund af flere gode præstationer, hvor i længere tid var noget mere oplagt, søgende og skabende end sine holdkammerater i offensiven.

Slutteligt skal vi også have de obligatoriske 12 reservespillere. Uden videre forklaring:
Michele Di Gregorio, Wojciech Szczesny, Matteo Darmian, Alessandro Buongiorno, Riccardo Calafiori, Theo Hernandez, Teun Koopmeiners, Lewis Ferguson, Henrikh Mkhitaryan, Albert Gudmundsson, Marcus Thuram, Olivier Giroud

Mærkeligt, at man ikke spiller alle kampe samtidig i sidste runde i Italien.