Snak

Hvis - og jeg understreger hvis, for jeg håber det sørme ikke - Serie A skulle blive suspenderet, siger regelsættet, at det er den sidste komplette stilling, der er gældende. Altså den sidste stilling, hvor alle hold havde spillet lige mange kampe.

Så den aktuelle stilling ville ikke være gældende.

Vi skal tilbage til stillingen efter den 24. runde, hvor Juve var først med 57 points, derefter Lazio med 56 og Inter med 54. På den sidste CL-plads var Atalanta med 45 points. Roma og Verona ville komme i EL. Nedrykkerne ville være Genoa, Brescia og Spal.

I weekenden spilles 6 af de i alt 10 aflyste kampe. Den 18. marts spilles yderligere 3. Herefter henstår den sidste kamp Inter-Sampdoria, som endnu ikke er programsat. Og så længe den ikke er spillet, er det altså 24. rundes stilling, der er gældende i tilfælde af suspendering.

@ I4L

Hehe, jeg skal jo ikke udelukke, jeg ikke tænkte at det at skrive "14-15" i stedet for "1914-15" kunne skabe lidt forvirring.

Du har ret i, at det ikke hed Serie A dengang, men det var den nationale turnering. Genoa blev i øvrigt kåret mestre, efter krigens afslutning. Der manglede blot to kampe i finalepuljen; Genoa - Torino og Milan - Inter, og der var faktisk alt at spille om.

Genoa førte godt nok puljen med syv point, men havde Torino og Inter lige i halene, med fem point hver. I og med man gik efter målscore med pointlighed og ikke indbyrdes resultater, kunne både Torino og Inter stadigvæk blive mestre; Torino med en sejr (de rundbarberede Genoa med 6-1 i den omvendte kamp) og Inter med en tilpas stor sejr og en sejr til Torino*.

Torino kunne nok med rette føle, en god chance blev taget fra dem.

*i et tænkt scenarium, kunne Inter være blevet mestre, hvis Torino havde vundet og Inter havde scoret fem mål overskydende mål mod Milan, plus ét mål mere, end hvad Torino´s sejr over Genoa var blevet. Besværligt...

Klasse, FD. Tak! Selv som historiker synes jeg du udviser en enorm viden her;)

FD, hvis du engang får tid og lyst vil jeg gerne plædere for en tråd med historisk italiensk fodbold. Der ligger så meget guld gemt i det land, og du har tilsyneladende ektremt godt styr på det.
I samme ombæring vil jeg gerne anbefale bogen ´Winning at all costs´ af John Foot.

Klasse, FD. Tak! Selv som historiker synes jeg du udviser en enorm viden her;)

Historien er dog ikke helt komplet. Vinderen af den nordlige division skulle have mødt vinderen af den sydlige division i en national finale. Vinderen i syd var Lazio. Men grundet en vis krig kom man altså aldrig så langt. Genoa fik tildelt titlen, fordi man mente, at det var et bedre hold end Lazio (!). Dengang var favoriseringen af de nordlige klubber meget udtalt. I 2016 anlagde 30.000 Lazio-tilhængere da også en samlet retsklage, hvor de ville have omstødt beslutningen, så både Genoa og Lazio blev erklæret mestre. Dog uden held... indtil videre.

Tak for de pæne ord, d´herrer. Det er nu ikke noget, som ikke findes på internettet - men hey, som historiker skal man vel også kunne formidle det videre!

Angående en tråd om italiensk (fodbold)historie, så kunne det da være virkelig fedt! Men med 37 timers arbejde, en næsten to-årig med mere energi, end jeg nogensinde kommer til og et ægteskab som også skal have lidt opmærksomhed når det er ladssiggørligt, tænker jeg, jeg ikke er den rette at være primus motor for det.

Jeg synes dog, at især Mag er god til at komme med små bider af italiensk historie og kultur her i tråden, så lad os endelig blive ved med det.

Det er faktisk ikke helt rigtigt, Mag!

Turneringen i 14/15 var bygget således op, at Italien var delt op i to dele; Nord- og Central/Syditalien.

Nord var delt op i seks puljer (A-F), hvor holdene var nogenlunde fordelt efter geografisk bestemmelse (af én eller anden årsag var Chiasso fra Schweiz også med). De to bedste hold fra hver pulje, samt de to bedste treere, blev så fordelt over fire nye puljer, med fire hold hver. Vinderne af disse puljer, skulle så spille mod hinanden - og i den pulje lå Genoa så på en førsteplads, da turneringen blev suspenderet.

Syd var delt op i tre regioni, hvoraf to (Toscana og Lazio) spillede i et almindeligt gruppespil, mens den tredje (Campania) blev afviklet over én kamp, mellem Internazionale Napoli og Naples Foot-Ball Club.

Lazio blev toer i deres pulje, bag Roman (som i 1927 fusionerede med Alba-Audace og Pro Roma, for at danne AS Roma). I kvalifikationspuljen (hvor nummer ét og to fra hhv. Lazio og Toscana spillede to indbyrdes kampe mod hinanden), vandt Lazio dog i stor stil, med kun ét nederlag mod Pisa (sidst hold i puljen var Lucca, nu Lucchese). Lazio skulle altså op imod vinderen af Campania-kampen.

I det første opgør vandt Internazionale Napoli 5-2 over Napoli, men resultatet blev annulleret på grund af... uregelmæssigheder. Da kampen blev spillet om, blev resultatet 4-4, hvorfor der skulle afvikles endnu en kamp - og denne blev aldrig spillet, da krigen brød ud. Lazio manglede altså én kamp, for at kunne spille en potentiel national finale mod Genoa.

Nu var der gode muligheder for, at netop Lazio ville ende i finalen - det gjorde de nemlig også i 12/13, hvor syditalienske hold for første gang måtte være med, og i 13/14.

Meeeeen...

At mene Genoa var et bedre hold end Lazio, var nu ikke ramt helt ved siden af.

For godt nok vandt Lazio de to første syditalienske puljer, men de fik så også lasterlige stryg af de norditalienske repræsentanter i de nationale finale, man deltog i. I 1913 tabte man "kun" 6-0 mod ét af datidens vel nok bedste italienske hold, Pro Vercelli, mens man i 1914 trods alt formåede at score i et 9-1 nederlag mod Casale.

Lazio havde formentlig fået det mere end svært mod et efter sigende godt Genoa hold.

Kort og godt; selvom Genoa manglede en kamp, for at være helt sikre på at kunne deltage i den nationale finale, så gjorde Lazio altså også det. Egentlig burde mesterskabet ikke have været uddelt det år...

Vi skal faktisk helt frem til 1942, for at finde den første ikke-norditalienske mester; AS Roma.

At mene Genoa var et bedre hold end Lazio, var nu ikke ramt helt ved siden af.

Det siger jeg heller ikke. Genoa havde formentligt vundet en eventuel finale. Men bolden er jo rund osv. Så at man ikke retteligt delte mesterskabet mellem Genoa og Lazio understreger datidens favorisering af nord, uanfægtet de stærke nordlige klubbers datidige totale dominans.

Det er faktisk ikke helt rigtigt, Mag!

Jeg tror, at du henyder til et hick-up i fortællingen. Der var nemlig et uafklaret spørgsmål i den sydlige division, hvor Lazio og Internazionale Napoli/Naples aldrig mødtes. Jeg har dog indtil videre ikke kunnet finde yderligere info. Har du?

Har du?

Jeg har forsøgt i hvert fald. Det er lidt en skæg historie mellem Internazionale Napoli og Naples Foot-Ball Club.

Naples Foot-Ball & Cricket Club blev dannet i 1905 af engelske søfolk og lokale napolitanere og blev egentlig med det samme en dominerende faktor i il mezzogiorno. I 1912 lavede Naples FBC så det, AC Milan gjorde fire år forinden; man gjorde livet for besværligt for klubbens ikke-italienske medlemmer, hvilket så førte til at de dannede Internazionale Napoli. Det skabte selvfølgelig straks en (u)sund rivalisering i byen. Internazionale vandt i al fald én gang retten til at møde Lazio i det syditalienske mesterskab, mens man altså også lå lunt i svinget til at gøre kunsten efter i 1915.

Klubben overlevede da også krigen og var også del af Prima Categoria (i.e. Serie A in the olden days) i 1919/20, hvor de nemt vandt Campania puljen, men ingen point fik i den efterfølgende runde.

I 1922 fusionerer de to klubber af økonomiske årsager og hedder i en kort overgang knap så mundret FBC Internaples, inden man i 1926 omsider skifter navn til det noget flottere SSC Napoli.

Jeg fandt noget.

Der er nemlig igen her i februar 2020 indgivet en ny retsklage på sagen. Her anføres netop, at der ikke fandtes en vinder i Campionato dell’Italia Meridionale (Campania, Calabria, Basilicata og Puglia), da der manglede en kamp: Internazionale Napoli vs Naples, mens der blev fundet en vinder i Campionato dell’Italia Centrale (Marche, Toscana, Umbria, Lazio og Abruzzo), altså Lazio.

Med udgangspunkt i det daværende reglement, mener anklagere, at Lazio retteligt blev udråbt som vinder af Campionato dell’Italia Centro-Meridionale, trods den udestående slutkamp mellem de to campionati. En vinder der efterfølgende skulle møde vinderen af Campionato dell’Italia Nord. Denne blev så Genoa, da man sluttede den nordlige turnering før tid, og uden at mangle at afvikle en inter-regional slutkamp.

Anklagerne anfægter altså ikke Genoa´s deltagelse i en finale. Men de påpeger, at finalen mellem Genoa og Lazio aldrig blev spillet. Og at begge klubber derfor burde deles om titlen Campione d’Italia.