Jeg stikker selvfølgelig hånden i en hvepserede her. Der er mange følelser involveret i dette og det er uden tvivl ganske forfærdeligt det vi ser udspille sig i Italien, Spanien og efterhånden Frankrig.
Jeg synes dog der er nogle relevante spørgsmål og betragtninger der trænger sig på.
For det første er Italien (som med rette fremhæves som den største katastrofe), et "specielt" land når det kommer til epidemier som denne, influenza osv.
For det første er Italiens befolkning en af de ældste i verden. Dernæst er kulturen omkring hvordan man bor, meget væsentlig.
Forskere på bl.a. WHO og fra Israel, Japan og Singapore, har udtalt, at det vigtigste ikke er antallet af smittede, men at man isolerer de ældre, svage og udsatte.
Det faktum, at det er meget naturligt at bo flere generationer under samme tag i Italien, har desværre gjort dem ekstra udsatte.
Pointen her er, at man ikke nødvendigvis kan overføre scenariet til danske forhold og derfor skal spørgsmålet om nedlukning ses i et nationalt/regionalt perspektiv.
Dernæst vil jeg gerne anholde argumentet at prisen for et menneskeliv aldrig kan blive for høj. Jeg skal på ingen måde bestemme eller dømme hvad folk tænker, jeg mener dog der mangler en konsekvensregning.
De penge det danske samfund har mistet som konsekvens af nedlukningen vil koste menneskeliv. Og det vil koste livskvalitet.
I Danmark dør folk hver dag som konsekvens af mangel på penge i staten. Masser af patienter tilbydes ikke den optimale behandling, den bedste og nyeste medicin osv.
Med kræft ved man, at den bedste "medicin" er hurtig udredning. Tænk sig hvor mange kræftscreeninger man kunne foretage for "bare" 10 mia. om året. Det er en brøkdel af hvad denne krise koster os.
For samme penge kunne vi købe den bedste og nyeste medicin og teknologi til at behandle og forebygge tilbagefald indenfor en lang række sygdomme.
Hørte fx (pre corona) et interview med en kvinde der var midlertidigt kureret for brystkræft. Der findes en behandling der, teoretisk, nedbringer risikoen for tilbagefald med op mod 70%. Prisen var 225.000, men medicinrådet vurderede at behandlingen ikke skulle tilbydes, fordi prisen var for høj.
For at sætte det i perspektiv, får hver tredje dansker kræft og næsten 300.000 får diagnosen hvert år.
Tager man de lidt mere "bløde" værdier, mener jeg også det er meget væsentligt at vurdere hvad prisen er. For nylig har vi haft en kæmpe offentlig debat om normeringer i børneinstitutioner. Hvis jeg ikke tager helt fejl, er prisen ca. 1 mia for at sikre én voksen pr. tre og seks børn i hhv vuggestuer og børnehaver.
Vi har ældre der kommer i bad mindre end én gang om ugen af økonomiske årsager.
Så jeg mener ikke man kan forsimple det til at sige, at ingen pris er for høj for at "løse" coronakrisen. Prisen ved at bruge de penge er enormt høj.
Jeg kan og skal ikke gøre mig til dommer over hvad der er vigtigst. Jeg har selvfølgelig min egen holdning, men den er ikke så relevant.
Det relevante er forståelsen af, at nogle dør mens man redder andre.
Det er desværre den barske realitet.