I min optik vil filosofi/system-managere have de bedste forudsætninger for at skabe et virkeligt dominerende hold i de klubber, der har tiltrækningskraften og de økonomiske muskler til at købe de allerbedste spillere på de specifikke positioner, som får systemet til at virke. Så kan man supplere op med spillere fra hylden under på nogen af de mindre kritiske positioner. Den største ulempe ved den tilgang er, at modstanderen ved præcis hvordan du spiller. Omvendt er de individuelle spillere tit så gode, at de vinder alligevel, og får det til at se flot og kontrolleret ud samtidig.
Bedste forudsætninger, ja. Men jeg er ikke enig i, at man ikke kan prioritere/forudsætte det, fordi man ikke har de samme økonomiske muskler som de 7-8 største klubber i Europa.
Brighton er et godt eksempel på en klub, som de senere år har prioriteret at spille på en bestemt måde. Og castet trænere og spillerindkøb efter det. Selvfølgelig adskiller trænerne sig fra hinanden, med Hürzeler spiller Brighton mere direkte mod mål end man gjorde med De Zerbi, men det er stadig fodbold med en klar filosofi, som hviler på nogle forventinger fra ledelsen om, at man gerne vil spille på en bestemt måde. At man spiller med selvtillid, at man forsøger at kontrollere kampene, at man har et offensivt flair, der klæder øjet. Og at det er tilladt at begå fejl i forsøget på det.
Det er ikke for at påstå, at Brighton ikke har haft klassespillere på enkelte positioner, for det har de, men det er ikke spillere, der hentes fra øverste hylde. Men spillere med potentiale, som man videreudvikler og får det optimale ud af i de rammer, der er sat.
Stuttgart er et eksempel mere. De forsøger også at spille noget fed, offensiv fodbold, selvom de ikke er blandt de allerrigeste eller mest attraktive klubber i Tyskland. Og selvom der er en klar idé om, hvad slags fodbold man vil spille, er de gode til at variere strategien i løbet af kampene. Man kan både spille ud bagfra og forsøge at blive på bolden, men man kan også spille mere direkte over kanterne eller slå lange bolde i andre perioder af kampene.
Når det er bedst, er det uforudsigeligt, effektivt og herligt at se på. Men deres præstationer svinger også meget. I sidste sæson gik man fra at være sluttet på en andenplads til at slutte på en niendeplads. Så selvfølgelig kan det komme med en pris at spille med stort mod, selvom man ikke har de bedst egnede spillere til det. Det så vi jo også med Ange (måske mest i første sæson, anden sæson er sgu svær at sige noget helstøbt om).
Men det kan også have stor gavn på både kort og langt sigt. Fordi man har en rettesnor, både hvad angår trænere og stab, men også med de spillere man køber. Brighton og Stuttgart er de gode eksempler. Og Manchester United er skrækeksemplet på det modsatte.
Jeg synes godt, man kan forvente at en klub som Tottenham spiller med charme og selvtillid. Det ligger i klubbens identitet, og det står stadig skrevet på lægterne, at man tør og vil.
Når det er sagt, så kan man selvfølgelig ikke forvente det fra dag ét. Hvis vi husker tilbage på Pochettinos første sæson, så var det jo heller ikke sprudlende fodbold, der var fedt at se på. Ligesom Frank kom han fra en opadboksende bund/midterklub, som havde haft succes, netop fordi man havde en stærk defensiv. Så det gav god mening, at hans første træk var at stabilisere forsvaret. Få nogle resultater. Og så bygge på. Og med Pochettino endte Spurs jo med at spille ligaens mest seværdige fodbold - i hvert fald i et par sæsoner (og not so much det sidste års tid).
Så vi skal være tålmodige med Frank. Hylde hvert et clean sheet, glæde os over hver en sejr. Han bygger et fundament, og så kan vi glæde os til, hvad der gror ud af det.
Men det er også tilladt at forvente mere af holdet, end det vi ser nu. Det gør jeg. Og det tror jeg også, at Frank gør. Jeg tror han glæder sig over, at han er kommet til en klub, hvor han kan vise sig frem som mere end en defensivt dygtig træner med fokus på struktur og dødbolde. Jeg synes også man kunne ane det i visse af Brentfords kampe i sidste sæson, når startopstillingen var stærk nok til det. At han ville mere.
Men skulle han ende som Arteta 2.0, som ikke gider have bolden, så snart man møder Liverpool, Chelsea eller City, så bliver jeg skuffet.
Det er godt for nu. Men om en-to sæsoner går det ikke.
Villareal-kampen var en uskøn og rodet affære. Til dels på grund af dommeren (han var i hvert fald mystisk), men også fordi Villereal var gode til at lukke os ned. Og fordi nogle af vores kreative spillere ikke ramte niveau og måske ikke helt kender deres rolle endnu. Jeg synes ikke, man skal dømme for meget ud fra den præstation. Bare glæde os over, at vi er kommet godt fra land, og at Franks første CL-kamp var en succes, målt i point.
Up the Spurs. Jeg tror det bliver godt.
"... once more it's all about defeating our own demons. Always with the demons. Tottenham's greatest adversary is Tottenham."
