Redigeretfre 13. feb 14:20
Nogle af de unge spillere var vel så talentfulde, at de var brændt igennem uanset hvad før eller siden. Kane, Alli, Son, Eriksen. (Dier skal måske nævnes som en ikke lige så talentfuld spiller, som så udviklede sig til en dygtig altmuligmand).
Men hvad man klart skal kreditere Pochettino for er, at han ikke var bange for at vise de unge tillid og give dem spilletid og ansvar. Hvilket selvfølgelig også var en måde at udvikle dem på, bevares.
Og hvad han lykkedes imponerende godt med var at få alle spillere til at give den en skalle. Walker blev betydeligt dygtigere defensivt, Rose smed noget af attituden og gav sit alt (i hvert fald under Poch) og Dembele blev omskolet til en slags 6’er eller allround-8’er, der dækkede hele banen og altid var god for en hård tackling.
Lamela er også et godt eksempel på en spiller, der blev hentet for sin teknik og driblefærdigheder, men i dag nok mest huskes som en modbydelig fighter, en ægte argentiner. Tænk hvis man kunne give Kudus bare 10 procent af den attitude.
Jeg tror han kunne gøre noget godt for truppen, som den er nu. Men der er ingen garanti for det, for det lykkedes ham ikke just at implementere samme indstilling i hverken PSG eller Chelsea. De er også en anden størrelse, men jeg vil give @filthat ret i, at der er forskel på trupperne fra dengang til nu i forhold til stjernenykker.
Men måske er det også tiltrængt med en udrensning. Og at vise nogle eksempler (som Poch f.eks. gjorde dengang ved at hente en erstatning for Walker så snart han havde fået andre græsgange på hjernen).
"... once more it's all about defeating our own demons. Always with the demons. Tottenham's greatest adversary is Tottenham."