Ja vi tog så et skridt frem..
Med lig i truppen og de vildeste forsvars-fejl..
Vildt nok!
Sælg: Gallas, Ade, Caput, Vlad-man, Stambu..., Paulinho, Lennon og Soldado
Køb: Morgan S./Højbjerg og Topangribere
Gallas??? Det er da to år siden, at han forlod klubben.
Kaboul, Capoue, Vlad og Adebayor skal helt klart skibes videre, og det virker som om, at det kunne være muligt at finde aftagere til alle. Soldado er lidt sværere, da hans stjerne er faldet så meget, at selv de spanske klubber nok ikke gider have ham længere. Jeg drømmer stadig om, at han finder sig selv igen, og begynder at smække nogle mål ind, selv hvis det bare var som super-sub for Kane, omend det ville være en ret dyr reserve at have rendende, hvorfor det heller ikke er økonomisk realistisk.
På målmandsposten er det vel kun Chelsea og United, der er dækket så godt ind som os, men sommerens transfervindue lurer faretruende i horisonten, og frygten for at miste Lloris ulmer nok i mange af os. Lloris virker som en loyal spiller, og ligner også en der er glad for at være i klubben, men det bliver ufatteligt svært at holde på ham, hvis en af de rigtig tunge drenge vil have ham. Levy gør forhåbentlig alt for at holde på ham, og han må smide en stor sæk penge på bordet, hvis det er det der skal til for at holde på Lloris. Eventuelt må han spæde op med det guld han har hængende i posen om halsen.
Skulle han blive solgt, bliver han overordentligt svær at erstatte. Cech er højst sandsynligt på markedet til sommer, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Mourinho ville gnide sig i hænderne over at dingle Cech over vores hoveder, men aldrig lade os nå ham.
Det virker ikke som om, at Poch har voldsomt meget tillid til Yedlin endnu, så vi står potentielt og mangler en mand på højrebacken, hvor Walker samtidig har svært ved at komme over sine skader. Drømmeindlægget forleden til trods, ser jeg ikke Dier være den fremadrettede løsning på backen, da der er for meget potentiale i ham som midtstopper.
Rose har i denne sæson virkelig forbedret sit spil, og, trods enkelte blundere, ser det ud til, at vi endelig er dækket godt ind på venstrebacken.
I midterforsvaret bliver der brandudsalg, hvor Vlad og Kaboul helt sikkert skal væk. Jeg havde store forhåbninger, da vi signede Vlad, men han passer desværre ikke til enten klubben eller ligaen. Fazio har forbedret sig ift. de indledende præstationer, men er stadig alt for langsom, og for usikker og risky i sit pasningsspil, hvor han flere gange har serveret bolden for modstanderne. Om det er et tilpasnings- eller kommunikationsproblem ved jeg ikke, men med Pochs spillestil in mente, ser jeg ikke meget fremtid i ham, medmindre der sker nogle pludselige og usandsynlige forbedringer.
Potentielt står vi tilbage med Vertonghen, som har forbedret sig voldsomt her til slut, og Dier. Det er ikke fair, at tage Carter-Vickers med i regnestykket, da han på nuværende tidspunkt højst kan anses for værende cup-indskifter, medmindre han virkelig viser Poch noget i post- og pre-season.
Jeg har ikke set meget QPR i denne sæson, så jeg ved ikke om Caulker har udviklet sig, siden han forlod klubben, men da han forlod klubben var han en potentiel stjerne udviklet af klubbens eget akademi, hvorfor jeg var meget ked af at se, at han blev solgt. Nu hvor QPR er rykket ned, kunne man måske hente Caulker tilbage til en rimelig pris. Så ville vi få en ung englænder til klubben, der endda ville tælle som Club Homegrown.
Lennon har, udfra hvad jeg har set, gjort det ganske godt i Everton, og er lidt en joker i vores regnestykke. Han har fart, arbejdsomhed og evner at strække modstanderens bagkæde ud, noget som vi godt kunne bruge, når vi spiller mod kompakte hold. Poch er desværre så stædig, at han holder fast i de omvendte kanter, hvorfor vores spil tit klumper sammen centralt foran modstanderens felt.
Hvor tit har vi ikke set Lamela, Chadli og Eriksen tulle rundt centralt i noget der ligner en trafikprop, imens der er fri motorveje af plads ude på kanterne?
Rose er angrebsivrig, men har virkelig brug for at træne indlæg, og vi har ikke haft en rigtig back på banen i højre side i næsten hele sæsonen.
Chadli lister engang imellem ud på kanten, men ikke ofte nok i forhold til hvor chanceskabende han kan være, når han gør det.
Jeg holder stadig på, at Lamela kan indfri sit potentiale hos os, og han har da også vist mere og mere her i foråret.
Chadli har scoret en del mål, men mangler lidt fart, og kan til tider også se lidt kluntet ud, imens han andre gange laver flotte ting. Alt i alt virker han dog ikke som en spiller, der kan være med til at rykke os, men han kan bestemt bruges til bredden i truppen.
Townsend er stadig en narrefisse, der i de mindste glimt viser noget, der måske ligner potentiale, men oftest er han indstillet på sin default setting, dvs. den hovedløse kylling, der kan finde ud af at trække ind i banen og hakke bolden ud af stadion. Jeg har svært ved at se en fremtid for ham i en topklub.
Centralt står vi ved første øjekast godt. Vi har mange unge spillere, der tydeligvis har en masse potentiale, først og fremmest Eriksen og Bentaleb, samt nogle mere modne spillere med international erfaring.
Eriksens enorme potentiale er indiskutabelt, men han må gerne vise mere næste sæson, end han har gjort her i foråret.
Bentaleb oser langt væk af, at han kan blive en verdensklasse midtbaneboss. Han tager de rigtige beslutninger, er forudseende i det defensive spil, og afleverer og bevæger sig godt i den offensive del.
Mason er jeg lidt mere lunken ved, for selvom han bestemt har vist gode ting, så har der også været for mange fejl, og hans afslutninger især, har været under al kritik. Han er ved at nå en alder, hvor han skal spille stabilt og tage de rigtige beslutninger på banen, især med en spillestil som Pochs, der kræver meget af midtbanespillerne. Denne sæson har været hans gennembrudssæson, men allerede næste sæson bliver hans eksamen.
Dembélé håber jeg lidt vi beholder, da der ikke er meget der er smukkere, end hans glidende løb med bolden, hans dans med bolden imellem modstanderne, som han efterlader bag sig, som var de træningskegler. Ligeså smukt det er, ligeså frustrerende er manglen på slutprodukt fra ham. Han kan sætte spiller efter spiller i et løb over 20-30 meter, men ligeså snart han når op i nærheden af modstanderfeltet, går han fra at være elegant Don Juan, til at være en stammende bebumset teenagedreng, der ikke aner hvad er hvad, den første gang han endelig har lokket en trunte med ind på soveværelset. Han aner ikke levende råd, og ender alt for ofte med at lave en ufarlig aflevering til siden, der ligegyldiggør alt hans flotte forarbejde, fordi han ikke tør eller ikke aner hvordan man laver den rigtige og farlige pasning, og han har præstationsangst, hver gang han skyder på mål. Han kunne have virkelig godt af en tur til en psykolog, så vi kunne få låst op for hans potentiale og få udnyttet hans evner ordentligt.
Stambouli virker som en fin spiller, som med sin energi og arbejdsivrighed gør, at han kan være en fin og billig spiller at have siddende på bænken.
Paulinho er et mysterium. Han så så lovende ud, og efter hans præstationer ved Cofederations Cup, tror jeg mange af os glædede os over, at vi havde signet "den sorte Lampard", som brasilianerne kaldte ham. Han ligner en spiller, der kun fungerer hjemme i Brasilien, og det ville være det bedste for hans karriere, hvis han vendte snuden hjemad. Forhåbentlig kan vi få det meste af pengene tilbage igen, da der er kommet flere penge i brasiliansk fodbold, og det virker som om, at Paulinho stadig har en stjerne i Brasilien.
Dele Alli har jeg ikke set meget til, og vil derfor ikke komme ind på ham, men Alex Pritchard har jeg set lidt af, og han kunne måske blive den back-up for Eriksen, som Holtby aldrig nåede at blive. Han kan sætte modstandere, har blik for afleveringen, og han har samtidig nogle giftige dødbolde. Han er desuden alsig og kan også spille på kanten, hvorfra han lægger nogle fine indlæg, omend han ikke er voldsomt hurtig.
Kane bliver selvfølgelig i klubben, men hvem der skal være back-up for ham er svært at finde ud af. Adebayor er tilsyneladende stadig eftertragtet (utroligt nok), og derfor skulle han være til at komme af med, selvom vi nok skal smide en pose penge efter ham for at slippe af med ham. Soldado bliver lidt sværere at slippe af med, for i modsætning til Adebayor, der godt kan, men ikke gider, vil Soldado så gerne, men kan bare ikke. Det er en ufattelig nedtur han har haft, hvor flere faktorer har spillet ind, og den har efterladt ham i et dybt hul, som bliver ufatteligt svært for ham at komme op af. Han er nærmest skræddersyet til en creator-scorer duo (som da han spillede med Jonas i Valencia), men fungerer bare ikke som eneangriber. Han kommer næppe igang igen, og derfor ville det være ideelt at finde en aftager til ham, og finde en passende afløser, som kan spille rollen som eneangriber. Ings kunne være en mulighed, da Burnley er rykket ned og hans færdighedssæt minder lidt om Kanes (arbejdsom, fin spilintelligens, gode afslutninger, kropsstyrke, fin teknik). Han er dog ikke ligeså stærk i luften, men skal det være en back-up, kan man selvfølgelig ikke få hele pakken.
Det bliver et interessant transfervindue for os, da vi ideelt set har brug for en del udskiftninger, og samtidig står med frygten om, at vi mister en af vores absolutte nøglespillere. Derudover bliver det spændende at se, om ændringerne i scoutingsektoren betyder, at vi får nedsat antallet af fejlkøb, eller om det bliver same old same old.