Artikel fra lørdagens udgave af stiften:
<blockquote>Det kan være svært at komme til Premier League-kampe. Men en rundvisning på et af de store stadioner kan være en god erstatning. Vi prøvede de rivaliserende klubber Tottenham og Arsenal- Mr. Wenger har indrettet rummet efter principperne for feng shui, siger guiden og kigger ud over forsamlingen af japanske, amerikanske og andre internationale turister, der sidder bænket i fodboldklubben Arsenals hesteskoformede omklædningsrum.
Hesteskoformet, fordi ”Mr. Wenger”, Arsenal-manager Arsene Wenger, mener, at rummets facon giver en god energi. Af samme årsag er modstanderomklædningsrummet inde ved siden af fyldt af kanter og hjørner, der giver dårlig energi.
Midt i det hesteskoformede rum står et lavt bord, som spillerne kan samles om inden kampen.
- Ovre i modstandernes omklædningsrum har de også et bord. Det er så højt, smiler guiden og løfter hånden til brysthøjde:
- Så kan spillerne ikke se hinanden, når de sidder over for hinanden, smiler han og peger på gulvet:
- Det her gulv kan man ikke glide på - selv ikke med mudrede fodboldstøvler. Ovre i modstandernes omklædningsrum er gulvet helt glat, siger han med et muntert smil, og turisterne nikker indforstået.
For fodbold i Premier League er nok big business med udenlandske milliardærejere, gigantiske sponsorkontrakter og fodboldspillere, der tjener millioner af kroner hver uge. Men det er også en børnehave, hvor hjemmebaneholdet på den mest infantile måde forsøger at genere modstanderne mest muligt forud for og under kampen.
Arsenal og dets Emirates Stadium er ikke et særsyn. Da guiden på naboklubben Tottenhams White Hart Lane-stadion viser os ind i modstandernes omklædningsrum, udbryder hun:
- Føj, her lugter altid så grimt.
Det har hun ret i. Det beklumrede, skiddengule rum, hvor Tottenhams modstandere - nogle gange Arsenal - klæder om, lugter af gammel sved, hengemte håndklæder, sure tæer. Midt i rummet står en slidt og hullet massagebænk og to mikroskopiske borde.
- Dem, vi skal spille mod i weekenden, sagde, at de ville have to borde i omklædningsrummet. Så det har de fået, siger guiden og griner glad rundt til rundturens gæster, der alle er lokale Tottenham-fans.
Bagefter traver vi i samlet flok over i Tottenhams omklædningsrum. Det er naturligvis rart, luftigt og dufter godt. Ingen sure tæer hér.
Forholdet mellem Tottenham og Arsenal har været på bristepunktet, siden Arsenal i 1913 tillod sig at flytte sit stadion fra Londons sydøstlige forstæder til det nordlige London, hvor Tottenham bor. De to klubber har siden gjort alt for at chikanere hinanden. Tottenham-fans fortæller for eksempel stadig med forargelse om dengang, Arsenal med vilje tabte en kamp til et bundhold, så Tottenham måtte rykke ned i den næstbedste række.
De to naboklubber er forskellige - helt ned i detaljen. Arsenal er moderne, smart, dyr, og vores guide er i lydefri Arsenaljakke med logo. ”Det er vores anfører, der afgør, om spillerne spiller med lange eller korte ærmer. Det dér med at blande lange og korte ærmer, dét er ikke en Arsenal-ting”, forklarer guiden på smukt og velmoduleret engelsk.
Hos Tottenham taler guiden et næsten uforståeligt cockneyengelsk, mens han traver rundt i sin egen skjorte i størrelse XXL, så der også er plads til ølmaven. Og hér afgør spillerne naturligvis selv, om de vil spille med korte eller lange ærmer.
I det hele taget handler rundvisningen på Tottenhams White Hard Lane ikke om, hvor mange milliarder pund holdet har i sponsorkontrakter, men om, hvad Tottenham gør for lokalsamfundet og for de utilpassede knægte, der hænger på pubberne uden for stadion. Vi er pludselig meget langt fra den feng shui-tankegang, der gælder syv kilometer nede ad vejen hos Arsenal. For, som vores guide siger:
- Alt det feng-halløj tror vi ikke på. </blockquote> fyens.dk
<blockquote>Det kan være svært at komme til Premier League-kampe. Men en rundvisning på et af de store stadioner kan være en god erstatning. Vi prøvede de rivaliserende klubber Tottenham og Arsenal- Mr. Wenger har indrettet rummet efter principperne for feng shui, siger guiden og kigger ud over forsamlingen af japanske, amerikanske og andre internationale turister, der sidder bænket i fodboldklubben Arsenals hesteskoformede omklædningsrum.
Hesteskoformet, fordi ”Mr. Wenger”, Arsenal-manager Arsene Wenger, mener, at rummets facon giver en god energi. Af samme årsag er modstanderomklædningsrummet inde ved siden af fyldt af kanter og hjørner, der giver dårlig energi.
Midt i det hesteskoformede rum står et lavt bord, som spillerne kan samles om inden kampen.
- Ovre i modstandernes omklædningsrum har de også et bord. Det er så højt, smiler guiden og løfter hånden til brysthøjde:
- Så kan spillerne ikke se hinanden, når de sidder over for hinanden, smiler han og peger på gulvet:
- Det her gulv kan man ikke glide på - selv ikke med mudrede fodboldstøvler. Ovre i modstandernes omklædningsrum er gulvet helt glat, siger han med et muntert smil, og turisterne nikker indforstået.
For fodbold i Premier League er nok big business med udenlandske milliardærejere, gigantiske sponsorkontrakter og fodboldspillere, der tjener millioner af kroner hver uge. Men det er også en børnehave, hvor hjemmebaneholdet på den mest infantile måde forsøger at genere modstanderne mest muligt forud for og under kampen.
Arsenal og dets Emirates Stadium er ikke et særsyn. Da guiden på naboklubben Tottenhams White Hart Lane-stadion viser os ind i modstandernes omklædningsrum, udbryder hun:
- Føj, her lugter altid så grimt.
Det har hun ret i. Det beklumrede, skiddengule rum, hvor Tottenhams modstandere - nogle gange Arsenal - klæder om, lugter af gammel sved, hengemte håndklæder, sure tæer. Midt i rummet står en slidt og hullet massagebænk og to mikroskopiske borde.
- Dem, vi skal spille mod i weekenden, sagde, at de ville have to borde i omklædningsrummet. Så det har de fået, siger guiden og griner glad rundt til rundturens gæster, der alle er lokale Tottenham-fans.
Bagefter traver vi i samlet flok over i Tottenhams omklædningsrum. Det er naturligvis rart, luftigt og dufter godt. Ingen sure tæer hér.
Forholdet mellem Tottenham og Arsenal har været på bristepunktet, siden Arsenal i 1913 tillod sig at flytte sit stadion fra Londons sydøstlige forstæder til det nordlige London, hvor Tottenham bor. De to klubber har siden gjort alt for at chikanere hinanden. Tottenham-fans fortæller for eksempel stadig med forargelse om dengang, Arsenal med vilje tabte en kamp til et bundhold, så Tottenham måtte rykke ned i den næstbedste række.
De to naboklubber er forskellige - helt ned i detaljen. Arsenal er moderne, smart, dyr, og vores guide er i lydefri Arsenaljakke med logo. ”Det er vores anfører, der afgør, om spillerne spiller med lange eller korte ærmer. Det dér med at blande lange og korte ærmer, dét er ikke en Arsenal-ting”, forklarer guiden på smukt og velmoduleret engelsk.
Hos Tottenham taler guiden et næsten uforståeligt cockneyengelsk, mens han traver rundt i sin egen skjorte i størrelse XXL, så der også er plads til ølmaven. Og hér afgør spillerne naturligvis selv, om de vil spille med korte eller lange ærmer.
I det hele taget handler rundvisningen på Tottenhams White Hard Lane ikke om, hvor mange milliarder pund holdet har i sponsorkontrakter, men om, hvad Tottenham gør for lokalsamfundet og for de utilpassede knægte, der hænger på pubberne uden for stadion. Vi er pludselig meget langt fra den feng shui-tankegang, der gælder syv kilometer nede ad vejen hos Arsenal. For, som vores guide siger:
- Alt det feng-halløj tror vi ikke på. </blockquote> fyens.dk
1961: Spurs-Gornik; a group of Spurs fans dressed up as angels and began singing Glory Glory Hallalujah. less than an hour later the words had already morphed from "Glory Glory Hallelujah" to "Glory Glory Tottenham Hotspur"
