Et point på Goodison må betegnes som godkendt, selvom en sejr og en andenplads havde varmet gevaldigt. Igen har vi svært ved at producere chancer, selvom der var et gevaldigt overtag i spillet gennem hele første halvleg. Soldado har svære arbejdsbetingelser og blev slet ikke sat op til afslutninger af hverken kanterne eller Holtby.
Anden halvleg var en ørkenvandring, hvor defensiven dog viste tænder og lukkede godt ned for Everton. Indskiftningen af Gylfi gav et løft i spillet og et praj til AVB om, at Lennon ikke er klar - eller god nok - til at spille fra start. Det var i det hele taget en mærkelig disposition at sætte ham på fra start.
Dommeren var elendig, og vi var vel heldige med, at der ikke blev fløjtet et straffespark. Flere bolde blev dømt den forkerte vej, og han havde svært ved at kontrollere kampen.
Forhåbentlig kan vi få rettet op på offensiven i træningskampen på torsdag, og så ellers satse på, at Newcastle spiller elendigt nok til, at vi kan hive sejren inden to formentlig pointfattige kampe mod Manchester-klubberne.
--