Jeg forstår godt negativiteten. Man har brugt 1,5 år, en milliard og hentet en sportsdirektør med det projekt at spille kontinentalt. Projektet slingrer og frem for at lede efter et match, hyrer man Campinghabitten. Hvis Top 4 er målet tror jeg ikke man kommer nærmere og hvis han alligevel ryger på porten til sommer, kunne man lige så godt have ladet AVB prøve at vende skuden.
Nu er man ude af to Cup-turneringer, hvor Sherwood ikke har ageret som en mand der var klar over at det var vind eller forsvind. Han kører videre med en taktisk naiv 4-4-2, der på ryggen af holdets enorme kvalitet nok skal vinde kampe, men aldrig vil optimere potentialet. Det er meget fint at man har få ting at fokusere på i forhold til Top 4, men jeg vil gerne æde min gamle hat på, at holdet også ryger ud i tovene i Europa i en flad 4-4-2. Jeg kan ikke huske det sidste hold der havde succes med det og der er vel en grund til, at man som aspirerende tophold, valgte at gå den kontinentale vej. Glipper Top 4 er sæsonen i stort omfang spildt, især fordi man ikke er kommet nærmere de ambitioner man har både sportsligt og for spillet.
Jeg kan godt forstå charmen ved The Tottenham Way, men med 1 milliard skudt i truppen og øvrige justeringer in mente, fatter jeg ikke at Campinghabitten står ved roret, hvor mange joviale vrøvlerier han så end kan byde ind med efter kampen.
Han er dumskallernes valg. Sympatisk, måske, men han rykker ikke klubben fremad. For mig er det ikke anderledes end da Kaptajn Haddock pludselig tog over i Portsmouth. Det er en ny Clipboard Connor og en sejr mod United, samt en mod Saints i krise, hvor Hooiveld spillede som en ekstra angriber for jer, kan vel ikke skjule, at manden ikke just er en taktisk ørn. Selv hvis han skal have lov at skjule sig bag skader lidt endnu. Det er pokkers dårlig ledelse fra Levy & Co´s side. Timingen er ussel, men havde man været lidt på forkant, kan I ikke bilde mig ind, at der ikke ville stå en kø ned af High Road og rund hjørnet til Paxton, af managere som gerne ville prøve kræfter med det materiale man har til rådighed.