Redigeretsøn 17. feb 2013
Sådanne sejre definerer hold. Pirrende kamp på godt og ondt.
Jeg ved ikke, hvad Valverde har sagt, og nok bærer han en stor del af skylden efter det naive spil mod PSG, men det er altså et hold sprudlende med moral.
- Det er vel, hvad kendetegner hold, der rejser sig og bliver ved indtil slutfløjtet (4-5 overtidsmål under Valverde), hvilket altså har været reglen snarere end undtagelsen.
Forfærdelig første halv time; med Tino-udvisningen og Rami-skaden havde jeg solgt kampen for en uafgjort, men som holdet sluttede halvlegen af syntes der alligevel håb.
- Indskiftningen af Canales syntes håbløs i undertal, men han kan jo faktisk godt spille den dybdeliggende playmaker - har længe funderet over det. Dog var han klart overstrålet af Parejo, som var kampens spiller. Utroligt, han holder en helt kamp efter comeback i midtugen.
2.halvleg fortsatte VCF med at være mest nærgående, men langsomt fik Mallorca naturligvis overtaget. Indskiftningen af Cissokho (Mathieu 2.0) satte en helt anden dynamik over venstresiden, mens vi i højere grad må rose højresiden for det defensive arbejde - Pereira laver så mange vitale clearinger, at jeg helt skammer mig over at have diskuteret hans evner udi tacklinger, mens Feghouli bare løber solen sort uden at slække på det kølige overblik.
- Alves fortjener selvsagt også ros. En brandkamp dernede.
Personligt var det største spørgsmålstegn, om Soldado kunne rejse holdet. Det, må man sige, lykkedes efter flot løbearbejde og 1. mål efter +500 minutters måltørke.
Mallorca illustrerede dog, hvorfor de ligger næstsidst, og de spillede da også mere prangende 11 mod 11. Først med Victors indskiftning skete der ting og sager.
Tænk sig at være så glad for en hjemmesejr over bundproppen. Det er dét, fodbold handler om. At værdsætte det små, ja, detaljerne.
En gyser er at holde med flagermus og ulve.
Følg med på Twitter (@VCF__Nordic) & podcast (Valencia Weekly). https://soundcloud.com/valenciaweekly