Nu prøver jeg lige et lille regnestykke - så må I korrigere mig hvis jeg er helt off...
Forudsætningen er følgende:
- Man ønsker at skabe overskud indenfor 5 år.
- Man har været i klubben i 1,5 år.
- Man spiller 1. division indtil min. 2,5 år inde i investeringen.
- Man kan ALLERTIDLIGST kvalificere sig til europæisk fodbold efter 3,5 år.
- Man kører med årligt underskud på ca. 70-80mio kroner, indtil der kommer spillersalg.
- Dertil kommer et opkøb af aktier som vurderes neutralt, under den forudsætning at de kan sælges til samme kurs.
- Man har ikke i sinde at skrue ned for investeringerne.
- Man har en forventning om at kunne sælge unge spillere dyrt.
Skulle AC Horsens lykkes med at rykke op i den kommende sæson, så har man skabt et efterslæb på ~150-200mio kroner, og har ingenlunde en trup der kan kæmpe med om medaljer. Det kræver med andre ord at man også opskalerer næste år, og kører med et forventet underskud i samme størrelsesorden. Dermed står man med ca. 1,5 år tilbage af strategiplanen med et underskud i størrelsesordenen 200-250mio kroner.
De penge skal AC Horsens indhente ved sportslig succes og spillersalg. For at sælge unge spillere dyrt, kræver det 1) At de spiller meget og 2) At de er meget dygtige. Det er muligt at man kan opnå det relativt tidligt.
AC Horsens har et rekordsalg på en 16-årig meget dygtig offensivspiller på ca. 15mio kroner. I Silkeborg sælger man for ca. 25mio kroner når en profil skal slippes. I Viborg er man en enkelt gang lykkedes med at komme over 30mio. Det gjorde man for Anton Gaeei - i øvrigt til samme klub som Horsens selv solgte til. AGF er en enkelt gang lykkedes med at sælge for over 40mio kroner. Det gjorde man med en tysk U21 landsholdsspiller som skiftede til Inter.
Så det vil sige, at man på 2,5 år (ca.) skal løfte sine salgskompetencer VÆSENTLIGT over sammenlignelige/større klubber med bedre erfaring indenfor salg af unge spillere til udenlandske klubber.
Dvs. at man skal ret hurtigt bryde lydmuren, eller sælge ca. 8-10 spillere svarende til ca. de 3-5 dyreste salg nogensinde i de tre nævnte klubber. De 8-10 spillere skal alle nå at udvikle sig, spille fast og slå igennem.
Det er en totalt urealistisk plan.
En alternativ rute er, at forsøge at investere sig forbi klubber som AGF, Brøndby og FC Nordsjælland for at opnå europæisk fodbold 2 sæsoner i træk inden de 5 år er gået. Og her kræver det at man som minimum kvalificerer sig til Conference League gruppespillet det ene år, for alene at svare de udgifter man kaster efter en kvalifikation ved at investere sig over Brøndby, AGF og FC Nordsjælland. Derefter skal man nå til ca. semifinalerne i Europa League året efter, uden at bruge flere penge end man tjener - Altså bare for at gå i 0 med de investeringer man har brugt indtil da.
Man kan selvfølgelig være dygtig og kombinere begge ting - som f.eks. Silkeborg IF har gjort. De har tjent nogenlunde ligeså mange penge som AC Horsens har brændt af på 5 år, men uden at have et driftsunderskud.
Det mest realistiske scenarie er at Horsens fortsat har et bragende underskud efter de første 5 år, måske svarende til det de har efter 2,5 år - men altså at man derefter har konsolideret sig og skabt en virksomhed i balance. Men efterslæbet skal så indhentes fra år 5-10, snarere end fra år 2,5-5.
Slutteligt er der selvfølgelig det absurde scenarie at AC Horsens rykker op, vinder pokalturneringen og kvalificerer sig til Europa League gruppespillet indenfor de næste 14-15 måneder - og derefter ryger direkte op i top 3 og lægger sig der fast i de kommende år. Men det er der vel ikke nogen der tror på.
Jeg synes det er fint at man som fan af en fodboldklub kigger positivt på et ejerskab, og støtter op om en mand der er interesseret i at smide penge efter udvikling. Men man må godt lige have en smule sund fornuft med sig.
Som mangeårig SIF fan ser jeg en stor risiko for, at vi indenfor de kommende 4-5 år kører med driftsunderskud og/eller rykker ned, fordi vi ikke har mursten til at dække 1-2 dårlige salgsår. Det til trods for at have et MARKANT forspring og nu inden for de sidste 5 sæsoner har vundet bronze, pokaltitel, pokalfinale og kvalificeret sig til Europa 3 gange. For det er bare - ud fra en dansk standard langt mere sandsynligt end det modsatte. FC Midtjylland brugte også MANGE MANGE år på at skabe en sund virksomhed - og der blev tabt væsentligt mere end 200 mio kroner inden det lykkedes. Man formåede bare at tørre udgifterne/tabene af på andre end dem selv. Det kan Horsens jo også gøre - men begge dele kan ikke være sandt på samme tid. Altså at ejeren tjener penge på Horsens på 5 år - og at Horsens lykkes med at investere sig til toppen af dansk fodbold.
Silkeborg IF