Redigeretfre 25. okt 2024
Som AGF fan er det her selvfølgelig en skide irriterende nyhed, for med de nuværende skadesproblemer i forsvaret og Jensen-Abbews karantæne, er det her en kæmpe bet til kampen mod Midtjylland.
Hvad angår sagen, er der for mig to trin i afgørelsen:
1. At det bestemmes, om Beijmo var provokerende - var han ikke det, skal advarslen ikke stå ved magt.
2. Bestemmes det, at Beijmo var bevidst provokerende, var han det så med en sådan grovhed, at det berettiger en advarsel?
Svaret på det første blæser stadigvæk i vinden. JS har påtaget sig skylden og Beijmo har været uforstående, men de er begge to parter i sagen, så vi kan dårligt tage nogen af de to udlægninger fuldstændig for pålydende. TV-billederne viser dog ikke provokerende adfærd.
Jeg vil gerne have lov til at stille spørgsmålstegn ved, om enhver provokation efter slutfløjt berettiger en advarsel. Når man ved, hvad der bliver sagt i kampens hede og efter slutfløjt i så kompetitive miljøer, er det så en advarsel værd, at Beijmo har sagt "see you next time"? Det synes jeg faktisk ikke. Havde Beijmo fået advarslen, og havde Krogh reageret på det, hvis ikke JS greb fat i ham? Jeg tillader mig at stille mig tvivlende.
Derfor er Jacob Nielsens kritik også berettiget. Morten Krogh, og andre dommere for den sags skyld, kan lade deres egen stolthed skygge for at omstøde en yderst tvivlsom beslutning, som er blevet truffet i kampens hede.
Hvordan systemet så skulle se ud, ved jeg ikke, men en uvildig tredjepart bør altid være i spil i sådanne efterbehandlinger, omend dommerkollegaer ligeså ville kunne have forbehold imod at miskreditere deres kollegaers beslutninger ved at omstøde dem.
Hvorom alting er, så bør diskussionen herom ikke alene basere sig på, hvorvidt det var provokerende eller ej, hvilket den meget hurtigt ender med - men om provokationen, såfremt den var der, var en advarsel værdig.