Der har været nogle kommentarer på mit indlæg, som jeg gerne vil følge op på.
For det første, så tager jeg selvfølgelig afstand til Kellers handlinger. Det fremgår også af mit oprindelig indlæg. Det er derfor også helt på sin plads, at han er blevet frataget anførerbindet. Det hører til en person, der er tillid til i truppen.
For det andet, har jeg naturligvis også sympati for Borrings situation. Det skulle også gerne fremgå klart af mit indlæg.
For det tredje så stiller jeg ikke lighedstegn mellem en fodboldklub og en "almindelig" arbejdsplads eller påstår, at jeg har stået i samme situation.
Ovenstående ændrer imidlertid ikke på det helt grundlæggende; at ens private problemer ikke er lig med ens arbejdsgivers problemer.
Borring har brug for en pause, for mentalt kan han naturligvis ikke forventes at være i stand til at udføre sit arbejde midt i denne situation.
På sigt er han dog forpligtet til at vende tilbage og passe sit arbejde. Det får han sin løn for og Kellers handlinger er IKKE Randers FC´s handlinger.
Borring kan ikke stille krav til sin arbejdsgiver her og hans udtalelser hører derfor - i min optik - til i børnehaven (I overført betydning. Tænk "Laura-Sofie har taget min grønne plastiktraktor, så nu vil jeg ikke være på legepladsen samtidig med Laura-Sofie mere.").
Og nej, hvis min kollega havde været sammen med min kone, så ville jeg heller ikke meddele min arbejdsgiver, at jeg ikke mødte igen før min kollega var blevet fyret. Sådan fungerer et arbejde ikke.
Sympatien i spillertruppen er utvivlsomt på Borrings side i denne sag. Derfor vil det formentlig også vise sig at være Keller, der får det hårdest når/hvis Borring vender tilbage.
En skidt situation for Randers, for det vil skabe splid i truppen og måske usammenhæng i spillet. Et salg eller en udlejning kan derfor blive nødvendig.
Det er bare ikke noget Borring kan kræve. Han ville derimod fremstå som den store og blive respekteret i truppen, hvis han vendte tilbage og så Keller i øjnene.