I stedet for at se hele kampen, kan du så ikke bare forklare mig, hvordan det ikke er “angiveligt”, hvilket er, hvad jeg formoder, du hentyder til?
Fair nok.
Jeg vil ikke gå (for meget) ind i "angiveligt"-delen. Jeg ville blot klargøre, at sagerne egentlig ikke minder om hinanden. Og jeg ender dog med implicit at gå ind i "angiveligt"-delen alligevel:
Kampen mellem Cádiz og Valencia var ca. en halv time gammel, da den berygtede sag opstod. I øvrigt var kampen foregået ganske tilforladeligt.
Kampen mellem Rangers og Slavia var 88 minutter gammel, da den berygtede sag i den kamp opstod. Forinden var forløbet en kamp, hvor Slavia på tæt på samtlige parametre var klart bedst og havde opnået en føring efter 14 minutter (første kamp blev 1-1). Rangers´ reaktion var decideret skammelig: resten af kampen var ét langt fysisk overfald og ikke blot på den der britiske fysiske vis, som kan have sin charme; ad adskillige omgange var Slavia-spilleres helbred i decideret fare, og særligt målmanden er egentlig heldig med, at han stadig har en karriere, efter Kemar Roofe tæt på henrettede ham med et karatespark, der, som jeg husker det, krævede 20+ sting bagefter. Andre eksempler inkluderer voldsomme frispark og kontinuert sparken på Slavia-spillere, der var blevet fældet. Der var ond ond stemning, og det var helt åbenlyst Rangers´ spillere, der ikke kunne (eller ville) acceptere, at de var bagud mod et bedre mandskab.
Formentlig bliver ingen af sagerne retssager i strafferetlig forstand, men det er jo normal praksis, at vidners - herunder forurettedes og anklagedes - udsagn tillægges troværdighed eller mangel på samme, når de vurderes. Derudover forefindes såkaldte skærpende og formildende omstændigheder.
Jeg skal ikke forsvare noget som helst, men sagerne er vidt forskellige, og Slavias formodede gerningsmand står med en langt "bedre" sag at forklare og/eller forsvare end Cádiz´ ditto. Og uden at forsvare racisme i nogen som helst grad er det svært sådan for alvor at have ondt af Rangers-spilleren, selv hvis hans anklage er sand. Det er det så ikke alligevel, for racisme skal bare dø, men han, hans holdkammerater og hans træner fortjener egentlig ikke ret meget bedre end en solid omgang holdningsjusterende røvfuld. Deres opførsel i den kamp fortjener i sig selv, at de udelukkes fra europæisk fodbold i minimum en sæson. Jeg mindes oprigtigt ikke at have set noget lignende.
Men i øvrigt er det også "nemmere" for Slavia-spilleren at påstå pure opspind, fordi Rangers ganske enkelt fremstår utroværdige efter sådan et kampforløb samt efter hændelserne bagefter, hvor de låste Slavia-mandskabet ude af deres omklædningsrum og overfaldt dem fysisk i tunnellerne (dette er dokumenteret). Det er væsentligt vanskeligere for Cádiz´ formodede gerningsmand troværdigt at påstå pure opspind - for hvor i alverden skulle Valencia-spillerens åbenlyst chokerede og bedrøvede reaktion ellers komme fra? I øvrigt kunne Valencia-spilleren intet vinde ved at opfinde den påstand - Rangers har sikret sig, at man ikke taler om deres ondskabsfulde opførsel men om en påstået racisme.
Jeg forholder mig i øvrigt ikke til, om den ene eller anden påstand er sand eller falsk. Den analyse må bedre eksperter foretage sig.