Det er sjældent jeg skriver opdateringer herpå. Sikke dog en værre omgang kujonfodbold. Vi har så mange dygtige danske fodboldspillere, men så få der viser mod. Jeg kunne nævne spillere i flæng, som blot med boldbesiddelse ville kunne få serberne til at ligne kegler i et træningsspil. Dreyer, Damsgaard, Mathias Jensen, Jacob Bruun Larsen og andre som ikke er udtaget. Men vi skal åbenbart spille negativ fodbold, hvor fokus er på de fysiske dueller. Vores pres savner intensitet og ærlighed, vores boldomgang er ligeså langsom som størstedelen af spillerne på banen. Jeg savner et system som giver Eriksen frit råderum, når nu man ikke valgte at udtage Matthew O’Reilly. Jeg savner at man giver ham en fri rolle, en enganche - det argentinske udtryk for en 10’er som hele tiden finder huller mellem midtbanen og forsvaret hos modstanderholdet. Jeg savner lysten til at spille fodbold, hvor det gælder om at score flere mål end modstanderen. Jeg savner at spillerne føler sig trykke og frigjorte i det system som spilles, for ligenu laver de ikke meget andet end at falde tilbage ved det mindste pres. Jeg savner en landstræner, med mod på at gøre det svære - at droppe dem som skal droppes. Her tænker jeg Delaney, Kjær, Poulsen og Zanka. Jeg savner unge friske kræfter med gåpåmod og en attitude der viser at man vil gøre alt for trøjen. Jeg savner et landshold.
Af løsninger kunne være at ændre systemet.
Vi kunne spille en 4-2-3-1, 4-4-1-1, 4-4-2 med diamant på midten og jeg kunne fortsætte. Talkombinationen er ikke vigtig, men udtrykket og læsningerne både defensivt og offensivt er de vigtige.
Jeg vil nu tage udgangspunkt i en 4-2-3-1.
Med Hermansen på mål, vil afspil med fødderne være langt sikrere, han har vist utrolig højt niveau i sin Championship debutsæson. På de to backs, ville jeg vælge Mæhle og Kristiansen. Der ville være rig mulighed for at kunne drive fremad for begge spillere og være med til at sikre en nødvendig bredde. Når de driver med frem vil en af de to 6'ere have mulighed for at lukke af og stadig sikre defensiv stabilitet som en del af en tre-backkæde. De to backs skulle have kridt på støvlerne og efterlade det halvbrede rum til kanterne. De to centrale forsvarsspillere er uden tvivl de nemmeste at vælge - AC og Andersen. AC er den stille general som med sin rolige, årvågne stil både kan nedbryde angreb ved positionering og duel, samt den duelstærke Andersen, som både har lidt fart men også et godt blik for spillet. De to 6'ere er ligeledes nemme at vælge. Højbjerg er selvskrevet med sin jeg vil dø for landet attitude og Hjulmand med ild i øjnene. Begge to er også enormt dygtige boldspillere. Enganchen eller 10’eren ville uden tvivl være Eriksen, med gode legekammerater på hver sin side, som både skal kunne kombinere og løbe dybt. Her ville jeg vælge Dreyer/Isaksen til højre og Daramy/Lindstrøm. Af boblere kunne det være Damsgaard eller Skov Olsen, selvom sidstnævnte ofte spiller end dårlig kamp når det kommer til den rød-hvide nationaldragt.
Til 9'er positionen ville jeg stadig vælge Højlund. På trods af manglende scoringer på det sidste besidder han ungdommens djævelskab, og man kan aldrig klage over hans presspil.
Jeg ville fokusere på en boldbesiddende stil, som tager udgangspunkt i det vekslende kombinationsspil, hvor både de korte kombinationer og de lange er i spil. Der er trods alt fart på begge kanter og angriberen.
Defensivt vil jeg fokusere på et mellemhøjt pres, således at vi stadig giver lidt bagrum uden at åbne totalt op, jeg vil fokusere på at presse modstanderens opspil udaf, og at spillerne samtidigt tør presse højt på modstanderen.
Blot et lille indslag fra endnu en sofa-træner.