Danmark er ude af VM – og det her nederlag gør ondt helt ind i sjælen. Ikke bare fordi vi taber i straffesparkskonkurrence til Tjekkiet, men fordi det endnu engang udstiller de samme problemer under Brian Riemer.
Ja, straffesparkene er ikke hans skyld. Spillere på det her niveau skal kunne træde frem og score. Men kampen bliver ikke tabt dér alene. Den bliver tabt i de beslutninger, der leder op til det.
Hvorfor skal vi igen og igen vente alt for længe med at ændre kampen? Kasper Høgh kommer ind og scorer – og alligevel sidder man med følelsen af, at det sker alt, alt for sent. Når noget virker, hvorfor bliver det så ikke sat i spil tidligere? Det er ikke første gang, vi står med den fornemmelse under Riemer.
Samtidig er det svært at forstå udtagelserne. Der bliver holdt fast i spillere, som ikke præsterer, og som ligner nogen, der har passeret deres bedste niveau. Hvorfor ikke give chancen til dem, der er i form og banker på?
Det her handler ikke om én kamp. Det handler om et mønster. Om manglende mod, manglende timing og en træner, der ikke formår at få det maksimale ud af det materiale, han har.
Danmark burde ikke ryge ud på den her måde. Ikke med den trup. Ikke med de muligheder, der var i kampen.
Det er pinligt. Og det kræver konsekvenser.
For hvis ikke der sker noget nu – hvornår gør der så?