- Det har ikke en skid at gøre med træneren eller lederne - det er os 11 inde på banen, der skal til at steppe op.
Tja, men det er jo tydeligt, at spillerne ikke aner deres levende råd, og det falder jo tilbage på cheftræneren. Man har lige haft en god lang landsholdspause til at træne ordentligt, fx defensive ting som tilbageløb, opdækning og dødbolde og offensive ting som genpres og afslutninger. Det var noget svært at se i dagens kamp, hvad der er blevet trænet op til.
Vi fans bliver bedt om at tro på projektet, men det er jo uendeligt svært at tro på noget, hvor det eneste parameter med fremgang er “vi træner godt”. Ikke alene taber vi ofte, men vi taber efter helt igennem miserable og uacceptable præstationer. Prelec stak af sidste sæson, bl.a. fordi han angiveligt ikke havde de rigtige spillere. Nu har han de rigtige spillere, men nu er vi så i en proces, og efter hvad han sagde i interviewet efter kampen, så skal vi se, hvor VB er om nogle år! Helt ærligt, det kan godt være, det er en proces, men det udsagn er er jo til grin.
Som VB-fans er vi havnet i en slags “catch 22”. Vi har den måske ringeste cheftræner i ualmindelige tider, men fordi han er ansat af Hemmersam og Tønder kommer en fyring ikke på tale, for så taber de ansigt. Derfor dækker de sig ind under, at der er fremgang på parametre, som ingen kender; i hvert fald ikke uden for den sluttede cirkel. På de parametre, som vi andre umiddelbart kan se, er der overhovedet ingen fremgang. Hverken de kvantitative målbare ting som points, mål for/imod, xG (som dog ganske vist ikke siger ret meget), boldbesiddelse osv. eller på de mere kvalitative som fight, indstilling og vilje. Det er som om man rammer et nyt lavpunkt hver gang man spiller. Det har også indvirkning på den vigende tilskueropbakning, hvor der kommer færre og færre på stadion, men hey, vi er jo i proces, så det tager ledelsen også med i den her nedadgående spiral kaldet proces.
Jeg er og bliver VB-fan, men jeg må blankt erkende, at jeg overvejer mit årskort i øjeblikket. Så kan jeg møde op en gang imellem, når det lige passer ind i skemaet. I øjeblikket flytter jeg ting for at komme på stadion, men hvis “det her” er det nye VB, så er jeg ikke så sikker på, at jeg passer ind. Og jeg er ellers kommet kontinuerligt på stadion de sidste 35-40 år.
Skal Prelec fyres? Ja, det mener jeg absolut, men faktisk skulle han jo aldrig have været ansat. Den “fordanskning” af truppen, man har sigtet efter, kunne man jo meget vel også have gennemført i trænerteamet. Der er flere gode danske trænertalenter, som ville have været langt mere oplagte, fx Lønstrup. En anden og mere oplagt ting er, at hvis en trup underpræsterer kan man pege tre steder hen; 1) cheftræneren, 2) spillerne, 3) ledelsen. Jeg synes umiddelbart, at spillertruppen er bedre end stillingen viser. Ledelsen, især Hemmersam, har handlet fornuftigt ind (selv om jeg personligt gerne havde set Kirkegård blive). Så er der cheftræneren tilbage, og ja, jeg synes, at Prelec underpræsterer ekstremt og virker famlende og rådvild i sine dispositioner, hvilket med al tydelighed kommer til udtryk på banen. Men som nævnt ovenfor, så trykker ledelsen (læs Hemmersam) ikke på knappen af personlige årsager. I mellemtiden kan jeg så overveje, om jeg gider at køre til Vejle og se endnu en omgang kønsløst pindsvinefodbold á la Prelec. Lige nu peger pilen på “nej”!