Ud fra et spansk perspektiv mindede finalen i ekstrem grad om finalekampen mod Holland i 2010; kampene endte med det samme resultat og med en scoring i tillægstidens 2. halvleg - og ikke mindst mod samme type modstander, hvor Nigel de Jongs decideret svinske adfærd vist ikke lader meget tilbage for Leandro Paredes´ eskapader!
I en argentinsk sammenhæng ligner finalenederlaget på mange måder nederlaget til Vesttyskland i 1990. Der kan i det hele taget findes tydelige paralleller mellem det argentinske landshold anno 1990 og 2026. Det gælder ikke kun for finalen men for hele turneringen; i begge tilfælde var der tale om hold, der var bygget op omkring STJERNEN fra det forrige vm men, hvor spillet på ingen måder levede op til fordums styrke - snarere end godt spil var det også i 1990 mere viljestyrke og det fornødne held, der sikrede en bumpet vej til finalen med en uskøn 1-0 sejr over Brasilien i 1/8-delsfinalen på mål af Claudio Cannigia som højdepunktet (og det siger vist alt!).
Forskellen mellem 1990 og 2026 er dog spillernes generelle attitude. Den var heller ikke god i 1990, men det her overgår alt, hvad jeg husker! De argentinske spilleres (og fans) opførsel ved dette vm har mildest talt ikke imponeret, og såvel Maradonafans og Messitilhængere bør derfor erindre dem for deres meritter ved det forrige vm. Svinestreger var en helt integreret del af Maradonas personlighed og en endog elsket del af myten omkring ham; det er derimod ikke tilfældet for Messis ry, så det bliver interessant at se, hvordan det her vil indvirke på hans eftermæle?
Argentinsk landsholdsfodbold vurderes oftest i en binær ramme, hvor der skelnes klart mellem "menottismo" og "bilardismo", der sikrede dem vm-titlerne i henholdsvis 1978 og 1986. Den radmagre, storrygende levemand og selverklærede socialist (under et et særdeles undertrykkende højreorienteret militærregime!!!) César Luis Menotti stod for en kollektiv, flydende og kreativ spillestil med fokus på offensiven og det spektakulære, mens den altid hårdtarbejdende Carlos Bilardo foretrak for en solid defensiv og en stram organisation, hvor alt var bygget op omkring en stjernespiller, som så skulle stå for alt det kreative og for at skabe magien.
Der er ikke meget tvivl om, at Scalonis måde at organisere det argentinske landshold på minder mere om Bilardos struktur end om Menottis skabeloner. Det gælder ikke mindst for 2026-holdet; i 2022 var Messi også den ubestridte stjerne, men han havde i Di María og Alvarez (som var på et langt højere niveau i landsholdssammenhæng i 2022) trods alt inspirerende legekammerater. Alligevel bliver det interessant at se, hvordan Scalonis principper vil blive vurderet af eftertidens sydamerikanske fodboldtænkere -teoretikere og filosoffer? Og deres tanker og refleksioner er aldrig uinteressante at beskæftige sig med - med Eduardo Galeano og Jorge Valdano som de nok mest kendte (og igen to modsætninger).
Det mest interessante ved Argentinas uskønne bidrag til dette vm er for mig derfor, om vi med tiden også får en "(e)scalonismo" - og om denne i så tilfælde blot vil blive anset som en afart af bilardismoen, som et "hybridprodukt" på et spektrum mellem bilardismoen og menottismoen eller måske som et "tredje ben", der tvinger os til at gentænke hele den binære rammesætning, der indtil nu har karakteriseret måden at tænke på og tale om argentinsk landsholdsfodbold på?