Redigerettirs 21. jul 13:32
Han er svær at holde af, ham der.
Jeg skrev i en anden tråd, efter semi-finalen mod England, at der også er en charme ved, at fodbold bliver spillet forskelligt på forskellige kontinenter. At fodbold ikke er blevet europæiseret til en grad, hvor kulturforskellene bliver usynlige.
Fodbold betyder bare mere i Argentina, end det gør andre steder, og man er ikke bange for at gå til grænsen, gå over den, eller sågar score med hånden, så længe det ikke bliver opdaget. I Argentina er fodbold krig ligeså meget som det er leg.
Det betyder, at det indimellem bliver uskønt at se på. Og at spillets egentlige ånd bliver kompromitteret. Jeg glæder mig over, at det ikke er alle kampe, der ser sådan ud. Men jeg kan godt leve med det, og jeg kan godt have en vis sympati for det.
Når alt det er sagt, så er der jo grader jo af, hvor langt, man går over grænsen. Ja, fodbold kan være krigerisk. Man kan tackle igennem, lave frispark, lege julelege, forsøge at provokere sine modspillere, men det bliver nødt til at være andet end det også.
Og når der bliver begået decideret vold, så er vi langt over den grænse. I Frankrigs kamp mod Paraguay, så man ting, som nærmest kunne være blevet politianmeldt. Endnu værre var nogle af scenerne med argentinerne efter slutfløjt i finalen.
Og endnu mindre charmerende bliver det, når det kun er krig. Og ikke krig og leg sidestillet. Argentina forsøgte jo ikke at spille fodbold.
Som sagt, han er svær at holde af ham der. Paredes umulig at holde af. Der bør være en selvransagelse blandt argentinerne efter den finale. De er ikke tjent med at gå så langt over grænsen og samtidig nærmest nægte selv at spille fodbold. For så forsvinder sympatien for, at de spiller med en anden intensitet end mange andre steder. Fuldstændig. Og så bliver Argentina umulig at holde af. Og det er synd.
"... once more it's all about defeating our own demons. Always with the demons. Tottenham's greatest adversary is Tottenham."