FCK føles lidt som England i 1966 og årene efter.
VM-sejr og på toppen af verden. Sejren gav tro på, at man var de bedste og langt foran nærmeste konkurrenter - at engelsk fodbold var progressivt og sat op efter den helt rette model. Det viste sig efterfølgende at være helt misforstået, da man, foruden at være hjulpet på vej af store dommerfejl, også praktiserede en forældet og umoderne spillestil, som skulle vise sig at være inferiør ift. fx sydamerikanske hold, som praktiserede en mere og mere teknisk form for fodbold.
Sejren i 1966 blev en sovepude og lidt af en forbandelse for England, hvor man glemte at udvikle sig videre, fordi man ikke troede, at det var nødvendigt. Så i de kommende år blev man kørt agterud, og man har siden da ikke vundet noget som helst.
Sådan føles det også med FCK, hvor man aldrig tøver med at henvise til fx 2x The Double, CL deltagelse osv. de senere år, men hvor der, helt ærligt, hele tiden har været et eller andet galt i klubben. Den øjeblikkelige succes har været en sovepude og givet en intern tro på, at FCK var på rette kurs og et stykke foran de nærmeste konkurrenter i FCM og BIF, så man har negligeret at udvikle sig yderligere. Nu bliver man kørt agterud af konkurrenterne, som virkelig viser sig at være progressive og villige til at satse og investere dér, hvor de kan. Der tænkes store tanker, mens man i FCK blot kæmper for at bevare et status quo, altså, en plads i toppen - mens de store tanker og ideer er fraværende, og har været det i årevis - det brydende punkt her værende afskedigelsen af Ståle Solbakken, som man aldrig rigtigt har formået at erstatte, og hvor tingene har haltet lige siden. Nye profiler, omstrukturering af arbejdsopgaver og ansvar osv. har ikke løst problemerne, som nu også viser sit grimme ansigt på banen. Individuel kvalitet er ikke nok længere, når modstandere møder op med langt større sammenhængskraft og kultur, end man gør i FCK. Man har alvorligt brug for at omstille sig til en fremsynet, bæredygtig model med klare definitioner og visioner for, hvordan man vil gribe tingene an, og så investere storstilet i den - ellers er alt muligt, også nedrykning.
VM-sejr og på toppen af verden. Sejren gav tro på, at man var de bedste og langt foran nærmeste konkurrenter - at engelsk fodbold var progressivt og sat op efter den helt rette model. Det viste sig efterfølgende at være helt misforstået, da man, foruden at være hjulpet på vej af store dommerfejl, også praktiserede en forældet og umoderne spillestil, som skulle vise sig at være inferiør ift. fx sydamerikanske hold, som praktiserede en mere og mere teknisk form for fodbold.
Sejren i 1966 blev en sovepude og lidt af en forbandelse for England, hvor man glemte at udvikle sig videre, fordi man ikke troede, at det var nødvendigt. Så i de kommende år blev man kørt agterud, og man har siden da ikke vundet noget som helst.
Sådan føles det også med FCK, hvor man aldrig tøver med at henvise til fx 2x The Double, CL deltagelse osv. de senere år, men hvor der, helt ærligt, hele tiden har været et eller andet galt i klubben. Den øjeblikkelige succes har været en sovepude og givet en intern tro på, at FCK var på rette kurs og et stykke foran de nærmeste konkurrenter i FCM og BIF, så man har negligeret at udvikle sig yderligere. Nu bliver man kørt agterud af konkurrenterne, som virkelig viser sig at være progressive og villige til at satse og investere dér, hvor de kan. Der tænkes store tanker, mens man i FCK blot kæmper for at bevare et status quo, altså, en plads i toppen - mens de store tanker og ideer er fraværende, og har været det i årevis - det brydende punkt her værende afskedigelsen af Ståle Solbakken, som man aldrig rigtigt har formået at erstatte, og hvor tingene har haltet lige siden. Nye profiler, omstrukturering af arbejdsopgaver og ansvar osv. har ikke løst problemerne, som nu også viser sit grimme ansigt på banen. Individuel kvalitet er ikke nok længere, når modstandere møder op med langt større sammenhængskraft og kultur, end man gør i FCK. Man har alvorligt brug for at omstille sig til en fremsynet, bæredygtig model med klare definitioner og visioner for, hvordan man vil gribe tingene an, og så investere storstilet i den - ellers er alt muligt, også nedrykning.
If I had the wings of a sparrow...
If I had the arse of a crow...
I'd fly over Pride Park tomorrow...
and shit on the bastards below!