Redigeretons 17. jul 2024
Mange skriver, at det jo er rigtigt, at spillerne har afrikanske rødder, hvorfor det ikke er racistisk, og at franskmændene er tyndhudede og krænkelsesparate. Det er vigtigt at huske, at der ligger en lang, lang historie til grund for det franske landsholds reaktion på dette.
Fodbold, politik og racismespørgsmålet har altid været sammenblandet i Frankrig. Dette kommer ikke ud af det blå, men den er en del af en lang Fransk tradition, hvor højrefløjspolitikere og Les Bleus skyder efter hinanden. Argentinas slagsange er som taget ud af den ekstreme højrefløjs retorik om Les Bleus, og derfor reagerer de.
Jean-Marie Le Pen, Marine Le Pens far, gjorde det for første gang i 1996, hvor han kaldte det "kunstigt", at man importerede spillere af afrikansk afstamning og kaldte dem "franske", selvom det på daværende tidspunkt kun var Marcel Desailly der ikke var født i Frankrig. Mange fra landsholdet svarede dengang igen; heriblandt den nuværende landstræner Deschamps, som dengang var anfører, udtalte blandt andet, at Le Pen igen bare fyrede lort af (eller noget i den stil)
Da Frankrig vandt verdensmesterskabet i 1998 udtalte Le Pen så igen, at han nød at høre Marseillaisen og se det franske flag svaje under nationalmelodien - heri lå det indirekte at han ikke nød holdet af politiske årsager.
Ved VM i 2006 udtalte Le Pen (stadig senior), at andelen af brune spillere måske var ved at tage overhånd, og at daværende træner Raymond Domenech måske var påvirket af politiske dagsordener i sin landsholdsudtagelse.
I 2010 var det så datteren Marine Le Pens tur. Hun påstod, at flere spillere på landsholdet ikke havde en fransk nationalfølelse, og at deres nationalfølelse var forbeholdt andre lande end Frankrig. "French on paper" blev holdet kaldt.
Så var der Ribery og Benzemas sag om mindreårige prostituerede, hvor Rassemblement National og Le Pen igen fik brugt Les Bleus som en politisk slagmark, da de påstod, at det var et eksempel på spillernes manglende moralske kompas og den fejlede integration i Frankrig.
Eric Zemmour, som nogen måske kender, en ret frygtelig politisk karakter, stillede i 2022 spørgsmålstegn ved, hvorfor Les Bleus bestod af 8-9 brune spillere. Rassemblement National og Le Pen har dog ændret tonen lidt de sidste år - formentlig fordi Les Bleus har fået større og større succes, er blevet mere og mere populære og det derfor er blevet en tiltagende større tabersag at lægge sig ud med dem. Dog skrev Jordan Bardella, et ledende medlem i Rassemblement National, sådan her, da Frankrig slog England ved VM 2022: "Tak Olivier Giroud, tak Didier Deschamps, tak Les Bleus", ligesom en anden højrefløjspolitiker Eric Ciotti skrev "En fantastisk Lloris, en mesterlig Giroud og et solidt hold". Begge ting blev selvfølgelig læst ind i en politisk kontekst, idet Tchouameni også scorede for Frankrig, hvorimod Giroud, som aldrig har ytret sig politisk og i øvrigt er både hvid og kristen, blev fremhævet.
Det her er jo bare eksempler på, hvor sammenblandet fransk politik og Les Bleus har været i årevis. Højrefløjen har politiseret landsholdet i årevis. Det er bare en anden tradition og historik, end vi har i Danmark. Derfor er det en helt naturlig reaktion i den historik og den målestok, at man nu reagerer på argentinske smædesange.
Folk herinde lader til at leve i den forestilling, at vi bare kan se på det her som en isoleret hændelse, og at det er et tegn på fransk krænkelsesparathed. Les Bleus har været politiseret på racespørgsmålet i årtier, og den politiserede sammenblanding stammer altså fra den franske højrefløj, som har forsøgt at gøre det franske landshold til en politisk kamplads i snart 30 år. Derfor er det her ikke bare et tegn på krænkelsesparathed men en slag i en lang kamp mod åbenlys racisme mod det Les Bleus.