men hans taktiske filosofi med få, men afgørende afleveringer op i banen var også forfriskende.
Filosofi ligefrem. Hvis du tænker på den lange diagonal til en malplaceret Cornelius (ja, det lykkedes mod Polen, men ellers ikke) + generelt håb om nedfaldsbolde til Eriksen, så vil jeg snarere betegne det som en primitiv pixibog.
Og, så skabte han altså den solide defensive akse, vi stadig nyder godt af.
Det er vel ikke hans fortjeneste, at vi også dengang havde en masse gode defensive spillere. Og hvem er det i øvrigt han præsteret så flot defensivt imod?
Målene fløj i øvrigt ikke ind om ørene på os under Olsen. ´
Spillermaterialet var slet, slet ikke så godt som nu, det er jo bare useriøst at sige. Det var på vej og bedre end under MO, men mange af dem, der toppræsterer nu, var ikke i nærheden af samme niveau dengang - PEH og AC for blot at nævne nogle. Derudover er folk som Mæhle og senest Damsgaard og ASO kommet til, mens bredden med Brentford-drengene er langt, langt større.
Spillermaterialet var stor set ligeså godt. Ja, der er nogle der er blevet bedre nu, og der er kommet flere til - men til gengæld er der også nogle vi har "mistet"/der er blevet dårligere (Eriksen, Sisto, Schøne, Nicolai Jørgensen, Fischer, Durmisi, m.fl.)
Wass og Mæhle ar i øvrigt også super gode undervejs i Hareides periode, men dem valgte han af uransagelige årsager at se bort fra - ligesom han i to år så bort fra en kapacitet som Højbjerg (som ligeledes gjorde det fremragende i Southampton).
AC gjorde det også fremragende på klubholdet dengang.
Damsgaard og Andreas Skov var i øvrigt aldrig blevet udtaget af Hareide på nuværende tidspunkt. Det er er sikkert som amen i kirken. Så den bredde Hjulmand har til rådighed nu, skyldes også at han er modig og først og fremmest prioriterer spiltyper der har masser af "bold" i sig.
Mæhle var måske nok blevet udtaget, men havde højst sandsynlig måtte tage til takke med at stå bag Stryger på venstreback og Dalsgaard på højre - hvilket jo egentlig siger det meste om forskellen på Hareide og Hjulmand.
Det korte af det lange er, at Hareides form for antifodbold med fokus på fysik og lange bolde, var alt for radikal og totalt unødvendig ift. spillermateriale; et spillermateriale som også dengang var til at spille flydende, positiv fodbold. Han udnyttede med andre ord ikke spillernes fulde potentiale, hvilket man med al tydelighed ser under Hjulmand.