Snak

Jeg fatter simpelthen til stadighed ikke denne imponerethed og taknemmelighed for hvad Hareide leverede.

Her er modstandere og resultater i betydende kampe under Hareide (Gibraltar-kampene undtaget, da de er så tilpas dårlige, at alle trænere ville have vundet sikkert over dem):

DK vs Armenien, 1-0
Polen vs DK, 3-2
DK vs Montenegro, 0-1
DK vs Kasakhstan, 4-1
Rumænien vs DK, 0-0
Kasakhstan vs DK, 1-3
DK vs Polen, 4-0
Armenien vs DK, 1-4
Montenegro vs DK, 0-1
DK vs Rumænien, 1-1
DK vs Irland, 0-0
Irland vs DK, 1-5
DK vs Peru, 1-0
DK vs Australien, 1-1
DK vs Frankrig, 0-0
DK vs Kroatien, 1-1
DK vs Wales, 2-0
Irland vs DK, 0-0
Wales vs DK, 1-2
DK vs Irland, 0-0
Schweiz vs DK, 3-3
DK vs Irland, 1-1
DK vs Georgien, 5-1
Georgien vs DK, 0-0
DK vs Schweiz, 1-0
Irland vs DK, 1-1

13 sejre
13 uafgjorte
2 nederlag
Målscore: 49-20

Ovenstående viser, at det er yderst begrænset med modstand som DK - i konkurrencemæssige sammenhænge - har mødt under Hareide. Og decideret minimalt hvad de har mødt af modstandere fra øverste skuffe. Ja, man kan faktisk argumentere for, at de reelt set kun har mødt ét hold af øverste skuffe, nemlig Kroatien, i og med at Frankrig: 1) ikke stillede i stærkeste, 2) ikke var tvunget til at vinde, 3) notorisk har svært ved for alvor at motivere sig mod svagere modstand (Luxembourg, Island, Sverige, Schweiz in mente)

Polen og Schweiz var heller ikke dengang bedre end DK på papiret, og alligevel blev vi domineret totalt i spil og chancer i tre ud af fire kampe mod disse (2-3 resultatet i Polen var ikke retvisende for kampens forløb). Ligesom det også var mere held end forstand, at vi ikke tabte mod Peru.

Vi spillede uafgjort mod meget meget middelmådige Irland hele 5 gange (!), Australien 1 x, Georgien 1 x og Rumænien 2 x

Vi klarede os med nød og næppe forbi førnævnte Irland i play off. En sølle irsk scoring i Dublin fra fiaskoen.

Vi klarede os med møje og besvær videre fra gruppen til VM.

Og alt dette på trods af, at Hareide havde stort set ligeså godt et spillermateriale som Hjulmand til rådighed + en Eriksen i sin absolutte prime på klubholdet (noget Hjulmand ikke har haft glæde af)


Så igen: Hvad er det imponerende i Hareides ovenstående resultater? Hvis man ikke bare bevidstløst gentager at han ikke tabte i så og så mange kampe (i øvrigt nemmere ikke at tabe end at forsøge at vinde), men i stedet dykker lidt ned og sammenholder egne styrke med modstandernes, kampforløb, osv., ja så har han vel snarere underpræsteret ...

Jeg har faktisk forsøgt at få dem som synes om Hareide som træner til at forholde sig til de kampe han var træner i, altså gå ind i resultaterne og hvordan kampene forløb.
Umiddelbart har jeg ikke haft succes med det, det slutter med "jamen han har ikke tabt i mange mange kampe".

Sot

Jeg kan godt forstå din irritation over den konstante sammenligning, som du også har givet udtryk for tidligere.

Ikke desto mindre synes jeg egentlig diskussionen har sin berettigelse al den stund, at Hareides ansættelse dengang var et stilbrud med vores spilselvopfattelse. Det var bestemt et nødvendigt et, men man kan jo konstatere, at der i denne fodboldnation og fra øverste ledelse er en eller anden selvbevidsthed om ‘hvordan’ vores udtryk skal være.

Så kan man sige, at man ikke kan/bør tage patent på en filosofi, og det synes egentlig heller ikke Hjulmand gør, hvis man læser og forstår hans udtalelser. Men spillet nu og ånden over holdet (og ja, det synes jeg godt, man kan tale om - også før Eriksen-uheld) har bare noget jenesaisqoui, som jeg bare aldrig fik under Hareide.

Jvf Lakris’ liste var der jo mange storsejre - jeg var bare aldrig rigtig henført, og det kan sgu nok have noget at gøre med den manglende risikovillighed. Vi endte jo med at være et hold for hvem det var vigtigere ikke at tabe end at vinde.

Grundlæggende handler det om, hvad man tænder på. Og jeg forstår til fulde, at man kan omfavne begge stilarter, men forstår samtidig også godt, hvorfor de to trænere trækker nogle fronter op.

Ikke desto mindre synes jeg egentlig diskussionen har sin berettigelse al den stund, at Hareides ansættelse dengang var et stilbrud med vores spilselvopfattelse. Det var bestemt et nødvendigt et, men man kan jo konstatere, at der i denne fodboldnation og fra øverste ledelse er en eller anden selvbevidsthed om ‘hvordan’ vores udtryk skal være.

Ja, det var nødvendigt at gøre op med nogle forstenede spilmønstre og ideer hos Morten Olsen.

Et af mine pointer er blot, at dette opgør resulterede i en - paradoksalt nok - endnu mere radikal form for fodbold, med omvendt fortegn (læs: lange bolde, nedfald, kontra, ingen ambition om at dominere spillet på banen, osv). Folk kalder det pragmatisk, hvilket er helt i skoven, da Hareides stil i langt højere grad tillod tilfældigheder og chancer imod sig, og sidst men ikke mindst, så udnyttede stilen langtfra spillermaterialets fulde styrker - hvis vi havde været Island, så ville stilen have givet mere mening)

Hareides "medicin" var med andre ord alt for voldsom, endimensionel og, ja, ufornuftig. På trods af dette, gik det resultatmæssigt kun lige akkurat med nød og næppe, hvilket Hareide som sagt primært kan takke individuel klasse (Schmeichel, Eriksen), og en god portion marginaler/held for.

Hjulmand er ikke radikal men - sjovt nok - pragmatiker; han vil vinde og udnytter alle muligheder for at nå dette mål, hvad angår spillernes respektive forcer og forskellige taktiske tiltag.

Jeg har faktisk forsøgt at få dem som synes om Hareide som træner til at forholde sig til de kampe han var træner i, altså gå ind i resultaterne og hvordan kampene forløb.
Umiddelbart har jeg ikke haft succes med det, det slutter med "jamen han har ikke tabt i mange mange kampe".

Tro mig, jeg har prøvet siden Hareide tog over, men ja, det er et arbejde af Sisofos´ske dimensioner at få folk til vitterligt at SE på modstanderne, resultaterne, kampforløbne og statistikken fra selvsamme.

I mine øjne "mistede" vi flere dyrebare år med Hareide, som kunne have meget mere lig med det Hjulmand har præsteret, sportsligt såvel som underholdnings/begejstrings-mæssigt. Jeg har sagt det tusind gange før: Der er ingen modsætning mellem flot, medrivende, positiv fodbold og gode resultater.

Hareides "medicin" var med andre ord alt for voldsom, endimensionel og, ja, ufornuftig. På trods af dette, gik det resultatmæssigt kun lige akkurat med nød og næppe, hvilket Hareide som sagt primært kan takke individuel klasse (Schmeichel, Eriksen), og en god portion marginaler/held for.

Du har helt ret i alle dine indlæg om det her. Groft skitseret kan man sige, at vi under Hareide vandt (og spillede uafgjort meget tit) på trods af, at træneren havde skabt præmisserne for fiasko. Under Hjulmand vinder vi fordi træneren har skabt præmisserne for succes.

Hareide peakede resultatmæssigt under VM 18 med kvalifikation til 1/8-finalerne. Men det var på trods og ikke på grund af de forudsætninger, han skabte:

I alle fire kampe blev vi sat til vægs spillemæssigt og i forhold til skabte chancer. Kasper Schmeichel måtte samlet set tage sig af næsten dobbelt så mange afslutninger på mål som sine fire kollegaer i den anden ende - heriblandt dem fra Peru og Australien + et ligeglad fransk hold i søvngængertempo.

Vi gik videre fra VM-puljen takket været et brændt straffespark af Peru, et australsk hold, der ikke udnyttede de chancer, Hareide tillod dem, og et fransk hold, der ikke gad. Hareide flirtede med en gedigen fiasko, men slap nådigt og med en stor portion held igennem de fælder, han havde sat op for sig selv.

Under EM med Hjulmand har billedet været stik modsat:

I alle fire kampe har vi været bedst spillemæssigt og i forhold til skabte chancer.
Vi har haft næsten fire afslutninger inden for rammen for hver gang, modstanderne har haft en. Hvor den statistik under VM18 hed 12-20, hedder den under EM21 30-8.

Under VM tillod vi modstanderne 65 afslutninger i fire kampe. Under EM har de i lige så mange kampe haft 24. Under VM havde vi selv 40 afslutninger. Under EM har vi haft 77.

Det er ikke bare en forandring, der er til at få øje på. Det er en højdramatisk forskel skabt af et paradigmeskifte på trænerbænken, som aldrig burde være sket, fordi Hareide aldrig burde have været landstræner.

Hans sidste kamp var bevis nok i sig selv og fortæller historien om hans håbløshed: Den uafgjorte "triumf" i Dublin, da vi helt katastrofalt og nærmest diskvalificerende tillod et elendigt irsk landshold at vinde afslutningsstatistikken med deprimerende 15-3!

Over for alt det står så, at han "ikke tabte i en milliard kampe". Men det har du jo dissekeret med en grundig og præcis analyse.

Vi er vel enige om, at hvis begge hold var tvunget til at vinde - og Frankrig bl.a. dermed havde stillet i absolut stærkeste opstilling - så havde Frankrig med al sandsynlighed også vundet (og Hareides lidet imponerende stime haft en hurtigere ende)?
Med andre ord: Hvis kampprogrammet havde været ligesom her ved EM, hvor vi mødte gruppens stærkeste hold i kamp 2 og ikke 3, så havde Hareides tropper sandsynligvis tabt (ligesom vi gjorde til Belgien).

Det her er godt nok en frygtelig omgang argumentationsvoldtægt. Alene det faktum, at man har brug for at opfinde nederlag der ikke fandt sted, for at holde sin pointe i live, viser meget godt hvor irrelevant den er.

Frankrig stillede i en opstilling der var LANGT bedre end vores, og vi SKULLE have point, og gik helhjertet efter det - og fik det. Frankrig kunne fint leve med uafgjort, men skulle altså også undgå at tabe for at sikre sig 1. pladsen. Frankrig havde ingenlunde spillet imponerende i de to første kampe mod Australien og Peru, som de begge besejrede med ét mål. I Australien kampen skulle de sågar bruge både selvmål og straffespark. Ikke desto mindre var det VM´s på papiret bedste hold - og som også vandt turneringen. Uafgjort krævede en meget disciplineret indsats, og et nederlag kunne have sendt os ud. Det ville det så ikke have gjort fordi Peru slog Australien, men vi gjorde hvad vi skulle for at sikre os avancement - præcis ligesom vi gjorde til VM og EM kvalen. Så kan man tale nok så meget om held, men når man i samtlige vigtige kampe (undtagen mod Kroatien, som vi i øvrigt var de eneste, udover Frankrig der formåede at holde i strakt arm.) gjorde lige præcis det der skulle til, så kan man ikke fastholde begreber som held. Det er altså en kvalitet at opnå sine mål.

Skal man partout sammenligne med Belgien kampen, er det vel værd at fremhæve at de også sparede Hazard, Witsel og de Bruyne i 1. halvleg, og først satte dem ind da det virkelig brændte på. En kamp, som Belgien fint kunne leve med uafgjort i - og så i øvrigt til slutrunde på dansk grund. I modsætning til Frankrig-kampen der blev spillet i Rusland.

Jeg forstår simpelthen ikke det irrationelle had du har til Åge Hareide. Hver eneste gang der er en som på objektivt grundlag formaster sig til at rose ham for sin indsats (uanset om man bedre kan lide Hjulmand eller ej), så kaster du ned i anklerne på folk som en hund med rabies.

Det vi har nu, havde vi ikke haft med Hareide, det er helt sikkert. Damsgaard havde end ikke været udtaget.

Baseret på hvad dog? Sisto, som vel er den der minder mest om spillede 20 landskampe under Åge Hareide, Viktor Fischer fik 13 landskampe under Hareide. Der er vel ingen tvivl om, at han i allerhøjeste grad ønskede at have en hurtig og teknisk stærk kantspiller. De fungerede bare ikke i en grad som Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard har gjort. Men at argumentere for at de ikke havde fået chancen under Hareide er jo bare uintelligent.

Man skulle tro at Hareide overtog en masse dårlige fodboldspillere, og derfor partout var nødsaget til sin radikale, primitive antifodbold - og det er ikke blot en myte, det var også trist og unødvendigt (da han dermed ikke udnyttede spillernes evner til fulde + at dét ikke at have bolden - som sagt - oftes er en dårlig strategi, hvis man gerne vil minimere målchancer imod sig og selv kreere chancer frem ad banen)

Det er satme bare underligt at de her "topspillere", som åbenlyst passer til hurtig teknisk fodbold, så ikke formåede at spille Danmark til EM under Morten Olsen, men måtte nøjes med en stribe uafgjorte mod Armenien og Albanien, for slet ikke at tale om nederlagene kort forinden til Makedonien, Rumænien og Armenien.

Sot

Jeg kan godt forstå din irritation over den konstante sammenligning, som du også har givet udtryk for tidligere.

Hvis den var rationel, så synes jeg det gav mening, men fra særligt Lakris handler det om et decideret had. Alt hvad Hareide har gjort (selv de store sejre og flotte kampe) skal pilles ned og koges ned til held og forventelighed, mens de dårlige kampe under Hjulmand (Bl.a. sejren over Island) taler vi ikke om, for Hjulmand spiller jo underholdene. Bare ikke lige, når han ikke gør. 1. halvleg mod Finland og Rusland kunne jo ligeså vel have været under Morten Olsens sidste tid, eller Hareides ditto.

Ikke desto mindre synes jeg egentlig diskussionen har sin berettigelse al den stund, at Hareides ansættelse dengang var et stilbrud med vores spilselvopfattelse. Det var bestemt et nødvendigt et, men man kan jo konstatere, at der i denne fodboldnation og fra øverste ledelse er en eller anden selvbevidsthed om ‘hvordan’ vores udtryk skal være.

Absolut, og egentlig handler det jo mere om det udtryk vi endte med, at få end det vi blev lovet. For jeg synes jo han sagde alle de rigtige ting med hellere 4-3 end 1-0, hurtigt spil, mange afslutninger osv. faldt fin i tråd med vores selvopfattelse, omend Hareide ikke er voldsomt sexet i sin fremtoning. Men det døde jo desværre med det 3-mands forsvar som alle havde skreget efter under Olsen i de sidste 3-4 år. Og derfra blev det pragmatisme, og i sidste ende en kamp om, at holde en statistik i live for statistikkens skyld. Jeg indrømmer sgu gerne, at jeg var glad for Åge, men jeg var også glad for Olsen - og lige nu meget glad for Hjulmand. Jeg synes bare det bliver en skyttegravsdiskussion, fordi de der enten elsker eller hader Hareide ikke formår at bringe nuancerne til bordet, og så bliver det enten sådan noget "Se lige hvor ringe modstandere han har mødt" eller "Fuck nu det, vi var ubesejrede i X antal kampe, hvem ellers kan det?".

Så kan man sige, at man ikke kan/bør tage patent på en filosofi, og det synes egentlig heller ikke Hjulmand gør, hvis man læser og forstår hans udtalelser. Men spillet nu og ånden over holdet (og ja, det synes jeg godt, man kan tale om - også før Eriksen-uheld) har bare noget jenesaisqoui, som jeg bare aldrig fik under Hareide.

Jovist, men hvilken relevans har det i forhold til at kunne anerkende Hareide?

Jvf Lakris’ liste var der jo mange storsejre - jeg var bare aldrig rigtig henført, og det kan sgu nok have noget at gøre med den manglende risikovillighed. Vi endte jo med at være et hold for hvem det var vigtigere ikke at tabe end at vinde.

Absolut enig. Jeg vil dog gå så langt som til at sige, at jeg i flere af Hjulmands kampe har siddet og været decideret sur i løbet af 1. halvleg. Det der med, at kværne modstanderne på den måde vi ofte gør i 2. halvleg er jo en direkte konsekvens af hvordan vi spiller i 1. halvleg - men underholdene er det altså ikke.

Grundlæggende handler det om, hvad man tænder på. Og jeg forstår til fulde, at man kan omfavne begge stilarter, men forstår samtidig også godt, hvorfor de to trænere trækker nogle fronter op.

Ja, og det er nok her jeg står af. For selvfølgelig skal der være mulighed for at nuancere sine holdninger, men irrationelt had hvor kun det negative kan fremhæves, til trods for egentlig pæn succes, er for mig at se dumt. Altså på et niveau hvor det virkelig udstiller disse personers manglende intelligens.

Hareides "medicin" var med andre ord alt for voldsom, endimensionel og, ja, ufornuftig. På trods af dette, gik det resultatmæssigt kun lige akkurat med nød og næppe, hvilket Hareide som sagt primært kan takke individuel klasse (Schmeichel, Eriksen), og en god portion marginaler/held for.

Du tillægger simpelthen held en alt for stor vægt. Hvornår er det sidst sket i fodboldens verden at held har domineret i så lang en periode? Det er simpelthen for dumt, altså...

Ikke et eneste ord om spillernes åbenlyse kærlighed til mandens håndtering af menneskerne, sammenholdet, teamspirit. Nej kun held og individuel storhed fra to spillere. Her berører vi end ikke det faktum at Eriksens bedste klubperiode lå under Morten Olsen, som på ingen tænkelig måde fik han ud over rampen på landsholdet. Eller at Simon Kjær flyttede sig fra en periodevis usikker tilværelse til, at være bundsolid uanset klubsucces.

Nej, det var bare lange bolde og så håbe på det bedste. 5 år i træk.