Redigerettirs 22. nov 2022
Til dem der vil vide hvad det drejer sig om:
Der foregår kæmpe kampe mellem regeringen og befolkningen. Spillerne har valgt ikke at synge nationalsangen, da det er en nationalsang som kom til, efter den islamiske republik tog over. Derfor forbinder man nationalsangen med dem.
Derudover så er spillerne under kæmpe kritik af deres egne borgere. Det skyldes at man mødtes med præsidenten inden afrejse til Qatar. Et møde som de ikke havde indflydelse på og som er tradition før hver VM slutrunde.
Men det har gjort folk så sure, at de i flere uger har håbet at Iran taber deres kampe. Spillerne er blevet svinet til. Målmanden som kom til skade i dag bliver grint af, og mange kalder det for karma. Alt dette pga et møde med præsidenten, som de ingen indflydelse havde på. Og på trods af spillerne flere gange har udtrykt støtte til befolkningen via sociale medier og ikke har sunget nationalsangen de seneste 3 kampe. Derudover har spillerne ikke jublet når de har scoret for deres klubhold, og mange af dem har spillet med sørgebind.
Så når Carlos Queiroz efter kampen udtaler, at ingen ved hvad disse spillere har været igennem, så er det ikke løgn. Folk forventer at de skal lede revolutionen. At de skal melde fra til VM, for at vise foragt overfor regeringen.
Personligt synes jeg det er alt for voldsomt et krav. Disse spillere kender ikke til andet end fodbold. De er primært fra underklassen eller nedre middelklasse. Dette er alt de ved
Og man skal ikke afvise, at alt det her har påvirket præstationen mod England.
Forestil jer at dit land er i kaos og mennesker bliver dræbt dagligt af regeringen. Derudover vil regeringen ikke have du laver nogle protester, og det kan potentielt være livsfarligt for dig eller dine familiemedlemmer. Derudover har en stor del af befolkningen vendt jer ryggen og sviner jer til på sociale medier. De ønsker at I taber alle 3 kampe.
Alt dette skal disse spillere forholde sig til og navigere rundt i. Det er altså ikke let
Sidst men ikke mindst, har udenlandske medier (især de engelske) brugt hele optakten på at spørge hvad de synes om Irans behandling af kvinder osv. Så de har ikke fået fred fra nogle steder