Jeg har svært ved at beskrive det følelsesregister, som jeg været igennem i de her tre kampe.
Hold nu op nogle helt utrolige kampe, der har været meget forskellige, men alligevel så ens.
Vi mister næsten vores største stjerne foran millionvis af seere, som ser med i hele verden.
Vi taber den kamp, som vi alle regnede med var vundet på forhånd.
Vi dominerer et af de bedste landshold i verden, og man sad total skuffet og uforløst efter den bedste præstation fra et dansk landshold i maaaaaaange år.
Vi vinder så i den afgørende kamp, efter to nederlag, hvor vores lykke afhænger af Belgiens hjælp. Først så scorer de, så bliver det annulleret og så scorer russerne på et ufortjent straffespark.
Men det endte lykkeligt og med den selvtillid, og medvind som vi hopper videre med nu, er virkelig grænseløs!!!
Omkring selve kampen observer jeg følgende:
De første 40 minutter foregår alt for meget på russernes præmisser. Det bliver alt for meget duelspil, og vi smider bolden væk konstant.Vi virkede rådvilde og forvirret.
Men ud af ingenting kommer Damsinho med en genialitet. Kæft en lækker afslutnig! (hans værdi må for øvrigt være steget en del efter de her to kampe)
Anden halvleg starter lidt rodet, hvor jeg nærmest havde mere travl med at kigge på livescore. Jeg ser ikke 2-0 målet af den grund, og kan nærmest ikke engang glæde mig over det, fordi et belgisk mål er mere vigtigt.
De scorer så, og i 30 sekunder var jeg i ekstase. Ser det bliver annulleret og i samme sekund får russerne et åndssvagt billigt straffespark.
2-1 og alt er ødelagt.
Resten er ren fryd og nu har jeg næsten brugt nok spalteplads.
Det her er en fantastisk historie, som jeg aldrig vil glemme. uanset hvordan det går fremadrettet.
Men man har vel lov at drømme?
Og drop nu det Hareide/Hjulmand pis. Nyd momentet, for det er sjældent at disse øjeblikke forekomme i ens liv
Sov godt røvhuller :)