“Fodbold er også voldeligt en gang imellem. Det er, hvad det er, og jeg må sige, at jeg elsker det. Fodbold er alt eller intet, og det er sådan, de kampe her skal være. Man bliver sparket, man sparker tilbage. Det er helt i orden med mig,”
siger Klaiber, da han bliver forholdt Brøndbys “Spark og Slå”-banner.
Der er ikke meget hjerne bag panden, når det her er svaret.
Det er ikke bare tonedøvt. Det er at lægge arm med alt, der gør sporten værd at elske. I stedet for at tage afstand fra et banner, der hylder vold, vælger Klaiber at kaste brænde på bålet og sige, han elsker det. Elsker volden. Elsker det primitive. Elsker ideen om, at fodbold kun tæller, hvis man må tæve hinanden undervejs.
“Man bliver sparket, man sparker tilbage.”
Det er ikke intensitet. Det er ikke passion. Det er dumhed med stolthed i stemmen. En mentalitet hentet direkte fra en bar uden vinduer.
Når det er det bedste, han kan mønstre i mødet med en opfordring til vold, så er det bare: luk munden.
Efter den her omgang mundbæ bør ingen lytte til Klaiber igen. Ikke som spiller. Ikke som stemme. Ikke som noget. Han har meldt sig ud af det, vi kalder spillet.
siger Klaiber, da han bliver forholdt Brøndbys “Spark og Slå”-banner.
Der er ikke meget hjerne bag panden, når det her er svaret.
Det er ikke bare tonedøvt. Det er at lægge arm med alt, der gør sporten værd at elske. I stedet for at tage afstand fra et banner, der hylder vold, vælger Klaiber at kaste brænde på bålet og sige, han elsker det. Elsker volden. Elsker det primitive. Elsker ideen om, at fodbold kun tæller, hvis man må tæve hinanden undervejs.
“Man bliver sparket, man sparker tilbage.”
Det er ikke intensitet. Det er ikke passion. Det er dumhed med stolthed i stemmen. En mentalitet hentet direkte fra en bar uden vinduer.
Når det er det bedste, han kan mønstre i mødet med en opfordring til vold, så er det bare: luk munden.
Efter den her omgang mundbæ bør ingen lytte til Klaiber igen. Ikke som spiller. Ikke som stemme. Ikke som noget. Han har meldt sig ud af det, vi kalder spillet.
