Snak

3 udsagn i artiklen - hvor det ene halter mere end det andet.

1. “Han ville aldrig vinde et engelsk mesterskab. Han gav ikke op.”

Hvis det engelske mesterskab var den ultimative ambition, kunne man omvendt argumentere for, at han havde søgt videre til en større klub på dette tidspunkt i karrieren. Leicester-mesterskabet til odds 5000 fremstår mere som en ekstrem historisk undtagelse end som et resultat af ren individuel stædighed eller langsigtet planlægning.

2. “Han var alt for gammel til at slå igennem på topplan. Han gav ikke op.”

Den præmis køber jeg ikke helt. Han var trods alt omkring førsteholdet i Man City som ganske ung og konkurrerede med Joe Hart. Jeg mindes bl.a. kampen mod Arsenal på Emirates, hvor han reddede et Van Persie-straffe - som 20-21-årig. Det er svært at kalde den alder “alt for gammel” til topplan.

3. “Han ville aldrig komme ud af sin fars skygge. Han gav ikke op.”

Her er der måske mere substans. Men jeg synes også, det hænger sammen med fortællingen om hans forhold til landsholdet:
“Uanset hvor ligegyldig en landskamp det var, ville Kasper Schmeichel spille den …”

For jeg er ikke nødvendigvis enig i, at hans kærlighed til landsholdet overgår alle andre danske spilleres. Der kan lige så vel have ligget et stærkt personligt mål i at overgå sin fars 129 landskampe. Det kan forklare, hvorfor selv venskabskampe havde stor betydning for ham - og hvorfor et landsholdsstop blev vanskeligere, jo tættere han kom på målet. Han manglede trods alt kun 10 kampe.

Jeg har kæmpe stor respekt for det Kasper Schmeichel har nået i sin karriere. Og det på trods af, at han har skullet kæmpe sig ud af sin fars store skygge. Det har uden tvivl været utroligt svært, da han jo som Peter Schmeichels søn Har skullet spille sig ud af skyggen af en af fodboldhistoriens bedste keepere.

Alligevel har Kasper Schmeichel formået at nå kæmpestore resultater, som et Premier League mesterskab og et FA Cup trofæ med Leicester. Vel at mærke som en af de bærende profiler på Leicester holdet. Skotsk mester og skotsk pokalvinder med Celtic. Og ikke mindst nåede Kasper Schmeichel en semifinale ved EM slutrunden i 2021, hvor kun et fejlagtigt dømt straffespark til England, forhindrede landsholdet fra at nå en EM finale.

At Schmeichel skulle have været erstattet som førstemålmand på landsholdet allerede for et par år siden, kan man ikke klandre Kasper for. Det er landstrænerens ansvar at sætte holdet, og sætte spillere af holdet. . Kasper Schmeichel var ikke grådig. Han udviste en kæmpe kærlighed og respekt for det at repræsentere Danmark på landsholdet. Noget jeg synes man bør hylde ham for. Desværre er der mange topspillere idag, der kun virker til gide at spille slutrunderne. Mens motivationen for at spille kvalkampe og Nations League kampe ikke er særligt stor.

For år tilbage mødte jeg på en ferie i Provence en gruppe af modne Engelske Coventry fan og de var ekstrem glade for Kasper og den attitude han havde vist da han var udlånt til dem - det var på et tidspunkt hvor Coventry var virkelig ringe og her oplevede de Engelske fans at Kasper virkelig kom og viste noget ud over det de var vant til.

Schmeichel stillede ikke op hver gang. Da DBU i 2018 ikke ville honorere de rige spillere nok, strejkede han på bedste usympatiske vis sammen med resten af holdet, der ikke i øvrigt ikke nedlod sig til at takke vikarlandsholdet.

Schmeichel og co. er kun stolte patrioter i rød og hvidt, når de kan skovle penge ind på det. "For Danmark", helt sikkert, "men mest for min tegnebog".

Det glæder mig umådeligt meget ikke at skulle høre på Schmeichels og holdets hyklerisk påtagede fædrelandskærlighed i tv´s lovprisende hyggevideoindslag til VM.