Jeg vil gå lidt længere end Toni Kroos og sige at Europæisk fodbold vandt. Jeg synes de sydamerikanske hold skuffede både spillemæssigt, men især med den opførsel især Paraguay og Argentina gik forrest med. En neandertalagtig uber macho voldelig opførsel på banen, som dommerne desværre i grotesk grad undlod at slå ned på. Men som jeg som tv seer synes var pinligt for fodboldsporten.
De afrikanske hold med Marokko i spidsen gjorde heller ikke ved dette VM mig overbevist om at vi snart får en afrikansk verdensmester. Undtagelsen var selvfølgelig Kap Verde, som for mig var den helt store positive oplevelse ved dette VM.
Holdene fra Mellemøsten var om muligt endnu ringere end nogensinde før, på trods af at nationer som Qatar og Saudiarabien har investeret hundredevis af milliarder kroner i fodboldsporten.
De asiatiske samt holdene fra Oceanien præsterede vel som ventet, på nær Sydkorea, som jeg havde forventet ville være bedre end Sydafrika.
Nord og Mellemamerika havde fået yderst favorable lodtrækninger til gruppespillet. Og USA havde endda fordel af yderst kontroversiel hjælp fra FIFAs øverste disciplinær komite. Ikke desto mindre fik de forventet røvfuld, da de løb ind i et godt afrikansk hold, samt to gode europæiske hold.
Europa dominerede endnu en gang stort. Seks ud af otte hold i kvartfinalerne var europæiske, og tre ud af fire hold i semifinalerne var også fra Europa. Og når en fodboldstormagt som Brasilien har ramt en knap så talentfuld generation af fodboldspillere, og Argentina må formodes ikke at have en 43 årig Messi med ved næste VM. Så ligner det i min optik en endnu større europæisk dominans frem mod næste VM.