Jeg er ikke fortaler for denne ligastruktur. Argumentet for er ofte, at kampene er spændende, men det er en sandhed med modifikationer.
I bund 6 var to klubber (SIF og Viborg) næsten fra start ikke i nærheden af at kunne rykke ud. De havde 7 pladsen at spille for, og så åndeløst spændende er det ikke. Sønderjyske reddede sig mere eller mindre 5-6 runder før slut, hvilket gjorde nedrykning til en kamp mellem Aab, Lyngby og VB. Med andre ord var der nærmest kun 3 klubber, som det var rigtigt spændende for.
Hvordan det forholdt sig i top 6, ved jeg faktisk ikke helt, hvilket faktisk er et andet problem med strukturen. Jeg fulgte ganske enkelt ikke med i top 6, for vi ligger jo ikke i den samme liga. Jeg har ladet mig fortælle, at der også var et par klubber, hvor sæsonen sluttede tidligt, da de hverken kunne nå det ene eller andet.
Nogle af kampene i bund 6 var rigtigt nok spændende, men til gengæld var det ofte ufatteligt dårlige kampe. Der var så meget på spil, at spillet blev forkrampet og kampene tit låste. Spændende måske, men elendig kvalitet.
Dermed kommer man til næste problem, for disse knald-eller-fald-kampe gør intet for talentudviklingen. Man sætter jo helst ikke et 18-19-20-årigt talent på banen af frygt for at de laver en fejl, der koster.
Slutteligt synes jeg også, at en Superliga skal være hele landets og ikke blot 6 klubbers. De allerbedste spillere i FCK, FCM og Brøndby skal også ud og spille i Sønderjylland/på Fyn/i Nordjylland en kold, regnfuld dag i november. Det hører med, i hvert fald for mig som fodboldromantiker. Hvis Superligaen skal bevare sin relevans og popularitet, er det vigtigt, at ligaen ikke bliver en liga for de 4-5 allerbedste klubber herhjemme, for det vil efter min mening dræbe interessen.
Jeg er derfor fortaler for en 16-holds liga med to nedrykkere, og evt en play off kamp. Det vil også skabe mulighed for at komme i Superligaen for mindre klubber og have en reel chance for at overleve.