Nu er det jo i sagens natur svært (læs ´umuligt´) positivt at modbevise den slags anklager; det kan kun gøres ved at påvise et empirisk fravær (altså et fravær af en påvist tilstedeværelse) af sådanne udtalelser. Så jo, han må siges at være ´frikendt´. Så frikendt, som man kan blive i den slags sager - ikke mindst, når det sker på baggrund af en grundig og angiveligt neutral undersøgelse foretaget af en uvildig instans.
Alternativet - at tænke, "hvor der er røg, må der også have været ild" - er ganske enkelt uendeligt værre. Vi har set de uheldige konsekvenser af en sådan "guilt by accusation" i f.eks. sager om ikke underbyggede eller måske endda falske pædofilianklager, der kan ødelægge den anklagedes liv.
Betyder det nødvendigvis, at vedkommende (Cala) ikke har sagt det, som han anklages for? Nej, det gør det selvfølgelig ikke, men bevisbyrden bør selvfølgelig altid påhvile anklageren, idet alternativet ville være et pøbelvælde, hvor ingen nogensinde ville kunne føle sig sikker overfor sådanne grundløse anklager, der i så tilfælde ville udgøre de facto domsfældelser...
Konsekvensen er, at skyldige muligvis går fri, men hellere det end at risikere at dømme uskyldige. Det er et hævdvundent, grundlæggende retsprincip!