Redigeretsøn 3. aug 19:11
Udfordringen består jo i at det stort set aldrig dømmes, og hvis man “bare lader være”, så giver man modstanderne en stor fordel, fordi de jo ikke stopper med det. Og de 99 næste gange bliver det ikke dømt, og så må man bare tage imod en scoring imod?
Og..
Det kan muligvis forsvares indenfor det regelsæt der findes. Men når der i 95-99% af den slags situationer ikke dømmes straffespark. Så bør det ikke dømmes, det er for uretfærdigt at det er en regel der skal trækkes frem på tilfældige tidspunkter.
Men det er jo en kalkuleret risiko, man vælger at løbe som forsvarspiller, når man beslutter sig for at holde om en modstander i eget felt, velvidende at man ikke må, men med en formodning om, at dommeren nok ikke kalder den.
Det er ikke fordi jeg er blind for jeres pointe, og jeg er da også enig med jer i, at der ikke nødvendigvis er konsensus for hvornår/hvor ofte den kaldes (eller nok nærmere, hvor længe man skal have fat, før den kaldes), men uanset hvordan vi vælger at vende og dreje den, så er det jo altså nu engang Montano, der begik en forseelse og ikke Sandi Putros, så det er først og fremmest hos ham, at ansvaret ligger.